Et opgør venter Enhedslisten i weekenden: "Man ser EU som noget ondt. Det er det ikke"

Enhedslistens EU-modstand skal diskuteres på partiets kommende årsmøde. Det er både meget følelsesmæssigt og politisk centralt for partiet, siger politisk kommentator, der forudser ”en masse slagsmål”.

Nikolaj Villumsen og Pernille Skipper er medstillere på et af de mere EU-positive forslag, som Enhedslisten skal tage stilling til på weekendens årsmøde i Valby.
Nikolaj Villumsen og Pernille Skipper er medstillere på et af de mere EU-positive forslag, som Enhedslisten skal tage stilling til på weekendens årsmøde i Valby.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Maja HagedornThomas Lauritzen

Enhedslisten går en dramatisk – og sandsynligvis historisk – weekend i møde.

Blot få uger før afstemningen om forsvarsforbeholdet skal partiet tage stilling til, om det fortsat vil arbejde for et dansk farvel til EU, eller om ambitionen i stedet skal parkeres.

Lørdag samles Enhedslisten – der i dag støtter ”en dansk udmeldelse såvel som en nedlæggelse” af det europæiske samarbejde – nemlig til årsmøde i Hafnia-Hallen i Valby for at fastlægge partiets EU-politik. 

Forinden er der præsenteret fire bud, som spænder vidt: Fra et ønske om at fastholde den nuværende politik til helt at droppe ambitionen om en fremtid uden for Unionen.

Der er sat lige knap seks timer af til drøftelserne mellem de cirka 340 partimedlemmer. Og allerede nu er diskussionen ved at tage fart. 

Læs også

EU er ikke ondt

Gruppen EU-netværket konstaterer i deres forslag, at Danmark i dag er i en situation, hvor ”et krav om dansk udmeldelse i praksis vil være meningsløs og formentlig direkte skadelig”.

”Udmeldelseskravet er med til at fastholde, at man ikke får analyseret de modsætninger og kampe, der er i EU-systemet, godt nok, fordi man ser EU som noget ondt. Det er det ikke,” siger tidligere københavnerborgmester og medstiller Mikkel Warming.

”Der er ingenting, der tyder på, at det er nemt at opnå ændringer inden for EU. Men der er heller ikke noget, der tyder på, at det vil være lettere i et Danmark uden for EU.” 

EU står for alt det modsatte af, hvad vi går ind for.

Astrid Vang Hansen
Medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse

Kravet om et exit ”forvrider” med andre ord det politiske fokus i diskussionen om EU, mener han.

"EU ikke er en neutral spillebane. Men de konkrete politikker, der gennemføres i EU, er ikke givne," tilføjer Mikkel Warming. 

Profiler vil have fokus på at ændre EU frem for udmeldelse

Et lidt rundere forslag kommer fra profilerne Pernille Skipper, Pelle Dragsted og Enhedslistens eneste europaparlamentariker, Nikolaj Villumsen, der har vakt opsigt ved at fastslå, at partiet skal ”prøve at trække EU’s politik mest muligt i en rød-grøn retning frem for at stå og råbe og skrige og forsøge at ødelægge EU”.

”Helt grundlæggende foreslår vi, at fokus skal være på at ændre EU, frem for at melde Danmark ud af EU,” siger Nikolaj Villumsen i Altingets europæiske podcast.

Men det er langtfra alle i partiet, der er enige i at føre en mere positivt stemt linje.

Folketingsmedlemmet Christian Juhl mener, at Enhedslisten ”bestemt” skal beholde det som en målsætning at melde Danmark ud af EU.

”Vi skal også arbejde for alternativer til EU.” 

Læs også

Og "der er ikke nogen, som har råbt og skreget siden 1972”, lyder det fra det mangeårige medlem, som i 2009 og 2014 stillede op til Europa-Parlamentet som kandidat for Folkebevægelsen mod EU.

”Det er nedgørende at kalde det for at ”råbe og skrige”. Det er lige på kanten af, hvad der kan skabe en god debat,” siger han. 

"Ud over det er det helt fair, at man har den holdning. Det har vi jo drillet SF med i mange år. Hvis vi nu skal til at have en "SF-plus-fem-procent", vil det være synd."

