Tidl. ambassadør: Hvad skal vi med historikere, når vi har Messerschmidt?

KRONIK: Det er legitimt at kritisere EU og Europarådet for mangler, men det er ikke i orden, som Morten Messerschmidt (DF) gør, at basere et alternativ til den eksisterende orden på en romantiseret og helt igennem ahistorisk model, skriver Claus von Barnekow.

Af Claus von Barnekow
Seniorrådgiver i Den Danske Helsinki-Komité for Menneskerettigheder, forhenværende ambassadør ved Europarådet

“Eksdiplomater hænger fast i et forsimplet historiesyn”

Således lød overskriften på Morten Messerschmidts (DF) svar på en reaktion fra min kollega Birger Riis-Jørgensen på Morten Messerschmidts indlæg om, at EU er anti-Europa.

Hvad skal man med historikere, politologer og antropologer i dette land, når man har en jurist og DF-ideolog som Morten Messerschmidt?

Svaret er selvfølgelig, at der til alle tider er behov for sagkundskab som på alle andre områder. Morten Messerschmidts bevidste brug af fortiden er kun og alene interessant i medfør af den position, han har i et DF, der fortsat svækkes. Men han bidrager til at dokumentere behovet for sagkundskab.

Følelsesfuld formodning
Lad mig pege på en af indlæggets væsentlige præmisser: Europa er ikke en idé eller en ideologi, skriver han. “Men mere end to årtusinder af levede liv og dragne erfaringer overleveret fra slægt til slægt. Et sjælsforbundet fællesskab, ... Vi har hver vort modersmål og fædreland, vi har hver vor familie og historie fortalt gennem generationer, hvor vore kære velvilligt eller frivilligt, optændt eller pligtskyldigt har taget historiens ansvar på sig.”

Belæg for denne følelsesfulde formodning om kontinuerlige generationsoverleveringer, præsenteret som var det en kendsgerning, udelades. Var det statiske samfund? Ingen interne brydninger og interesser i og mellem staterne, i befolkningerne? Førte alle dagbog?

Hvad siger den internationale nationalismeforskning om nationalstaten, dens forudsætninger og opståen? Hvad er den konkrete betydning – og det må jo kunne sandsynliggøres – af at have taget historiens ansvar på sig. Og selv om man tog Morten Messerschmidt på ordet, betinger det da ikke, at EU er anti-Europa. Det er tidehvervsk ordskvalder og metafysik.

Hvor er kilderne?
Mener Morten Messerschmidt, at vi har kilder, der kan bekræfte hans synspunkts gyldighed i for eksempel det danske stands- og privilegiesamfund omkring 1650? Et samfund i en udvikling fra stænderstat til skattestat? Datidens håndværkere, tjenestefolk og andre lønarbejdere havde ingen politisk indflydelse.

Og bondestandens cirka 630.000 personer eller 80 procent af befolkningen var generelt set uden politisk indflydelse, udsat for landbrugskriser og stigende skattetryk. Dertil kom husmændene, de udstødte, de subsistensløse, og de omflakkende – de sidste tre kategorier formentlig 40-50.000 personer ud af den nævnte befolkning.

Er det i for eksempel denne befolkning, hvor læsning og skrivning langtfra var allemandseje, hvor få havde endog meget, nogle flere noget mindre, det store flertal meget lidt og endelig et mindretal slet intet, at Morten Messerschmidt med dagens sprogbrug henviser til et fælles nationalt projekt?

I en befolkning, hvor sult har været et livsvilkår for mange, har der da været overskud og viden til “historie fortalt gennem generationer, hvor vore kære velvilligt eller frivilligt, optændt eller pligtskyldigt har taget historiens ansvar på sig”. Og hvor er kilderne til denne skelsættende og mytiske vurdering af et sjælsfællesskab?

Vidtløftige tanker om historiens ansvar
Den prisbelønnede historiker Poul Duedahl har i bogen 'Velkommen på bagsiden' fra 2018 kortlagt sider af livets mere ukendte vilkår i Danmark i 1800-tallet. Fremskridt ufortalt, er samfundet blandt andet præget af betydeligt fravær af retssikkerhed, af overvågning, censur, tortur, brændemærkning og offentlige henrettelser. Og befolkningsflertallets – landbefolkningens – tilgang til livet ud over Gud inkluderer djævelen, trolddom, heksekunst, syner og varsler.

Gjorde kummerformerne Karl Hornum og Karen Jeppesen – bittesmå, undervægtige mennesker, der levede af almisser og flåning af selvdøde dyr ved århundredeskiftet 1900 og deres tidligere slægtled – sig tanker om historiens ansvar? Næppe.

En anden af indlæggets præmisser er formuleringen: "Men Europas styrke og succes bestod i, at de frie nationer indrettede sig og lærte af hinandens fejl og succeser." Herefter konklusionen. "Den Europæiske Union er derfor ikke Europa. Det er anti-Europa."

