Debat

Messerschmidt: EU er ikke Europa. Det er anti-Europa

DEBAT: Der findes et Europa, som deler historie, erfaringer og idéer, og som er værd at værne om. Men det harmonerer slet ikke med det EU, vi har nu, skriver Morten Messerschmidt (DF).

Det europæiske samarbejde har ikke været nytteløst, men forskelligheder, bureaukrati og unionens formynderi kalder på en grundlæggende reform, mener Morten Messerschmidt (DF).
Det europæiske samarbejde har ikke været nytteløst, men forskelligheder, bureaukrati og unionens formynderi kalder på en grundlæggende reform, mener Morten Messerschmidt (DF).Foto: Ritzau/Jens Nørgaard Larsen
Peter Bjørnbak Hansen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Messerschmidt (DF)
EU- og Europarådsordfører, fhv. MEP

Europa er ikke en idé, men et levet erfaringsfællesskab, der binder de europæiske folk sammen. På godt og ondt har vort kontinent været slagmark for både idéer og krige – og idéernes krige. Hver med vores styrke og størrelse har vi således en andel i fortiden, hvad end tårerne er grædt af sorg eller af glæde. Vi er alle en del af Europa.

I filosofien trækker vi på de gamle græske tænkere og deres indledende erfaringer med at lade magten hvile hos folket; romerne viste os republikkens styrker og svagheder og gav os romerretten som tankegang. Kristendommen og de vekslende kampe mellem kejser og pave pegede ikke bare mod sekulariseringen, men førte også til reformationen, hvor europæerne skiltes i to, og hvor kampen om troen drev kontinentet frem mod det skelsættende år 1648, hvor vi atter forenedes i en ny forståelse af verden: nationalstaten som både juridisk og historisk omdrejningspunkt blev født.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Heraf fik vi den arvede enevælde, der som sin modpol gav os Oplysningstiden, hvorfra vi både lærte brugen af guillotinen og respekten for loven. Fra vore britiske brødre fik vi Magna Carta og retsstaten, mens de franske tænkere gav os menneskeretten.

Alt dette er Europa. Ikke en idé eller en ideologi. Men mere end to årtusinder af levede liv og dragne erfaringer overleveret fra slægt til slægt. Et sjælsforbundet fællesskab, som i alt, hvad der forener, også gør det klart, hvad der deler. Vi har hver vort modersmål og fædreland, vi har hver vor familie og historie fortalt gennem generationer, hvor vore kære velvilligt eller frivilligt, optændt eller pligtskyldigt har taget historiens ansvar på sig.

Europa er ikke et eksperiment eller en tanke, men et kontinent af folk og fædrelande, der ud af sin unikke tilgang til livet lod idéer og tanker brydes for at lede en hel verden i retning af den frihedstanke, som netop er vor.

Morten Messerschmidt (DF)
Tidligere medlem af Europa-Parlamentet

Europa er ikke et eksperiment eller en tanke, men et kontinent af folk og fædrelande, der ud af sin unikke tilgang til livet lod idéer og tanker brydes for at lede en hel verden i retning af den frihedstanke, som netop er vor. Synet på Gud som den, der sætter både fri og lægger bånd. Synet på den enkelte borger som i sig selv værdifuld. Og synet på loven som den retfærdighed, der dømmer ret og uret. Dette er den europæiske arv, som også fremtidige generationer må forvalte. Det er den europæiske civilisation.

EU er anti-Europa
Men med Den Europæiske Union blev den dynamik, som for 500 år siden gjorde Europa til verdens lysende centrum for både ånd og magt, sat i en skruetvinge.

I EU er nationale forskelle blevet til diskrimination eller ulige konkurrence. En offensiv skattepolitik er ikke i konkurrence over for den velpolstrede velfærdsstat, men kaldes et attentat mod solidariteten. En afvisning af indvandring er ikke i konkurrence over for den indvandringsvenlige nation, men kaldes fremmedfjendskhed. I EU ønsker man ensretning i stadig snævrere omfang. Men Europas styrke og succes bestod i, at de frie nationer indrettede sig og lærte af hinandens fejl og succeser. Den Europæiske Union er derfor ikke Europa. Det er anti-Europa.

Og dog har 70 års europæisk samarbejde ikke været uden nytte eller gavn. Fra grundlæggelsen af kul- og stålfællesskabet over fællesmarkedet til Den Europæiske Union har europæerne vist en vilje til både samarbejde, demokrati og velfærdsskabelse, og vi kan takke EF/EU for en økonomisk vækst uden sidestykke, ligesom vi kan takke især den transatlantiske pagt for et liv uden truslen om krig i vores nærområde. Kun Balkan og EU’s store svigt er står som et mørkt kapitel i denne ellers opløftende historie.

Vi, europæerne, står i dag klogere på Europa end i 1950. Som politisk eksperiment har EU vist styrker og svagheder, og at der er grænser for solidaritet mellem de europæiske folk. Vi er nemlig ikke ét folk, men mange. I et folk føler man sig som en familie. Man tåler forskelle og uenigheder, accepterer hårde tider og står sammen, når tilværelsen bliver grå. Den tillid, som binder et folk, findes ikke mellem folk, der ikke deler sprog og historie, ikke kender og forstår hinandens uudtalte gestik. Tillid og folkelighed hænger sammen. Solidaritet på tværs af folk har ikke bund i en fælles følelse af tillid. Den bygger på egeninteressen.

