Carsten Jensen: Om ti år vil EU enten ikke findes eller være stærkt forandret

DEBAT: Siden finanskrisen har Den Europæiske Union været udsat for fem store prøver, som den ikke har bestået. Derfor må EU forandres i løbet af det næste årti, hvis ikke samarbejdet skal kollapse, skriver Carsten Jensen. 

Af Carsten Jensen
Forfatter og debattør 

Da den franske udenrigsminister Robert Schuman 9. maj 1950 holdt den tale, der siden er gået over i historien som grundstenen til den Europæiske Union, indledte han sin erklæring med ordene:

”Verdensfreden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den.”   

Det er en smuk sætning, som i dag ikke giver meget mening.

Schuman holdt sin tale 5 år og 1 dag efter afslutningen på Anden Verdenskrig, der havde lagt Europa i ruiner. Kontinentet var under langsom opbygning, men offer for en fatal ny opdeling mellem Øst og vest. To supermagter stod over for hinanden. USA og Sovjetunionen oprustede med henblik på gensidig udslettelse, og det var kun denne afskrækkelsespolitik, der afholdt en ny verdenskrig fra at bryde ud.

Schumans universalmiddel var markedsøkonomien. Europa havde brug for kul og stål til sin genopbygning. Kul og stål var fredens, velstandens og fremtidens afgørende ingredienser, så længe de frit kunne passere grænserne.

Hvordan skal Schumans smukke sætning lyde i dag?

”Verden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den.”

Verden, ikke verdensfreden, skal være deklarationens første sætning. Vi lever i den antropocæne tidsalder, hvor menneskeskabte klimaforandringer forrykker balancen for alt liv, og en masseuddøen blandt arterne, den sjette i planetens historie, er i fuld gang. Det er verden, som vi kender den, der står på spil, livet, som det har udviklet sig gennem millioner af år.

Det hører med til historiens tragiske ironi, at det samme råstof, kul, der optræder i Schumans optimistiske erklæring som byggesten for et nyt Europa, også kan blive årsagen til vores endeligt, ikke blot som europæere, men som art. Vores hovedløse brug af fossile brændstoffer har undergravet vores muligheder for fortsat at eksistere som civilisation.

Når vi i dag mere end nogen sinde har brug for den Europæiske Union, er det ikke på grund af loyalitet mod den europæiske ide, men af en simpel, pragmatisk grund. Verdens problemer er blevet så store, at kun store enheder med unik handlekraft bag kan løse dem.

Den Europæiske Union har i de seneste tolv år været udsat for fem store prøver, som den ikke har bestået. Den første var finanskrisen i 2008, hvor unionen i stedet for at tøjle den asociale finansspekulation i markederne, som havde forårsaget krisen, påtvang sine medlemmer drastiske nedskæringer på de statslige budgetter i den såkaldte austerity-politik, som accelererede den allerede i forvejen påbegyndte afmontering af velfærdsstaten. 

Den anden var den såkaldte flygtningekrise i 2015, hvis forløb blev kaotisk, da unionen opgav at føre en fælles asylpolitik. Corona-epidemien udløser en tilsvarende krise. Der er intet koordineret svar, alle medlemslande lukker deres grænser, og de sydeuropæiske medlemsstater hører igen til blandt de mest trængte, da de nægtes tilstrækkelig økonomisk hjælp.

Sideløbende med disse tre kriser har der udviklet sig to andre. Flere østeuropæiske medlemslande arbejder målrettet på at undergrave en række bærende demokratiske institutioner, fra magtens tredeling til beskyttelsen af mindretal, uden at det får nogen konsekvenser for deres medlemskab eller de generøse subsidier, de modtager.

Den sidste og afgørende krise er den globale opvarmning, hvor det heller ikke er lykkedes at etablere et sammenhængende svar. Storbritanniens udtræden kan derimod ikke regnes blandt de store kriser, da udbrydernes politiske dilettanteri, generelle løgnagtighed og totale mangel på fremtidsplaner snarere synes at styrke sammenholdet hos de resterende medlemmer end at inspirere til efterfølgelse.

De næste ti år bliver afgørende, ikke blot for EU, men for hele vores fremtid på planeten. Eftergivenhed over for de populistiske strømninger eller imødekommenhed over en neoliberalt orienteret økonomisk elite vil medføre unionens opløsning.

Om ti år vil EU enten ikke findes, eller være et dramatisk styrket fællesskab med klare politiske mål. EU vil endegyldigt have erstattet økonomisk vækst med bæredygtighed som sit altdikterende fokus.

Velfærdsstaterne vil være udbygget, kontrollen med det private erhvervsliv dramatisk øget, landbrugsstøtten lagt om, skatter og afgifter målrettet bæredygtighed, borgerløn indført, arbejdsugen forkortet. Medlemmer, der ikke overholder demokratiets grundregler, vil være ekskluderet af Unionen.

På resterne af det tidligere NATO vil EU have opbygget sit eget forsvar, ikke for at forvandle Europa til en fæstning, men fordi nye, uforudseelige trusler kan opstå, ikke mindst fra et økonomisk stadig mere trængt Rusland. Vi ønsker heller aldrig igen at se en ny Balkan-krig i Europa.

EU vil i erkendelse af, at Europa er et aldrende kontinent med et stort demografisk underskud af unge, åbne op for en årlig indvandring fra nabokontinenterne på mellem en og to millioner.

Da Europa i forvejen befinder sig i et opbrud, hvad angår både produktion og levevis, vil de nyankomne ikke udgøre nogen kulturel dødvægt, men tværtimod bidrage med emigrantens vilje og evne til omstilling og nytænkning.

Forholdet mellem kontinenterne selv må også nytænkes, og tyngende gæld eftergives, alt efter hvordan klimaforandringer og pandemier rammer. Europa er en del af verden, ikke en ø i befæstet selvisolation.

Corona-pandemien har vist, hvor parate befolkningerne er til store dramatiske forandringer, også i deres private livsstil. De skabende kræfter er der, og hvis de blot bliver lyttet til, står de mål med de farer, der truer. Kun sådan sikrer vi verden.

Forrige artikel Jeppe Kofod: Vejen ud af coronakrisen går gennem Europa Jeppe Kofod: Vejen ud af coronakrisen går gennem Europa Næste artikel Pharmadanmark: Vaccineproduktion skal forankres på europæisk plan Pharmadanmark: Vaccineproduktion skal forankres på europæisk plan
Ugens EU-podcast: Ny satsning på socialt Europa og fælles mindsteløn

Ugens EU-podcast: Ny satsning på socialt Europa og fælles mindsteløn

PARLAMENTET LOCKDOWN #11: Coronakrisen har skabt endnu større behov for socialt samarbejde, siger EU-Kommissionen, der trods dansk modvilje nu tror endnu mere på en europæisk mindsteløn. Hør om det i denne uge, hvor vi også taler om, hvordan det bliver dyrere for danskerne at være med i Unionen.