Debat

Carsten Jensen: Om ti år vil EU enten ikke findes eller være stærkt forandret

DEBAT: Siden finanskrisen har Den Europæiske Union været udsat for fem store prøver, som den ikke har bestået. Derfor må EU forandres i løbet af det næste årti, hvis ikke samarbejdet skal kollapse, skriver Carsten Jensen. 

Om ti år vil EU enten ikke findes, eller være et dramatisk styrket fællesskab med klare politiske mål, skriver Carsten Jensen. 
Om ti år vil EU enten ikke findes, eller være et dramatisk styrket fællesskab med klare politiske mål, skriver Carsten Jensen. Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Daniel Bue Lauritzen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har været ansat hos Altinget siden 2017.

Daniel er redaktør for Altinget By & Bolig og Altinget Transport. Han har tidligere været ansvarlig for Altinget Udvikling og Altinget Christiansborg og været tilknyttet både forside- og debatsektionen. 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Fakta
Hvad er Schuman-erklæringen?
Schuman-erklæringen blev i kølvandet af Anden Verdenskrig lanceret af den franske udenrigsminister Robert Schuman og den franske statsmand Jean Monnet 9. maj 1950 for præcis 70 år siden i dag.

Robert Schuman bliver i dag betragtet som en af EU's grundlæggere og som arkitekten bag det europæiske samarbejdes begyndelse. Erklæringen var startskuddet til et mere organiseret Europa med tætte økonomiske forbindelser, der ifølge Schuman skulle sikre fredelige forbindelser mellem de europæiske lande. 

Erklæringen indeholdt blandt andet et forslag om at oprette et europæisk kul- og stålfællesskab, der som bekendt senere udviklede sig til Den Europæiske Union (EU), som vi kender den i dag.

En af de mest kendte citater fra erklæringen lyder: 
"Verdensfreden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den."

Af Carsten Jensen
Forfatter og debattør 

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Da den franske udenrigsminister Robert Schuman 9. maj 1950 holdt den tale, der siden er gået over i historien som grundstenen til den Europæiske Union, indledte han sin erklæring med ordene:

”Verdensfreden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den.”   

Det hører med til historiens tragiske ironi, at det samme råstof, kul, der optræder i Schumans optimistiske erklæring som byggesten for et nyt Europa, også kan blive årsagen til vores endeligt, ikke blot som europæere, men som art. 

Carsten Jensen
Forfatter og debattør

Det er en smuk sætning, som i dag ikke giver meget mening.

Schuman holdt sin tale 5 år og 1 dag efter afslutningen på Anden Verdenskrig, der havde lagt Europa i ruiner. Kontinentet var under langsom opbygning, men offer for en fatal ny opdeling mellem Øst og vest. To supermagter stod over for hinanden. USA og Sovjetunionen oprustede med henblik på gensidig udslettelse, og det var kun denne afskrækkelsespolitik, der afholdt en ny verdenskrig fra at bryde ud.

Schumans universalmiddel var markedsøkonomien. Europa havde brug for kul og stål til sin genopbygning. Kul og stål var fredens, velstandens og fremtidens afgørende ingredienser, så længe de frit kunne passere grænserne.

Hvordan skal Schumans smukke sætning lyde i dag?

”Verden vil kun kunne sikres gennem skabende kræfter, der står mål med de farer, der truer den.”

Verden, ikke verdensfreden, skal være deklarationens første sætning. Vi lever i den antropocæne tidsalder, hvor menneskeskabte klimaforandringer forrykker balancen for alt liv, og en masseuddøen blandt arterne, den sjette i planetens historie, er i fuld gang. Det er verden, som vi kender den, der står på spil, livet, som det har udviklet sig gennem millioner af år.

Det hører med til historiens tragiske ironi, at det samme råstof, kul, der optræder i Schumans optimistiske erklæring som byggesten for et nyt Europa, også kan blive årsagen til vores endeligt, ikke blot som europæere, men som art. Vores hovedløse brug af fossile brændstoffer har undergravet vores muligheder for fortsat at eksistere som civilisation.

Når vi i dag mere end nogen sinde har brug for den Europæiske Union, er det ikke på grund af loyalitet mod den europæiske ide, men af en simpel, pragmatisk grund. Verdens problemer er blevet så store, at kun store enheder med unik handlekraft bag kan løse dem.

Læs også

Den Europæiske Union har i de seneste tolv år været udsat for fem store prøver, som den ikke har bestået. Den første var finanskrisen i 2008, hvor unionen i stedet for at tøjle den asociale finansspekulation i markederne, som havde forårsaget krisen, påtvang sine medlemmer drastiske nedskæringer på de statslige budgetter i den såkaldte austerity-politik, som accelererede den allerede i forvejen påbegyndte afmontering af velfærdsstaten. 