Om nationer har Karl W. Deutsch (1912-1992), fremtrædende amerikansk-tjekkisk jurist og politolog, engang udtalt “A Nation ... is a group of persons united by a common error about their ancestry, and a common dislike of their neighbors.”

Hvilken styrke og succes taler Morten Messerschmidt om? Hvornår? Hvilket Europa? Frie nationer – er det borgerne, undersåtterne, der tænkes på, eller magthavernes frihed til at føre ustandselige krige? Lærte af hinandens fejl og succeser? I modsætning til i dag, må det forstås.

Var der en i denne uspecificerede periode et organiseret og systematisk samarbejde om at lære af hinanden mellem “Europas frie nationer”, hvis fyrster i øvrigt indgik i skiftende alliancesystemer med henblik på at sikre eller udbygge deres besiddelser og på hvis bekostning? 

At man idémæssigt, kulturelt, arkitektonisk og teknologisk lærte af hinanden, er velkendt og indlysende, men det gør man ikke i dag? Og den daværende udvikling kom fra de få systemdominerende stater.

Teknologioverførsel var i øvrigt ikke ligetil. For eksempel medførte Danmark-Norges bestræbelser på at etablere en tekstilindustri at fremmede love bevidst blev tilsidesat. Det gjaldt også i forbindelse med andre teknologiske innovationer. Industrispionage var velkendt.

Martret af krig
Morten Messerschmidt nævner Den Westfalske Freds traktatkompleks, der i alt tog ni år at forhandle, i øvrigt mens krig pågik. Det var fyrsternes og de besiddendes interesser, der blev tilgodeset, ikke befolkningernes, og de levede ikke i nationalstater.

Freden er udgangspunkt for en udvikling, der har været med til at udvikle folkeretten og nationalstaten. Morten Messerschmidt nævner ikke, at der i Europa i tiden efter freden og indtil Første Verdenskrig har været ført snesevis af krige blandt Morten Messerschmidts “frie nationer”, og hvor undersåtterne i den forbindelse også ”har taget det historiske ansvar på sig”.

Dette af krig hjemsøgte Europa, hvorunder Danmark fra 1600-tallet langsomt reduceredes fra en regional magt, en flersproglig, multinational stat, til dagens småstat, er det gode Europa, må det forstås. Men “Europas frie nationer” har tak og lov i EU og Europarådet frivilligt indrettet sig i samspil med hinanden til gavn for deres befolkninger.

Det er naturligvis helt legitimt at kritisere EU og Europarådet for mangler. Intet system for staters samarbejde er perfekt. Men det er ikke i orden, som Morten Messerschmidt gør, at basere et alternativ til den eksisterende orden på en romantiseret og helt igennem ahistorisk model.

Det folkelige, nationalstaternes Europa forbundet af en fælles historie, som Morten Messerschmidt gør sig til fortaler for, har simpelthen aldrig eksisteret. Morten Messerschmidt gør sig til fortaler for en tilbagevenden til et internationalt politisk system, hvor småstater som Danmark (for ikke at tale om den danske befolkning) ingen indflydelse vil have.

EU er et vigtigt grundvilkår
Jeg vil til min kollegas bemærkninger om EU tilføje, at EU er et grundvilkår for nationen Danmarks politisk-økonomiske placering i Europa, for landets befolkning og erhvervsliv.

Ønsker Morten Messerschmidt et nyt og anderledes samarbejde, også orienteret mod resultater, kunne han begynde med at løse cirklens kvadratur: nemlig at udarbejde en tekst om et dynamisk, veldefineret, forpligtende, ikkesuverænitetsafgivende samarbejde mellem retsstater med klare regler vedrørende initiativtagning, beslutningsprocedurer, monitering af indgåede forpligtelser, en domstol og sidst et budget. 

Det er i øvrigt ligegyldigt nu, hvor DF’s partileder efter forskellige opfattelser af vindretning har sat kursen: Danmark skal ud af EU, have samme ordning som UK (hvor vi gungrer) eller underlægges EU ved at indtræde i EØS-samarbejdet.

Det var Georg Metz fra Information, som i en debat med Morten Messerschmidt om nationalstaten i fjernsynet i 2017 under Clement Kjersgaards ledelse foreslog, at Morten Messerschmidt fik skolepenge tilbage for mangelfuld historieundervisning. Er det mon sket?

Forrige artikel Tænketanken Europa: Danmark har brug for et Udenrigsråd Tænketanken Europa: Danmark har brug for et Udenrigsråd Næste artikel Messerschmidt til tidl. ambassadør: Du er splittet mellem drøm og virkelighed Messerschmidt til tidl. ambassadør: Du er splittet mellem drøm og virkelighed
Nu skal Merkels afløser findes – igen

Nu skal Merkels afløser findes – igen

FORMANDSKAMP: Tre mænd kæmper om pladsen som arvtager for Angela Merkel, når der i weekenden er landsmøde i CDU. Yderligere to kommer i spil, når snakken falder på, hvem der skal være kanslerkandidat.