LA: Frihandel for forbrugerens skyld

DEBAT: Frihandelsaftalen mellem EU og Canada er med til at fjerne skatter fra virksomheder og forbrugere og sænker dermed også forbrugerpriserne, skriver Christina Egelund (LA).

Af Christina Egelund
EU-ordfører for Liberal Alliance

Mit første indlæg i denne debatrække om frihandel gik på de store fordele ved frihandel. Debatten om frihandel handler efter min mening alt for lidt om den velstand, der kommer af frihandel, og alt for meget om de påståede ulemper.

I dette indlæg til jeg tage mere konkret fat i konkrete frihandelsaftaler, nærmere bestemt aftalen mellem EU og Canada kaldet CETA og TTIP-aftale mellem EU og USA.

CETA (Comprehensive Economic and Trade Agreement) blev i maj måned en realitet. På baggrund af Donald Trumps meldinger som præsident i forhold til TTIP har EU’s handelskommissær Cecilia Malmström sagt, at ”TTIP vil sandsynligvis forblive i dybfryseren et godt stykke tid”.

Økonomisk vækst
Når vi taler frihandel og udvikling generelt, bliver nye muligheder og teknologi ofte præsenteret som et nulsumspil; Når nogle vinder, må andre nødvendigvis tabe. I den offentlige debat om frihandel og lignende støder man ofte på begrebet ”globaliseringens tabere” – ergo må der være vindere, tabere og ingen midt i mellem.

Faktum er imidlertid, at TTIP ville kunne give økonomisk vækst i hele EU på 119 milliarder euro om året, og på 95 milliarder euro for USA om året. For en europæisk familie på fire vil det betyde lige under 4.100 kroner mere i disponibel indkomst om året, og for en amerikansk familie ville det løbe op i knap 5.000 kroner ekstra. Aftalen ville vel at mærke ikke være på bekostning af samhandelen med resten af verden. Derimod ville en liberalisering af handlen mellem USA og EU have en positiv effekt på verdenshandelen og øge den globale indkomst med næsten 100 milliarder euro.

For forbrugernes skyld
Med CETA fjerner man 99 procent af de skatter, der tidligere blev pålagt de europæiske og canadiske virksomheder – og i sidste ende de europæiske og canadiske forbrugere. Det løber op i 400 millioner euro hvert år for europæiske virksomheder, ligesom virksomhederne vil kunne købe billigere delprodukter, komponenter og lignende input fra Canada. Alt vil være med til at sænke forbrugerpriserne.

Tvistbilæggelsesdomstole er et for venstrefløjen yndet nedslagspunkt i diskussionen om frihandelsaftalernes indhold. Jeg finder, at kritikken ofte er stærkt manipulerende og mener, at når der indgås omfattende frihandelsaftaler med et sæt fælles regler for handel, så er det helt naturligt med en instans til at håndtere klager og tvister. Alternativet er for mig at se et retsligt ragnarok.

Venstrefløjens kølige forhold til frihandel
Vi hører jo heller ikke normalt en venstreorienteret kritik af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som også har en opgave i at håndhæve fælles spilleregler, som en række lande har forpligtet sig på ved at tiltræde Menneskerettighedskonventionen. Jeg mener, at den kritiske indstilling til tvistbilæggelsesdomstolene snarere afslører et generelt køligt forhold til frihandel, fordi kritikken er så søgt og ofte akkompagneret af faktuelle fejl.

Det virker mest af alt som om, man leder efter et hår i suppen, og idet man ikke har lyst til at erkende en ideologisk båret modstand mod frihandel som begreb, har man kastet sig over noget så banalt som en domstol, der sættes i verden for at håndtere tvister. Hvor ville det dog være befriende, hvis venstrefløjen tonede rent flag og kom ud af busken - eller helhjertet blev i den.

Frihandel nedbryder barrierer for handel og udvikling med billigere produkter til følge. Når vi taler frihandel, er der ikke et modsætningsforhold mellem virksomheder og forbrugere – de er tæt forbundne. Hvis noget bliver dyrere for virksomheder, er der kun forbrugeren til at betale prisen. Frihandel er i forbrugerens interesse.

Forrige artikel Ngo: Debatten om CETA er kun lige begyndt Ngo: Debatten om CETA er kun lige begyndt Næste artikel Forsker: Det brutale Brexit er en illusion Forsker: Det brutale Brexit er en illusion
  • Anmeld

    Jens Voldby Crumlin

    LA hylder monopolernes tusindårsrige

    De store selskaber har længe haft en drøm om at skabe en globalisering hvor nationalstaternes demokratiske suverænitet er sat effektivt ud af spillet og erstattet af overnational regulering på selskabernes præmisser. Det ville være mere ærligt hvis LA åbent fremlagde at det var den dagsorden de støttede fordi deres ideologiske modstand mod staten gør at de ligger helt på linie med en sådan udvikling. Det er klart at det for LA er en fordel at selskaberne også bliver fritaget for skat men temmelig uklart hvorvidt det vil komme forbrugerne til gode når de store selskaber får yderligere markedskontrol. I den sammenhæng er det selvfølgelig helt uden betydning for LA at det store flertal af befolkningen faktisk ikke kun ser sig som forbrugere men primært som borgere i et samfund som gerne skulle fungere med velfærdsgoder som uddannelse,sundhedsvæsen, indfrastruktur m.m. betalt over skatter.