Den anden var den såkaldte flygtningekrise i 2015, hvis forløb blev kaotisk, da unionen opgav at føre en fælles asylpolitik. Corona-epidemien udløser en tilsvarende krise. Der er intet koordineret svar, alle medlemslande lukker deres grænser, og de sydeuropæiske medlemsstater hører igen til blandt de mest trængte, da de nægtes tilstrækkelig økonomisk hjælp.

Sideløbende med disse tre kriser har der udviklet sig to andre. Flere østeuropæiske medlemslande arbejder målrettet på at undergrave en række bærende demokratiske institutioner, fra magtens tredeling til beskyttelsen af mindretal, uden at det får nogen konsekvenser for deres medlemskab eller de generøse subsidier, de modtager.

Den sidste og afgørende krise er den globale opvarmning, hvor det heller ikke er lykkedes at etablere et sammenhængende svar. Storbritanniens udtræden kan derimod ikke regnes blandt de store kriser, da udbrydernes politiske dilettanteri, generelle løgnagtighed og totale mangel på fremtidsplaner snarere synes at styrke sammenholdet hos de resterende medlemmer end at inspirere til efterfølgelse.

De næste ti år bliver afgørende, ikke blot for EU, men for hele vores fremtid på planeten. Eftergivenhed over for de populistiske strømninger eller imødekommenhed over en neoliberalt orienteret økonomisk elite vil medføre unionens opløsning.

Om ti år vil EU enten ikke findes, eller være et dramatisk styrket fællesskab med klare politiske mål. EU vil endegyldigt have erstattet økonomisk vækst med bæredygtighed som sit altdikterende fokus.

Velfærdsstaterne vil være udbygget, kontrollen med det private erhvervsliv dramatisk øget, landbrugsstøtten lagt om, skatter og afgifter målrettet bæredygtighed, borgerløn indført, arbejdsugen forkortet. Medlemmer, der ikke overholder demokratiets grundregler, vil være ekskluderet af Unionen.

På resterne af det tidligere NATO vil EU have opbygget sit eget forsvar, ikke for at forvandle Europa til en fæstning, men fordi nye, uforudseelige trusler kan opstå, ikke mindst fra et økonomisk stadig mere trængt Rusland. Vi ønsker heller aldrig igen at se en ny Balkan-krig i Europa.

EU vil i erkendelse af, at Europa er et aldrende kontinent med et stort demografisk underskud af unge, åbne op for en årlig indvandring fra nabokontinenterne på mellem en og to millioner.

Da Europa i forvejen befinder sig i et opbrud, hvad angår både produktion og levevis, vil de nyankomne ikke udgøre nogen kulturel dødvægt, men tværtimod bidrage med emigrantens vilje og evne til omstilling og nytænkning.

Forholdet mellem kontinenterne selv må også nytænkes, og tyngende gæld eftergives, alt efter hvordan klimaforandringer og pandemier rammer. Europa er en del af verden, ikke en ø i befæstet selvisolation.

Corona-pandemien har vist, hvor parate befolkningerne er til store dramatiske forandringer, også i deres private livsstil. De skabende kræfter er der, og hvis de blot bliver lyttet til, står de mål med de farer, der truer. Kun sådan sikrer vi verden.

Dokumentation

70 år efter: En ny erklæring for Europas fremtid

I anledning af 70-året for Schuman-erklæringen (se faktaboks), som blev kimen til det EU, vi kender i dag, har EU-Kommissionen og Altinget bedt en række toneangivende danske stemmer om at komme med deres personlige bud på, hvordan en Schuman-erklæring anno 2020 kan lyde.

I lyset af de verdensomspændende forandringer – ikke mindst, men heller ikke kun, som følge af corona-pandemien – mener vi, at tiden er moden til at begynde at overveje, hvordan fremtidens europæiske samarbejde, og dets plads i en ny verdensorden, bør se ud.

Vi har bedt forfatterne om at overveje, hvordan vi kan ruste EU til at håndtere ikke bare de velkendte udfordringer, vi allerede stod over for før coronakrisen ramte, men også det betragtelige økonomiske, sociale og politiske genopbygningsarbejde, som bliver nødvendigt i kølvandet på krisen. Kan vi fortsætte som før? Skal vi ændre retning? Eller skal vi måske noget helt andet, end det EU, vi kender?


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carsten Jensen

Forfatter, debattør
mag.art. i litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1981)

0:000:00