Villumsen "går skævt" af EU-politikken

Heller ikke én af stillerne bag det mest EU-kritiske forslag, Astrid Vang Hansen, synes, at EU-parlamentarikeren rammer inden for skiven med sine udtalelser i Altinget.

”Jeg synes, at Nikolaj Villumsen går skævt af, hvad vores nuværende politik faktisk går ud på. Målsætningen for os er jo at nedlægge EU, som der også står i vores principprogram og vores nuværende EU-delprogram,” siger hun.

Astrid Vang Hansen er medlem af hovedbestyrelsen og har sammen med syv andre medlemmer fremsat det forslag, der minder mest om partiets nuværende EU-politik. For Unionen er ”det modsatte af international solidaritet”, mener hun. 

Hvis vi nu skal til at have en "SF-plus-fem-procent", vil det være synd.

Christian Juhl
Medlem af Folketinget for Enhedslisten

”EU står for alt det modsatte af, hvad vi går ind for. EU er udtryk for store europæiske kapitalinteresser, som blandt andet gennem urimelige handelsaftaler påtvinger lande uden for Europa en situation, hvor det er umuligt for dem at udvikle deres økonomi.” 

”Det er i virkeligheden en forlængelse af den måde, hvorpå europæiske lande har undertvunget afrikanske lande i århundreder. Derfor mener jeg, at det internationalistiske og solidariske er at arbejde for en nedlæggelse af EU,” siger hun.

Fart på EU-rejsen

Ender lørdagens debat med en mildere EU-kurs, vil det være kulminationen på flere års opblødning.

I 2019 valgte Enhedslisten for første gang at stille op til europaparlamentsvalget. Her blev spidskandidaten Nikolaj Villumsen valgt på bekostning af et mandat til Folkebevægelsen mod EU, som en lang række partimedlemmer tidligere har været på stemmesedlen for.

Til Jyllands-Posten fortæller en kilde, at netop valget af ham som spidskandidat viser, at man har været på en rejse i EU-politikken.

”Engang stemte jeg på Christian Juhl ud fra tanken om, at ingen kunne høre ham skrige i Bruxelles. Sådan har jeg det ikke med EU længere,” siger vedkommende til avisen

Der er ingenting, der tyder på, at det er nemt at opnå ændringer inden for EU. Men der er heller ikke noget, der tyder på, at det vil være lettere i et Danmark uden for EU.

Mikkel Warminger
Medlem af Enhedslisten, forhenværende borgmester i København

Udviklingen har især fået fart oven på Storbritanniens langtrukne og kaotiske skilsmisse fra EU oven på brexitafstemningen i 2016. Det vurderer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

”EU-diskussionen var kommet lige meget hvad, for der har været en udvikling i Enhedslisten helt generelt, men afstemningen var med til at speede den op,” siger han.

En masse slagsmål. Og så et kompromis 

Kommentatoren forudser, at diskussionen vil blive livlig, men at den samtidig vil lande ”nogenlunde”.

”Det her har været en planlagt diskussion, som er foregået under ordnede forhold. Det er ikke eksploderet i hovedet på Enhedslisten på samme måde som Nato-diskussionen gjorde tidligere på året,” siger Erik Holstein.

”Derfor tror jeg, man vil finde et kompromis, der vil samle langt størstedelen af Enhedslisten.”

Men det betyder ikke, at dramatikken er væk.

”Der vil komme en masse slagsmål på det årsmøde, for det er både meget følelsesmæssigt og politisk centralt for Enhedslisten,” siger den politiske kommentator.

Der vil komme en masse slagsmål på det årsmøde, for det er både meget følelsesmæssigt og politisk centralt for Enhedslisten.

Erik Holstein
Politisk kommentator

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nikolaj Villumsen

MEP (EL), næstformand, Venstrefløjsgruppen, Europa-Parlamentet
BA.mag. i historie (Københavns Uni. 2009)

Mikkel Warming

Næstformand, Boligselskabet AKB, København Politisk konsulent, Socialpædagogerne Nordsjælland, Formand for Askovfondens bestyrelse
ba i forvaltning (RUC 1994)

Pelle Dragsted

Politisk ordfører, MF (EL)
BA i historie (Københavns Uni. 2001), master i retorik og formidling, Aarhus Universitet 2016

0:000:00