Messerschmidt til tidl. ambassadør: Du er splittet mellem drøm og virkelighed

REPLIK: Eks-diplomaten Riis-Jørgensen farer med foragt for både saglighed og rygte frem imod enhver, der anfægter det EU, der har været hele hans livsværk. Den vedholdenhed kalder på respekt, også når den afslører en svækket sans for realiteterne, skriver Morten Messerschmidt (DF).

Af Morten Messerschmidt (DF)
EU- og Europarådsordfører, fhv. MEP

Egentlig ville vi gerne have hund, men det passer ikke ind i vores dagligdag. Dots datter har dog den skønneste vovse, som vi af og til må passe. Han hedder Milo. Og selvom han ikke er stor – skødehund ville jeg nærmest kalde ham (sålænge han ikke ved det) – har han et ego som en rottweiler.

Intet går upåagtet hen. Hver en fugl eller kat, der lander i vores have, udløser et bjæffende udfald, og selv hunde mange gange større end Milo selv udfordres med dødsforagt. Diplomaticus emeritus Birger Riis-Jørgensen minder mig om Milo.

Også han farer med foragt for både saglighed og rygte frem imod enhver, der anfægter det EU, der har været hele hans livsværk. Den vedholdenhed kalder på respekt, også når den afslører en svækket sans for realiteterne.

Nationalstaten som koncept
Især min antydning af 30årskrigen som grunden for nationalstaterne, har vakt Riis-Jørgensens vrede. Danmark blev nemlig først nationalstat efter tabet af Slesvig, skriver han. Og det er jo sandt. Det har jeg ved flere lejligheder skrevet om.

Det ærgerlige er nemlig, at Riis-Jørgensen tilsyneladende tror, jeg taler om Danmarks overgang til nationalstat i forbindelse med de tre fredskontrakter fra Westphalen. Det er selvsagt nonsens.

Jeg taler om nationalstaten som koncept og er i øvrigt enig med lektor Hans Hauge, der i sin bog ”Danmark” fra 2013 skriver, at ”den danske stat var resultat af årtier med blodsudgydelser. Den opstod først for alvor i 1648, da 30-årskrigen var overstået, og den moderne territorialstat dermed blev til virkelighed i Europa”. Hermed er også Riis-Jørgensens ønske om en sagkyndig reference imødekommet.

Nationale interesser og magtbalance 
30årskrigens afslutning brød med den tyske kejsers overmagt og skabte en ny magtbalance i Europa. Og dermed grundlagdes netop tanken om nationalstaten, eller som Walter Isaacson opsummerer det i sin anmeldelse af Kissingers bog ”World Order” i magasinet Time: “Beginning with his Harvard doctoral dissertation 60 years ago, he has extolled the concept of international order that was established in 1648 by the Peace of Westphalia, which ended the Thirty Years’ War.

Instead of being shaped by wars of religion and the death spasms of the Holy Roman Empire, Europe’s international system was thenceforth based on independent nation-states, each sovereign over religion and other issues in its own territory.

States would not interfere in the internal affairs of other states, and order would, ideally, be maintained by clever statesmen who focused on national interests and curated a balance of power”.

Fra hvor dette skrives har jeg ikke Kissingers bog liggende. Jeg læste den for flere år tilbage og mindes den med stor lyst. Derfor låner jeg den gerne til Riis-Jørgensen.

Nå, men nu bjæffer Milo. Det er vist tid til en gåtur. Det kan jeg i øvrigt også anbefale den gode Riis-Jørgensen. Hans antydninger om, at DF skulle være splittet, er nemlig helt på månen. Snarere tror jeg, det er den gode Riis-Jørgensen, der er splittet mellem sine drømmerier og virkeligheden. Og mon ikke en god gang sommerluft vil gøre gavn? Han kan passende tage tidligere ambassadør Claus von Barnekow, der onsdag havde en replik i Altinget, med på turen. Han trænger vist også til lidt luft.

Forrige artikel Tidl. ambassadør: Hvad skal vi med historikere, når vi har Messerschmidt? Tidl. ambassadør: Hvad skal vi med historikere, når vi har Messerschmidt? Næste artikel S: Venstres selvmordsmanøvre skader Danmarks position i EU S: Venstres selvmordsmanøvre skader Danmarks position i EU
Nu skal Merkels afløser findes – igen

Nu skal Merkels afløser findes – igen

FORMANDSKAMP: Tre mænd kæmper om pladsen som arvtager for Angela Merkel, når der i weekenden er landsmøde i CDU. Yderligere to kommer i spil, når snakken falder på, hvem der skal være kanslerkandidat.