Vilkårlige og kortsigtede behov er skyld i den stigende præstemangel

Desværre har jeg i de nu snart tre år, jeg har bestræbt mig på selv at bidrage til løsningen af præstemanglen, måttet konstatere, at dele af kirkens ledende lag langt fra synes at have erkendt alvoren i situationen.

Mit eget eksempel tjener således beklageligvis som et godt – eller skulle jeg rettere sige dårligt – eksempel på, hvordan folkekirken og dens ansvarspersoner af hensyn til ministerielt diktat og personlige præferencer forsømmer at imødegå de store udfordringer, kirken står over for i de kommende år.

I det omfang folkekirken udadtil har reageret på de alarmerende fremskrivninger, har man sat sin lid til utidssvarende vanetænkning inden for statens trygge rammer.

I 2021 vedtog folketinget efter kirkelig opfordring den såkaldte §1a-ordning, hvor personer med en ikke-teologisk kandidatgrad har mulighed for at komme på Pastoralseminariet, der hører under Kirkeministeriet.

I det omfang folkekirken udadtil har reageret på de alarmerende fremskrivninger, har man sat sin lid til utidssvarende vanetænkning inden for statens trygge rammer.  

Christian Gorm Hansen
Teologistuderende

Ved at følge en af ministeriet udformet §1a-studieplan bestående af udvalgte kurser på teologistudiet, kan man – såfremt man optages her – på denne måde blive præst.

Slagsiden ved denne ordning er bare, som dekanen på Københavns Universitets teologiske fakultet har påpeget, at der bliver stadigt færre pladser også på denne ordning som følge af den såkaldte dimensionering; statens egen besparende reduktion af studiepladser på landets universiteter.

Således fik jeg, som så mange andre af de mere end to hundrede ansøgere, også selv afslag fra universitetet efter ellers at være blevet tildelt en §1a-studieplan fra Kirkeministeriet.

At §1a-ordningen således på ingen måde ser ud til at løse problemet med præstemanglen i længden underbygges yderligere af en udførlig undersøgelse bestilt af folkekirken selv.

Jeg undrer mig derfor en hel del, når nu jeg i referatet af januar måneds møde for landets biskopper kan læse, at der her udtrykkes stor tilfredshed med ordningen.

Noget tyder imidlertid på, at ikke alle på mødet lægger sig op ad den nedfældede linje.

Indadtil har biskopper rundt om i landet tilsyneladende fået øjnene op for det mangelfulde ved §1a-ordningen, hvorfor de nu som supplement har igangsat tiltag med henblik på øget brug af den såkaldte §2 i folkekirkens ansættelseslov.

Denne undtagelsesordning muliggør, at enkeltpersoner – såfremt man besidder “egenskaber med væsentlig betydning for varetagelse af præstestillingen”, som det hedder – kan anmode den biskop, man per folkeregisteradresse er knyttet til, om et vejledningsforløb og derfra søge ind på Pastoralseminariet, såfremt biskoppen indstiller den pågældende hertil.

Her er det altså op til den enkelte biskop at afgøre, om de selv ønsker endsige ser et behov for at indstille en person til en §2-prøvning.

Efter det mislykkede §1a-forsøg gav jeg naturligvis §2-ordningen et skud men fik for nyligt afvist min ansøgning hos Københavns biskop med et standardsvar om at overveje at gå §1a-vejen.

Det pudsige er imidlertid, at havde jeg været bosat i Helsingør eller Fyn Stift, ville jeg efter al sandsynlighed have været bedre stillet.

Alt imens der skriges på præster i hele landet, kan motiverede og fuldt ud kvalificerede præsteaspiranter på denne måde ende med at sidde tilbage med en lang næse

Christian Gorm Hansen
Teologistuderende

Her har man nemlig for ganske nylig sat en forberedelse til §2-prøvning i system i kraft af en art akademiforløb med en hel del deltagere.

Det tyder altså på, at biskopperne i storbyområderne, hvor ansøgerne flokkes om præstestillingerne, er langt mindre tilbøjelige til at ville aktivere §2-ordningen end dem, der skal afsætte de knapt så attraktive præstestillinger i, ja – udkantsområderne.

Alt imens der skriges på præster i hele landet, kan motiverede og fuldt ud kvalificerede præsteaspiranter på denne måde ende med at sidde tilbage med en lang næse – blot fordi tilfældet vil det, at den enkelte biskop enten mangler eller har rigeligt med præstekandidater for tiden.

Hvor §1a-ordningen lider under et hensyn til, om staten har penge nok til at finansiere studiepladser, er svagheden ved §2-ordningen altså, at den enkelte ansøger alene er totalt udleveret til situationen i bopælsstiftet og dermed biskoppernes øjeblikkelige skøn.

Her råder med andre ord ingen lighed for loven – kun en vilkårlighed, der ender med blot at tilgodese kortsigtede, regionale behov snarere end folkekirkens langsigtede ditto.

I en situation hvor universiteterne hverken kan levere nok præster eller tage de af os ind, der gerne vil være det, kan det da være rigtigt at lade det være op til biskopperne at afgøre, hvorvidt folkekirken imødekommer dem, der kunne bidrage til løsningen af den generelle præstemangel?

Med en sådan indstilling ender det snarere med at blive en selvopfyldende profeti, at folkekirken fremover må nedlægge sogne landet over grundet præstemangel.

Hertil kommer, at man fra ministeriets side sædvanligvis anser §2-ordningen for at være en undtagelsesordning, hvorfor man typisk også går stille med dørene, når man ude omkring i landet benytter sig for meget af den.

Måske mindre paragrafrytteri, færre uklare arbejdsgange og mere imødekommenhed over for ikke-teologiske præsteaspiranter i sig selv kunne afhjælpe præstemanglen ved at rette op på folkekirkens i forvejen ikke alt for uplettede renommé.

Christian Gorm Hansen
Teologistuderende

Resultatet er velsagtens, at biskopper positivt stemte over for §2-ordningen derfor må manøvrere stilfærdigt vis-a-vis ministeriet og derfor ofte ender i et internt maskepi i bestræbelsen på at tilføre stiftet flere præster.

At §2-ordningen er en berigelse for folkekirken har både præster og senest menighedsrådene landet over bekræftet, idet ansøgere med §2-baggrund ofte tilfører præstestillingen livserfaring og en anderledes faglighed end den blot teologiske.

Problemet med §2-ordningen er altså kirkeministeriets insisteren på en så restriktiv brug heraf, at også denne kun marginalt bidrager til at løse den igangværende præstemangel.

Beklageligt som dette er, kan det imidlertid aldrig være undskyldning for, at kirkens folk tyer til gedulgte udveje, der lader vilkårligheden råde efter forgodtbefindende.

En måde at løse det hele på kunne derfor være at påbegynde kampen for, at kirken fremover selv kan hjemtage den fulde kompetence til at uddanne præster, der ikke går universitetsvejen.

Hvis kirkens ledende folk på længere sigt ønsker at gøre noget ved præstemanglen, må dette ske i fuld åbenhed og med hele folkekirkens samlede behov for øje – ikke ud fra tilfældige lokale behov, hvis opfyldelse sker ved brug af undtagelsesbestemmelser, som ministeriet sætter snævre grænser for.

Måske mindre paragrafrytteri, færre uklare arbejdsgange og mere imødekommenhed over for ikke-teologiske præsteaspiranter i sig selv kunne afhjælpe præstemanglen ved at rette op på folkekirkens i forvejen ikke alt for uplettede renommé.