Debat

Kollerup: Danmark bliver en mere attraktiv samarbejdspartner uden forsvarsforbeholdet

Forbeholdet har flere konsekvenser for Danmark. Afskaffer vi det, får vi mere indflydelse, og danske virksomheder kan endelig komme forrest i feltet, da deres kompetencer i forvejen er efterspurgte, skriver erhvervsminister Simon Kollerup. 

Som erhvervsminister ser jeg meget gerne, at Danmark i fremtiden kan bidrage endnu mere til sikre sejlruter til gavn for vores skibe og søfolk i det europæiske fællesskab, skriver Simon Kollerup (S).
Som erhvervsminister ser jeg meget gerne, at Danmark i fremtiden kan bidrage endnu mere til sikre sejlruter til gavn for vores skibe og søfolk i det europæiske fællesskab, skriver Simon Kollerup (S).
Simon Kollerup
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Indtil 24. februar virkede krig på europæisk grund fjernt, men Ruslands blodige angreb på Ukraine har ændret alting. Vi har alle måttet overveje vores forhold til Rusland. Også til det russiske marked og vores erhvervspolitik. For pludselig er sikkerhedspolitik allestedsnærværende – også i erhvervspolitikken.

Det betyder blandt andet, at vores forsvar og vores forsvarsindustri kommer til at fylde mere, end den har gjort i mange år – og det kommer også med en politisk prioritering.

Vi skal bruge to procent af vores BNP på forsvaret. Og vi skal styrke samarbejdet om forsvar i både Nato og EU. Her er regeringens holdning klar. Tiden er til sammenhold – ikke forbehold.

I dag er vi det eneste land i EU, der ikke er fuldt med i EU’s samarbejde om sikkerhed og forsvar. Det mener jeg ikke er holdbart i en tid, hvor der er krig og usikkerhed i Europa. Vi er kendt for at tage ansvar i verden, når der er brug for det. Nu er der brug for det lige her i Europa.

Vil hjælpe danske virksomheder

Hvad betyder forbeholdet så helt konkret for Danmark og danske virksomheder? Jo, populært sagt har forbeholdet konsekvenser både til lands, til vands, i luften og i cyberspace. Forsvarsforbeholdet gælder den danske stat og ikke private aktører.

Det betyder, at danske virksomheder i udgangspunktet godt kan deltage i europæiske forsvarsinitiativer, og at forsvarsforbeholdet ikke formelt påvirker mulighederne for den enkelte danske virksomhed i at deltage. Der er dog også begrænsninger.

Vores forbehold forhindrer i dag Danmark i at være med til at lægge de store linjer for, hvilke forsvarskapaciteter der skal udvikles i EU

Simon Kollerup (S)
Erhvervsminister

Vores forbehold forhindrer i dag Danmark i at være med til at lægge de store linjer for, hvilke forsvarskapaciteter der skal udvikles i EU. Det kan vi ikke, fordi prioriteringen sker i det europæiske forsvarsagentur. Her sidder Danmark desværre ikke med på grund af forsvarsforbeholdet.

Det betyder, at danske virksomheder møder en barriere i det europæiske forsvarssamarbejde. Når vi ikke er med politisk i beslutningerne om at etablere projekter mellem landene, så er de øvrige nationer ikke ivrige efter at række ud til danske virksomheder, selvom de formelt set gerne må deltage på trods af forbeholdet. Den opfattelse kan vi en gang for alle rydde af vejen, hvis Danmark deltager i samarbejdet.

Vil være godt for danske styrkepositioner

Når vi tager ansvar for Europas sikkerhed, skaber vi større tryghed for danske familier og virksomheder i en verden med konstant skiftende trusler. Det gælder ikke kun til lands. Det gælder også til vands. Danmark er i dag blandt verdens største søfartsnationer med stærke maritime virksomheder, rederier og søfolk. EU beskytter i dag skibe mod pirateri ved Afrikas østkyst i den såkaldte Atalanta-mission.

Her kan Danmark desværre ikke være med i dag på grund af vores forbehold. Som erhvervsminister ser jeg meget gerne, at Danmark i fremtiden kan bidrage endnu mere til sikre sejlruter til gavn for vores skibe og søfolk i det europæiske fællesskab.

Forbeholdet har ikke kun konsekvenser til lands og til vands – det har også konsekvenser i cyberspace

Simon Kollerup (S)
Erhvervsminister

Men forbeholdet har ikke kun konsekvenser til lands og til vands – det har også konsekvenser i cyberspace. Afskaffer vi forbeholdet, vil Danmark kunne deltage i EU’s operative cybersamarbejde, hvor vi har en særlig interesse. Cybersikkerhed er en dansk styrkeposition, og vi er en attraktiv samarbejdspartner med mange stærke virksomheder, der er helt forrest i feltet.

Og vi vil også kunne bidrage med danske løsninger på andre områder med fokus på vores styrkepositioner. Det gælder blandt andet indenfor eksempelvis rumteknologi, maritime platforme og grønne teknologier, hvis vi indgår i forhandlinger om fremtidige prioriteter for den europæiske forsvarsdimension. Det er jeg sikker på, vil være til gavn for danske virksomheder.

Læs også

Gør også Nato stærkere

Men frem for alt, så vil det være til gavn for samarbejdet om europæisk sikkerhed. Danske kompetencer er i forvejen efterspurgte. Om det så drejer sig om vindmøller, energiuafhængighed og den grønne omstilling, der kun er blevet endnu vigtigere. Eller om det drejer sig om komponenter til radarteknologi eller nogle af verdens bedst uddannede soldater. Danmark er måske et lille land, men vi kan gøre en forskel i verden. Danske virksomheder kan gøre en forskel.

Min holdning er, at Danmark skal være med alle de steder, hvor der samarbejdes om sikkerhed. Når Vesten står sammen om at styrke vores fælles sikkerhed, skal Danmark være en del af sammenholdet. Et stærkt forsvarssamarbejde i EU er forudsætningen for et stærkt Nato.

Vi skal tage et større ansvar for Danmarks sikkerhed til lands, til vands, i luften og i cyberspace. Både herhjemme og i vores nærområde. Stå tættere sammen med vores venner og allierede.

Og derfor vil vi nu spørge danskerne: Skal Danmark virkelig stå uden for, når væsentlige beslutninger for Europas fremtidige sikkerhed bestemmes? Nej. Derfor vil vi skifte et forbehold ud med sammenhold. Vi vil give Danmark større medindflydelse og øget muligheder for at bidrage til sikkerheden i vores eget nærområde.

Derfor skal der herfra lyde en stor anbefaling til, at man 1. juni stemmer ja til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe forsvarsforbeholdet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Simon Kollerup

MF (S), formand, Folketingets Finansudvalg, forsvarsordfører
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2011)

0:000:00