Au revoir Paris: "Præsident Macron har måske ikke tænkt nok over, hvordan han præsenterer magten"

PARIS: Hvis ikke ordvalget var så upassende lige netop i denne tid, kunne man fristes til at sige, at den danske ambassade ligger blot et stenkast fra Triumfbuen. Selv sådan en grå februar-formiddag skinner hjertet af Lysets By ned over sportsvognene og luksusbutikkerne på Champs Élysées, hvor den værste graffiti jævnligt bliver fjernet, og skyerne af tåregas er lettet for en stund.

Men sidegaderne, der rækker som arme ud fra den cirkulære Place Charles de Gaulle, bærer små ar, hvis man ser efter. En barrikaderet dør her, en lukket butik der. Sporene efter flere måneders voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter i Paris som i mange andre franske storbyer fornægter sig ikke.

Den knuste rude ind til banken ved siden af ambassaden her på Avenue Marceau er kun nødtørftigt repareret. Oppe på etagerne i nummer 77 er Danmarks afgående ambassadør, Kirsten Malling Biering, ved at have ryddet de sidste af sine ting ud af kontoret, inden hun går på pension efter fire år i den franske hovedstad og næsten 40 år i udenrigstjenesten.

Vi er her for at bede Kirsten Biering gøre status over det Frankrig grebet af historisk politisk turbulens, som hun efterlader sig, når den nye danske ambassadør rykker ind 1. marts.

Han er en åben, nysgerrig og begejstret person. Macron er efter min opfattelse overhovedet ikke arrogant, men alligevel er mange franskmænd kommet til at opfatte ham sådan.

Kirsten Malling Biering
Danmarks ambassadør i Frankrig

"Man kan sagtens tilbringe en weekend i Paris uden at se en eneste gul vest. Frankrig som sådan er ikke gået i stå," siger hun om den nye protestbevægelse kaldet ’Les Gilets Jaunes’ – De Gule Veste – som siden november sidste år har sendt franskmændene på gaden i hundredtusindvis weekend efter weekend.

"Præsidenten, hans regering og det solide flertal, han har i Nationalforsamlingen, findes stadigvæk. Men det er også klart, at man jo ikke i et moderne demokrati kan sidde så markante protester overhørig som dem, vi har set de seneste par måneder."

Præsident Macrons store paradoks
Kirsten Biering kom til Paris kort før de blodige terrorangreb, der rystede byen, landet og omverdenen i november 2015. Hun fulgte på nært hold hele opløbet til det præsidentvalg i foråret 2017, der endte som en tvekamp mellem højre-nationalisten Marine Le Pen og den socialliberale himmelstormer Emmanuel Macron; alt imens de traditionelt regeringsbærende partier både til højre og til venstre brasede sammen under vælgernes vrede og skuffelse.

Som ambassadør har Biering fulgt Macrons rejse fra politisk vidunderbarn til ambitiøs, magtfuld og nu også udskældt præsident. Hun har også haft mulighed for at tale på tomandshånd med Frankrigs yngste statsoverhoved i nyere tid.

"I den situation er han en varm, charmerende og meget engageret samtalepartner. Han er en åben, nysgerrig og begejstret person. Macron er efter min opfattelse overhovedet ikke arrogant, men alligevel er mange franskmænd kommet til at opfatte ham sådan," siger hun.

"Måske har Macron været lidt for fokuseret på at gennemføre alle de nødvendige økonomiske reformer. Måske har han ikke helt fattet den mere subjektive symbolik i politik – nemlig den måde, hvorpå man præsenterer magten. Det tror jeg har overrasket ham. Og det er nok det, som er det mest alvorlige nu, hvor han står over for en bevægelse, som ikke har en organisation, som ikke har en ledelse, og hvis krav lidt går ud i alle retninger."

Kirsten Biering sætter fingeren på Emmanuel Macrons store paradoks og dilemma her, hvor han står i sin præsidentperiodes første store politiske krise: Nemlig, at det opgør med Frankrigs traditionelle magtelite, der løftede ham hele vejen op til Elysée-paladset, nu også rammer ham selv.

(artikel fortsætter efter videoen)

Et samfund skal kunne hænge sammen
"Bevægelsen med De Gule Veste er for så vidt en forlængelse af det, som bragte Macron til magten. Nemlig en utilfredshed med det bestående, en utilfredshed med de eksisterende politiske partier. Der er dels tale om protester mod dagligdags foreteelser, som for eksempel hvad købekraften er nu, hvad prisen på benzin er. Men også en utilfredshed med institutionerne – den måde, hvorpå statsmagten bliver udøvet," siger hun.