Grænsen for integration går ved identitet
Sammenbruddet af Sovjetunionen var en lykke for verden. Ikke mindst for Vesten. Men lykkerusen førte til fejltagelser. I USA troede man, at ”historiens afslutning” var nær, og i Europa troede man, at den folkelige identitet og nationalstaten ville ophøre. Derfor skabtes Maastricht-traktaten. Men troen på en fremtid uden nationer og folk har vist sig forkert, og politikken har derfor slået fejl.

Euroen har vist ikke blot at være en smart måde at undgå valutagebyrer, men har skabt en nu permanent deling af kontinentet, hvor nord gang på gang tvinges til at sende penge mod syd, mens syd tvinges til at tage imod diktat fra nord. Euroen har skabt et tiltagende modsætningsforhold mellem nord og syd og tilmed skabt en usund politisk kultur, hvor sydeuropæiske regeringer, der fører uansvarlig økonomisk politik, ikke væltes af deres vælgere, men kan fastholde deres magt og videreføre deres mangelfulde reformpolitik med aggressive udfald imod landene i nord.

Skabelsen af euroen har vist, at grænsen for integration går ved den nationale og kulturelle identitet. Udveksling af varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdstagere er ikke noget problem, så længe modtagerlandet får lov til at stille rimelige krav for arbejdets udførelse. Men når der stilles spørgsmål ved vore kulturelle og faste levevis eller kræves alvorlige økonomiske reformer, så er grænsen nået. Grænsen for gensidig tillid. Grænsen for solidaritet.

Også forsøget på at skabe en fælles migrationspolitik har vist, hvad Europa netop ikke er. At omdanne europæernes arvede nationalstater til indvandrerlande af fremmede kulturer, er en revolution, som strider mod hele den folkelige arv og – i givet fald – kræver stor folkelig opbakning. En opbakning, som i de fleste lande ikke eksisterer. At foregøgle det modsatte, har udstillet Den Europæiske Unions illegitimitet og manglende folkelige fundament.

Læs også

Internationalisme som a priori-styreform
I takt med det stigende antal medlemslande er antallet af modstridende interesser blevet blotlagt. Den fællesidentitet, som er forsøgt indeholdt i ”unionsborgerskabet”, har vist sig kun at være reelt, når det kommer til det frie markeds fordele, mens den stadig dybere integration ind i stadig flere områder har skabt usunde kløfter mellem nationerne. I spørgsmålet om økonomisk disciplin en kulturel kløft mellem nord og syd. I spørgsmålet om migrationspolitik en kløft afhængig af nærhed til Middelhavets problemer. I spørgsmålet om budgettets størrelse en kløft mellem rige og fattige nationer. Og mens egentlig krig mellem EU-lande i dag forekommer utænkelig, er spændinger mellem de europæiske folk vokset, i takt med at friheden til forskellighed er blevet taget fra dem.

Det, som Unionen kalder ”det liberale demokrati”, har med implicitte politiske værdier overført væsentlige politiske spørgsmål, der burde være for vælgerne at afgøre, til internationale domstole og lukkede embedsmandsorganer. Demokratiet er sat i stramme tøjler, og valghandlingen omdannet til en kulisse, hvor individuelle rettigheder altid kommer før traditionelle værdier, og hvor internationalismen som styreform a priori kommer før nationale løsninger. Loven og retssamfundet sat til side til fordel på menneskerettigheder og programerklæringer, og den kristen-jødiske kultur som kernen i den europæiske civilisation sat til side af en stribe ukrænkelige værdier, der er så politiske i deres natur og indhold, at de åbenlyst udelukker nationalt sindede og konservativt tænkende europæere, der dermed ikke bare må føle sig i modsætningsforhold til Unionen som politisk projekt, men til hele det liberale demokrati som idé.

Verdens tilstand anno 2020 er bedre end noget tidligere tidspunkt. Demokratiet som styreform og kapitalismen som økonomisk system har sejret globalt. Stadig flere oplever frihedens og velstandens frugter. Det har også skabt en ny magtbalance i verden, hvor ideologiske alliancer betyder mindre, og hvor landenes interesser skifter hurtigere og mere uforudsigeligt end før. Aldrig har verden derfor haft mere brug for Europa end i dag. Til fortsat at udvikle idéer og vise vejen for det frie samfunds overlegne fordele. Men Den Europæiske Union står i vejen. Den må derfor reformeres eller erstattes af et nyt samarbejde.

Briternes skæbnevalg fra 2016 vil vise europæerne på kontinentet, at der er en fremtid uden Den Europæiske Unions ensretning, uden embedsmands- og dommerstyre og uden stadig dybere indgriben i deres landes suverænitet. Brexit viser, at der er en vilje til at genfinde det Europa, der blev sat på pause af Den Europæiske Union. Det Europa, hvor frie nationers idéer udfordrer hinanden og dermed skaber de bedste løsninger; hvor demokratiet atter som styreform kan indtage sin plads som alle andre overlegen; hvor frihandel igen kan blive en ledetråd; og hvor europæerne igen indtager en global position, der lyttes til.

