Tænk: Fremtidens frihandelsaftaler bør være gennemsigtige

DEBAT: Forbrugerorganisationerne er ikke imod frihandelsaftaler, men de skal være gennemsigtige og til fordel for forbrugerne, skriver Benedicte Federspiel, chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk.

Af Benedicte Federspiel,
Chefkonsulent i Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerrådet Tænk har længe stået på skud for ting, som vi ikke har sagt, og vi er ikke blevet krediteret for, hvad vi har sagt.

Vi har hele tiden sagt, at vi er FOR frihandelsaftaler, som vi principielt mener er rigtig gode for borgere og forbrugere. Vi er heller ikke at finde i koret, der er imod globalisering – hvordan man end måtte definere den.

Men når det er sagt, så har handelsaftalerne ændret sig. Tidligere drejede det sig stort set om at fjerne toldsatser, og det var jo fint, men efter TTIP, den transatlantiske handels- og investeringsaftale, dukkede op for tre år siden, handlede cirka 80 procent om regler, som EU havde vedtaget, men som USA's virksomheder syntes var trælse og forhindrede dem i at eksportere, hvad de ville til Europa. Og det drejede sig om sårbare områder som for eksempel fødevarer og kemikalier i kosmetik.

De europæiske forbrugerorganisationer sagde derfor fra – ikke af ideologiske årsager, men af saglige grunde.

Løft debatniveauet ved større gennemsigtighed
Vi går naturligvis ind for mere konkurrence og er glade, hvis det så også fører til lavere priser, men det har været træls at blive mødt med argumenter om, hvorfor vi dog ikke undte forbrugere billigere Levy’s og Nike sko. Debatniveauet har ikke været særlig højt, for det gjorde vi jo gerne, men ikke på bekostning af for eksempel databeskyttelse.

EU's handelspolitik er vigtig for alle parter, men i takt med den skingre tone, som jo især har været fremherskende andre steder end i Danmark, hvor det kunne være svært at finde nogen, der ville sætte en kritisk finger på noget som helst, gik TTIP forhandlingerne i dybfryseren, som Kommissionen sagde. De europæiske forbrugerorganisationer mener derfor, at tiden må anvendes til at se, om man ikke kan gøre det bedre.

Erfaringen har vist, at mistroen har været stor, så offentlighed og gennemsigtighed skal i højsædet. Ligesom det er vigtigt at inddrage alle parter, så almindelige borgere kan se, at der også er noget for dem.

Kommissionen har med rette været stolt af deres gennemsigtighedspolitik i forbindelse med TTIP. Vi må imidlertid stadig minde om, at den kom ret sent. Først var kommissoriet hemmeligt, så blev det lækket, og et år efter dette læk ville man roses for at have offentliggjort det.

Det nævner jeg ikke for at blive ved med at hænge fast i fortidens kontroverser, men fordi det viser, at vi bliver nødt til at opretholde et pres for åbenhed. Og det kan gøres meget bedre, også fordi der fortsat sker rigtig meget bag de lukkede døre, og det indgyder ikke tillid. Man ser Kommissionens første papir, men hvad der så sker derefter, vides ikke.

Drop investeringsdomstolene
Forhandlingerne om handelsaftalen med Canada, CETA, har også lidt under, at de meget kritiserede voldgiftsretter var del af aftalen, og det har ikke hjulpet meget, at de blev ændret til de noget bedre investeringsdomstole. Eksperter drøfter, om ikke der er taget højde for problemerne, i og med man forventer, at staternes ret til at regulere på rimelig vis afvejes overfor investorernes krav om en rimelig erstatning.

Det er et alt for usikkert bud. Forbrugerorganisationerne har været kritiske overfor CETA, men som det ses af flere indlæg her i Altinget, har vi ikke været ene om det.

Der var tummel i forbindelse med, om CETA var en såkaldt blandet aftale (ikke udelukkende EU kompetence), der derfor skulle vedtages i alle nationale (store som små) parlamenter. Det var der mange der fandt urimeligt. Den kontroversielle del om investeringsdomstole er da heller ikke med i den foreliggende aftale, der i så fald næppe var gået så let igennem.

Den nylige dom vedrørende Singaporeaftalen bliver stadig fortolket, men hvis man i fremtidens aftaler inddrager investeringsdomstole, så skal aftalerne vedtages i alle parlamenter.

Disse domstole er formentligt den altovervejende årsag til den store kritik af især TTIP, men også af CETA, og det har medført, at erhvervsorganisationer og tænketanke seriøst overvejer at skrotte dem, for at de ikke skal stå i vejen for frihandelsaftaler. Skulle jeg give forhandlerne et godt råd, ville det være at gøre præcis dette, så der var en forhindring mindre at slås med.

Forbrugerorganisationerne mener, at meget kan gøres bedre, og at der bør satses offensivt på områder, som er vigtige for forbrugerne. Vores europæiske forbrugerorganisation BEUC er parat til at bistå med eksempler på, hvad der kunne stå i aftalerne.

Forrige artikel Kirkens Korshær: Hjemløse migranter lever en uværdig tilværelse i Danmark Kirkens Korshær: Hjemløse migranter lever en uværdig tilværelse i Danmark Næste artikel EL om frihandelsaftaler: Billigere hummer til de rige EL om frihandelsaftaler: Billigere hummer til de rige
  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller

    Kontroversielle domstole.

    Benedicte Federspiels påpegning af, at de såkaldte frihandelsaftaler indeholder kontroversielle punkter især om det særlige voldgiftssystem, som ingen med fornuften i behold vil vide af, er en væsentlig påpegning af, at frihandel ikke er fri handel, hvis den ikke understøttes af et fair konfliktvurderingssystem, der bygger på åbne retsprincipper og en fair magtfordeling.
    Ingen kan vel som princip ikke have noget imod fri handel, men hvis den bliver låst inde i et fængsel, hvis mure er så høje, at man ikke kan se over dem, så kan friheden diskuteres.
    Fri handel er som alting, vi kalder frit, en væsentlig fordel for især udligningen af ubalancen mellem den rige og fattige verden, når den foregår på lige betingelser, en udvikling, der bør fortsættes, men frihandel, der er synonymet på en skarpt reguleret handel med de, der ikke er inviteret indenfor og når man supplerer den med et domstolssystem, hvor man inviterer de økonomiske magthavere (de multinationale virksomheder) til at sidde ved samme bord som de samfundsmæssige institutioner for at regulere samspillet, så bliver handlen langt fra fri, men presset af kapitalens uforholdsmæssige magt, der er vokset støt siden 2. Verdenskrig.
    Disse ubalancer har osse taget plads i de enkelte lande, hvor uligheden mellem de, der har og de, der ikke har, er vokset, og der har skabt en dominans, hvor det er vigtigere at sikre bankernes (investorernes) overlevelse, end de mennesker, der lever i de samme samfund. Den forarmelse er blevet stadig voldsommere og tjener kun ét formål - yderligere kapitalkoncentration, der kan tvinge lovgiverne til at tilrettelægge lovgivningen alene efter kapitalejernes behov.
    Det er uantageligt.