"Macron er nu selv blevet magten. En så stærk politisk aktør som en præsident vil være målet både for kritik og for meget, meget store forventninger. Der er en utilfredshed med den måde, Macron har forvaltet netop magtens prærogativ på. Det er nok det væsentligste. Det er også derfor, vi kan se, at næsten 50 procent af de franskmænd, der bliver spurgt, siger, at de har sympati for De Gule Veste."

Hvad mener du helt præcist, når du taler om den måde, han har forvaltet magten på?

"Jeg mener, at det måske har været lidt for koncentreret om det, som er teknikken i en reformproces. Man har tænkt lidt mindre over samhørighedskraften i det franske samfund. Det er jo ikke Macron, der er ansvarlig for alt det, der ikke helt fungerer i det franske samfund. Det er en arv fra årtier. Men man har ikke været helt klar over, tror jeg, hvor store frakturerne trods alt også er i det franske samfund."

"At man står over for en række udfordringer, sådan som en række andre vestlige samfund også gør. Og at det her også er nødvendigt at få så mange med sig, som man overhovedet kan. At man forklarer godt nok, og at man ikke alene går efter en teknokratisk udfoldelse af et reformprogram, men at man også tænker på, hvordan man kan få et samfund til at balancere og hænge godt sammen."

"Det er netop et af de elementer, som franskmændene ofte peger på, når de taler om Danmark: Nemlig samhørighedskraften i det danske samfund. Og det er lige der, man måske har ofret for lidt opmærksomhed."

Da den gamle magtelite kollapsede
Det præsidentvalg, der bragte Emmanuel Macron til magten i 2017, var meget specielt, fordi de traditionelle partier på begge sider af midten måtte give op. Hvad var det, der skete der i fransk politik?

"Der skete det, at den klassiske struktur i fransk politik faldt sammen. Det klassiske venstre og det klassiske højre, som jo har været en form for magtdominans gennem mange årtier, kunne ikke stå distancen over for den nye bølge, som Macron og hans politiske bevægelse var."

"Det er en situation, som jeg tror, at også Macron måske til en vis grad i dag kan begræde. For nu er det netop ham, der står alene tilbage som den, der skal prøve på at styre Frankrig gennem både en reformproces og de folkelige protester, som De Gule Veste har været udtryk for."

Hvorfor tror du, at så mange franske vælgere er blevet så skuffede over de gamle, traditionelle partier både til højre og til venstre?

"Det var et politisk miljø, som i høj grad var stivnet. Der var en fornemmelse af, at afstanden mellem dem, der bestemte – dem der var valgt ind i parlamentet – og vælgerne var blevet alt for stor. At man i høj grad fordelte goderne imellem sig, så snart man var nået ind i det politiske miljø. En meget stor fornemmelse hos et flertal af de franske vælgere af, at noget måtte ændre sig."

"Det var det, der var Macrons store chance: Han læste den situation meget fint. Han er på den gode måde en populist. På samme måde som – uden nogen sammenligning i øvrigt – Donald Trump er populist. Macron var i stand til at fornemme, hvor det egentlig var, vælgerkorpset var på vej hen."

Analysen fra Kirsten Biering er, at dette opbrud i fransk politik har efterladt et "tabt vælgerhav", fordi et stort antal franskmænd stadig ikke rigtig ved, hvor de skal gå hen med deres stemmer.

Derfor bliver Marine Le Pen ikke præsident
Både socialisterne og det traditionelle borgerlige parti 'Les Républicains' led så alvorlige nederlag i 2017, at ingen af dem foreløbig rigtig er kommet på benene igen. Biering ser heller ikke noget afgørende vælgerskred ud til yderfløjene, hverken til højrenationalisten Marine Le Pen eller til det venstreorienterede protestparti 'La France Insoumise' ledet af Jean-Luc Mélenchon.

"Selv ikke De Gule Veste har bevirket, at der er sket store ændringer inden for det klassiske politiske miljø. Det er ikke sådan, at der lige pludselig er vanvittig mange flere stemmer for Le Pen, og i hvert fald slet ikke for Jean-Luc Mélenchon på den yderste venstrefløj. I det omfang, de overhovedet stemmer, så vil de fleste af De Gule Veste nok gå til højre. Men det har ikke haft den store indflydelse på, hvordan fransk politik ellers ser ud," siger Kirsten Biering.

