Debat

Brian Mikkelsen: Erhvervslivet er bedre tjent uden forsvarsforbeholdet

Det ultimative rammevilkår i erhvervslivet er fredelig sameksistens. Danmark skal bidrage, hvor vi kan, og det gør vi bedst ved at afskaffe forsvarsforbeholdet, skriver Brian Mikkelsen fra Dansk Erhverv.

Ved at få afskaffet forsvarsforbeholdet vil dansk erhvervsliv kunne bidrage til, at de teknologiske prioriteter i Den Europæiske Forsvarsfond vil blive styrket, skriver Brian Mikkelsen.
Ved at få afskaffet forsvarsforbeholdet vil dansk erhvervsliv kunne bidrage til, at de teknologiske prioriteter i Den Europæiske Forsvarsfond vil blive styrket, skriver Brian Mikkelsen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Brian Mikkelsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

1. juni skal vi stemme om en mulig afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Som det så tit er tilfældet med afstemninger, der vedrører EU, så er debatten lige nu præget af følelser. Altså ikke sjældent kogt ned til en simpel diskussion om, hvorvidt ”man ønsker mere eller mindre EU”.

Det er selvfølgelig helt i orden. Vi lever i et demokrati, og såvel følelsesmæssige som identitetspolitiske forhold er en integreret del af enhver demokratisk debat. Sådan er det, og sådan skal det være.

Det vil jeg ikke beskæftige mig med her. For mit ærinde er erhvervslivets, og i Dansk Erhverv anbefaler vi klart et ja. Det gør vi, fordi et ”ja” til at afskaffe forsvarsforbeholdet er det bedste udfald for dansk erhvervsliv og Danmark.

Fred er det ultimative rammevilkår

Erhvervslivet er helt enkelt motoren, der driver Danmark og Europa. Uden ordentlige rammevilkår kan motoren ikke køre effektivt. 

Det ultimative rammevilkår er fredelig sameksistens og frihed til at udfolde sine evner. Uden det på plads taber alle

Brian Mikkelsen
Administrerende direktør, Dansk Erhverv

Rammevilkår er ikke kun de erhvervsforhold, som der normalt snakkes om – som for eksempel regulatorisk klarhed, uddannelsesniveauer, skatteforhold, konkurrenceevne, retssikkerhed, ligebehandling og forudsigelighed. De rammevilkår er nemlig sekundære, hvis ikke man kan regne med fred, stabilitet og sikkerhed i ens hverdag.

Det ultimative rammevilkår er fredelig sameksistens og frihed til at udfolde sine evner. Uden det på plads taber alle – borgerne, erhvervslivet, det offentlige system og samfundet som helhed. Danmark skal bidrage, hvor vi kan, til at skabe fred og stabilitet i Europa og verden. Vi har fra dansk side meget at byde på.

Danske styrkepositioner

Ved at få afskaffet forsvarsforbeholdet vil dansk erhvervsliv kunne bidrage til, at de teknologiske prioriteter i Den Europæiske Forsvarsfond vil blive styrket.

Fra dansk side vil man få mulighed for at hjælpe med at identificere fælles EU-projekter for udvikling af forsvarsmateriel. Herigennem kan man bedre understøtte forsvarssamarbejdet indenfor eksempel cybersikkerhed og drone- og robotteknologi. 

Jo færre forbehold, jo mere indflydelse får vi i en tid og i en fremtid, der synes betydeligt mere usikker og omskiftelig end for blot et halvt år siden

Brian Mikkelsen
Administrerende direktør, Dansk Erhverv

Også energioptimering og forsyningssikkerhed er begyndt at være en del af prioriteterne i forsvarssamarbejdet, og det er endnu et område, hvor danske virksomheder står stærkt med know-how og teknologi. Energipolitik er blevet sikkerhedspolitik, og også klimaforandringerne vil i stigende grad blive vigtige.  

Derudover kan teknologier, der øger forsyningers robusthed samt energioptimerer, give en strategisk fordel for danske soldater, når de befinder sig på fremmed grund og skal løse opgaver under omstændigheder, der er yderst omskiftelige. Også her kan Danmark og danske virksomheder bidrage.

Til gavn for vækst, velstand og sikkerhed

Jo færre forbehold, jo mere indflydelse får vi i en tid og i en fremtid, der synes betydeligt mere usikker og omskiftelig end for blot et halvt år siden.

Det geopolitiske landkort ser ud til at ændre sig markant, og jeg tør i hvert fald ikke spå om, hvordan magtforholdene og verden ser ud om bare få år.

Corona og krigen i Ukraine har vist os, at tingene kan ændre sig endog meget hurtigt. Og jeg ved, at jo stærkere fællesskaber, som Danmark er med i, jo stærkere står vi rustet til, og jo mere indflydelse får vi på, den fremtid, der venter.

Hvis vi afskaffer forsvarsforbeholdet, så vil Danmark i højere grad kunne bidrage til og præge fælles EU-projekter til gavn for vækst, velstand og sikkerhed. Det vil så absolut være det bedste for dansk erhvervsliv, Danmark og Europa.

Så derfor: Stem ja 1. juni.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00