Et reformeret EU
Unionens føderale institutioner må grundlæggende reformeres. Europa-Parlamentet tjener intet demokratisk formål og må nedlægges. EU’s aktivistiske domstol har vist sig ødelæggende for det europæiske demokrati og retsstat og må erstattes af voldgift som tvistbilæggelsesinstrument mellem lande. EU-kommissionens beføjelser må indsnævres til alene at kontrollere overholdelse af lovgivning. Initiativretten må føres tilbage til Rådet og dermed medlemslandene. Alle medlemslande skal have ret til på egne vegne at afvise direktiver og forordninger, som ikke er snævert knyttede til det indre markeds grundlæggende funktioner, og sydlige eurolande skal have stillet økonomisk bistand til rådighed i forbindelse med et tilbud om at udtræde af euroen, så der igen kan skabes balance mellem deres valuta- og finanspolitik.

I det 21. århundrede er økonomisk og militær magt atter tæt knyttede, og de vestlige demokratier må derfor stå skulder ved skulder. I erkendelse af det nødvendige bånd mellem Europa og USA bør alle europæiske nationer forpligte sig til at bruge mindst to procent af BNP på at forbedre deres militære kapacitet – herunder i rumfart. Den musketer-ed, som kendes fra NATO-samarbejdet, overføres til flere internationale fora, herunder ikke mindst frihandelsorganisationen WTO, hvor enhver handelssanktion fra et tredjeland mod et af alliances lande betragtes som en fjendtlig handling imod hele blokken.

Bekæmpelse af terrorisme bør gøres til en NATO-opgave, og de civile beføjelser, som i dag kendes fra Euro- og Interpol, skal overføres til en ny transatlantisk anti-terrorenhed, hvor civile og militære beføjelser koordineres. En ny civil enhed til bekæmpelse af cyberangreb – både mod stater og virksomheder – skal bygges op.

De vestlige demokratier finder sammen med både USA og Rusland i et fælles forsvar af Arktis, hvor militær og civil tilstedeværelse forenes til forsvar af de fælles interesser. Det gælder i forsvaret for det grønlandske territorium, sikringen af forsvarlig håndtering og udvinding af mineraler og sikring af en stærk vestlig tilstedeværelse i hele Arktis, i takt med at isen smelter, og nye handelsruter opstår.

Afrika har stort økonomisk potentiale, hvis de vestlige demokratier i fællesskab vedstår sig at bekæmpe islamismens udbredelse, folkevandringen mod nord og modgå tredjelandes indtrængen. Det skal ske ved koordineret investering og udvikling – både politisk, økonomisk og militært. Først og fremmest er det afgørende, at der kommer styr på befolkningsudviklingen, således at den usunde sammenhæng mellem manglende social og økonomisk udvikling og voksende befolkningstal forhindres.

De europæiske lande skal bistå hinanden i at sikre den ydre grænse, samtidig med at det stilles lande frit at genindføre den nationale grænsekontrol. Europa skal lukkes for enhver ikke-lovlig migrant.

Europa bør vedtage et tilbagekøbsprogram af infrastrukturvirksomheder, herunder havne, el- og telefonnet samt lufthavne og grundlæggende sundhedsinfrastruktur. I fællesskab skal disse centrale virksomheder sikres atter at komme på europæiske hænder, således at fjendtlig spekulation i at destabilisere de europæiske lande vanskeliggøres.

Dokumentation

70 år efter: En ny erklæring for Europas fremtid

I anledning af 70-året for Schuman-erklæringen, som blev kimen til det EU, vi kender i dag, har EU-Kommissionen og Altinget bedt en række toneangivende danske stemmer om at komme med deres personlige bud på, hvordan en Schuman-erklæring anno 2020 kan lyde.

I lyset af de verdensomspændende forandringer – ikke mindst, men heller ikke kun, som følge af corona-pandemien – mener vi, at tiden er moden til at begynde at overveje, hvordan fremtidens europæiske samarbejde, og dets plads i en ny verdensorden, bør se ud.

Vi har bedt forfatterne om at overveje, hvordan vi kan ruste EU til at håndtere ikke bare de velkendte udfordringer, vi allerede stod over for før coronakrisen ramte, men også det betragtelige økonomiske, sociale og politiske genopbygningsarbejde, som bliver nødvendigt i kølvandet på krisen. Kan vi fortsætte som før? Skal vi ændre retning? Eller skal vi måske noget helt andet, end det EU, vi kender?

I de kommende uger vil du her på Altinget kunne læse en række danskeres bud på en ny Schuman-erklæring. I panelet er blandt andre Per Øhrgaard, Carsten Jensen, Morten Messerschmidt, Bo Lidegaard, Margrete Auken, Marlene Wind, Uffe Østergaard og Jens-Peter Bonde.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Messerschmidt

Partiformand (DF), MF
cand.jur. (Københavns Uni. 2009)









0:000:00