"Hvis der var præsidentvalg i morgen, så ville det nok stadigvæk være Macron, som vandt. Det ville stadig blive en tvekamp mellem ham og Le Pen. Lidt et fravalg af et større onde, tror jeg. Der ville være en hel del, som ikke nødvendigvis synes, at Macron er det, de har allermest lyst til; men som i det øjeblik, valget står mellem ham og en politiker som Le Pen, trods alt vil vælge Macron."

Du tror ikke, at Marine Le Pen ville kunne vinde et præsidentvalg i Frankrig nu?

"Der er intet i meningsmålingerne, der tyder på det. Det er noget lidt andet, når man ser på Europa-Parlamentsvalget, som kommer her til maj. Men det skyldes også i høj grad, at der ikke er så vanvittig mange franskmænd, som stemmer til netop det valg. Der vil det i høj grad være et parti som 'Rassemblement National', Le Pens parti, som vil kunne mobilisere vælgere."

"For øjeblikket ligger 'Rassemblement National' lige foran Emmanuel Macrons politiske bevægelse, hans parti 'La République En Marche'. De ligger og vipper mellem hinanden. Men nationalt er der intet, der tyder på, at Le Pen ville være i stand til at blive præsident i Frankrig."

De europæiske ambitioner er vingeskudte
Da Macron kom til magten, talte han bemærkelsesværdigt meget om EU-samarbejdets vigtighed for Frankrig. Vil hans nuværende vanskeligheder gøre det svært for ham at føre også disse europæiske ambitioner ud i livet?

"Det tror jeg nok. Både den nationale situation, som Frankrig befinder sig i nu, og så i øvrigt sådan, som Europa ser ud for øjeblikket. Begge dele gør, at det nok vil være relativt vanskeligt for Emmanuel Macron at gennemføre de meget store ambitioner og visioner, som var en del af hans Sorbonne-tale om Europa i efteråret 2017. Det erkender man også i Élysée."

"På den anden side så er EU-området også så fast en del af Macrons politiske profil, at han ikke helt vil kunne lade det ligge. Vi kan konstatere, at selvom Tyskland er tøvende, og tyskerne har deres egne politiske problemer, så er der trods alt en gryende forståelse mellem Tyskland og Frankrig."

"Men at nå så langt, som Sorbonne-talen antyder, at man gerne ville, det tror jeg ikke længere er muligt. Dertil som sagt også lagt den nationale situation for øjeblikket. Og en erkendelse i Élysée-palæet af, at modsætningen mellem nationalister og progressister ikke er det heldigste valg lige nu. Det vil grave alt for store grøfter i et Frankrig, som for øjeblikket viser nogle opsplitninger, man ikke ønsker at fordybe yderligere."

Frankrig bliver endnu vigtigere for Danmark
Bliver det nu sværere for Macron at spille rollen som den, der forsvarer tanken om Den Europæiske Union?

"Han vil stadig se sig selv som fortaleren for det stærke EU. Han vil stadig mene, at de, der kan og vil, bør kunne gå videre. Der er andre, som i mindre grad vil kunne og ville, og de må så finde sig at blive ladt tilbage på perronen. Men jeg tror, at han nu erkender, at der vil blive tale om en meget lang proces. Han vil ikke kunne gå så langt på en række områder, som han havde ønsket."

Hvad har den her udvikling i fransk politik betydning for et land som Danmark?

"Der er nu en regering under Macron, som i meget høj grad har fået fornemmelse for og kendskab til nuancerne i dansk politik. Det gælder både den danske samfundsmodel og den politik, som Danmark fører. Jeg tror, at den grøde, der er i samarbejdet mellem Danmark og Frankrig, virkelig vil være en fordel for os. Fordi vi vil være i stand til at gøre franskmændene forståeligt, hvad vi kan acceptere, og hvad vi ikke kan gå med til."

"Det bliver også nødvendigt i et fremtidigt Europa, hvor vi vel må gå ud fra, at der bliver tale om et Brexit før eller siden. Der vil Frankrig være en meget stor spiller. Det vil sige, at vi hele tiden vil skulle forholde os til, hvad franskmændene vil, og hvad de ikke vil. Sådan vil det blive endnu mere, end det har været før."