Jens Rohde: Alle europæere bør insistere på en reform af EU

Af Jens Rohde (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Forleden skrev jeg her på Altinget, at der er behov for et demokratisk oprør i Danmark. Det er der på sin vis også i EU. Der er generelt behov for en reform af samarbejdet. Den debat burde enhver europæer insistere på.

Men den kræver, at vi tør at brede de store tanker ud og samtidig gå helt ned i maskinrummet og ændre på de systemfejl, som tynger vores fællesskab.

Vi lever i et Europa, som siden det europæiske samarbejdes begyndelse har forsøgt at få mennesker bragt sammen på tværs af grænser.

Som har forsøgt at sætte mennesker før stater og mennesker over grænser - det være sig landegrænser, kulturelle, økonomiske og sociale grænser.  

Nedbrudte grænser har gjort os sårbare 
Gennem årene har mennesker benyttet sig af mulighederne og ved egen kraft nedbrudt grænserne.

Faktum er, at EU konstant beskæftiger sig med sig selv, fordi vores system ikke passer til verden af i dag. Alt for mange topmøder har i årevis været brandslukningsøvelser, fordi der ikke er nogen naturlig og folkelig legitim vej til at gøre beslutninger og handlinger naturlige og gennemsigtige.

Jens Rohde (R)
Medlem af Europa-Parlamentet

Studerende, arbejdere, forskere, virksomheder – for mange mennesker er det helt naturligt at arbejde ét sted, bo et andet og handle et tredje sted.  

Langt de fleste mennesker synes godt om den idé, og resultaterne har været enestående. Men denne frihed betyder også, at vi som mennesker er mere sårbare. 

Derfor er det nødvendigt, at vi stiller nogle spørgsmål, svarer ærligt på dem og finder en fællesskabsmåde at håndtere vores udfordringer på. Derfor vil jeg bede dig, kære læser, tænke over følgende: 

Oplever du, at det europæiske samarbejde kan beskytte dig mod statslige overgreb på for eksempel retssystemet, sådan som det i udtalt grad sker i Polen og Ungarn i disse år, hvis det samme skulle ske i dit land?  

Har vi et europæisk samarbejde, hvor vi som borgere hurtigt vil kunne gennemskue arbejdsgange og beslutninger, hvis vi får behov for det? 

Er vi som europæere i stand til selv at sætte social-, miljø- og forbrugerstandarderne i et globalt handelssystem, hvor en gris passerer tre landegrænser i sit liv, produktion af europæiske varer foregår i Kina og skatteforhold i stigende grad klares med postkasseselskaber?

Tror du, at vi som europæere er i stand til at forsvare vores territoriale interesser? Er vi i stand til at forsvare vores adgang til egne råstoffer?  Kan vi forsvare vores grænser, hvis ikke de bliver opfattet som fælles? Har vi styr på migrant- og flygtningestrømme til Europa? 

Giver vi kriminelle den kamp og modstand, vi er i stand til? Giver vi den globale opvarmning den modstand, vi er i stand til? Skaber vi alle de arbejdspladser, vi reelt er i stand til? 

Har vi opbygget et samarbejde, hvor vi kan forhindre økonomiske ulykker i et enkelt område i at brede sig til andre? Har vi et solidt og troværdigt svar på social dumping? 

Formår vi egentlig at være solidariske med andre end os selv? Er vi solidariske med andre end danskere? Hvad sker der, hvis alle landes borgere alene udstrækker solidaritet til sig selv og deres egne? 

Bliver vi af vores regeringer overhovedet taget alvorligt som europæere, eller er vi blot nyttige nationale brikker i landenes egen interessevaretagelse? 

Fællesskabet er imponerende 
Svarene på alle disse spørgsmål holder vores fælles levevilkår i Europa i hånden. Dit og mit liv, fordi Europa nu engang er vores fælles skæbne.

Det er her vi bor, det er her vi udfordres, det er her vi bygger på en fælles kulturhistorie, en universel måde at tænke menneskerettigheder på - lært gennem frygtelige krige og nedslagtninger i vores historie.

Det er herfra, vi har nogle fælles sociale filosofier og et kristenkulturelt grundlag udviklet gennem oplysningstiden, som er fælles for os alle og derfor vedrører os alle. 

Jeg har arbejdet med europæiske spørgsmål i 28 år, siden jeg som 19 årig i 1990 begyndte at lave radioprogrammer fra Strasbourg, over min tid som koordinator for EU’s juniorteam af foredragsholdere og mine ni år som medlem af Folketingets Europaudvalg og udenrigspolitisk nævn til mine i skrivende stund ni år som medlem af Europa-Parlamentet. 

Der er for mig ingen tvivl om, at samarbejdet i Europa har udviklet sig på imponerende vis, siden det hele begyndte med en kul- og stålunion i 1954 og etableringen af EF i 1957.

Nuvel, der har været tilbageslag gennem årene, men det europæiske fællesskabs udvikling er en lysende stjerne på Europas samlede historie. 

EU har indbyggede systemfejl 
MEN: Min oplevelse efter 27 år med både et fagligt og et følelsesmæssigt stort engagement i europæisk samarbejde er, at EU - som fællesskab betragtet - endnu ikke er i stand til at give troværdige positive svar på de for os som mennesker og borgere helt centrale spørgsmål for vort liv, vores retsstilling, vores sikkerhed, tryghed og muligheder i en verden, der på alle måder møder os med høj fart og stor kraft hver eneste dag.  

Hvis vi skal være i stand til i fællesskab at håndtere bare en lille del af de spørgsmål, vi som borgere i vores egen og vores børns interesse har pligt til at stille og finde svar på, kræver det en afgørende erkendelse: 

EU har en række indbyggede systemfejl, som forhindrer os i at gøre vores bedste. 

For nogle mennesker resulterer det i en generel modstand mod EU-samarbejdet. For andre betyder det et så determineret forsvar af EU, at det til tider fremstår ureflekteret og ikke allierer sig med de problemer, som vi rent faktisk står over for. 

Til den første gruppe af mennesker vil jeg sige, at EU ikke forsvinder fra jordens overflade. Skulle det ske, så bliver det ikke noget, som de små lande kommer til at bestemme.

Hvis ikke man har et klart alternativ til EU, bør man undlade at spille hasard med vores fælles livsstil. Blot at ønske EU fjernet i Europa er uansvarlig kaospolitik. 

Reformer er ikke et mål i sig selv 
Til os, som både tror på og føler for det europæiske samarbejde, må man stille spørgsmålet: Hvad vil vi egentlig med samarbejdet? Hvordan undgår vi at sætte os mellem to stole?

Hvad skal der til for at kunne svare på borgernes bekymringer, og kan vi være bekendt ikke at reformere EU-samarbejdet til den tid og de udfordringer, vi lever i? 

Jeg ønsker for mine børn, at jeg når at medvirke til at reformere EU. Det er min livsopgave at videregive et bedre samarbejde, end det jeg modtog. Et bedre Europa. 

Reformer er ikke mål i sig selv, og jeg medgiver, at ordet ikke nødvendigvis giver positive associationer. Hvis man beder om reformer, har man derfor en forbandet pligt til at være relativt præcis med at konkretisere

1: Hvorfor reformer? 2. Hvilke reformer? 3. Hvordan reformer? 

Jeg er selv dykket ned i maskinrummet og har peget på 87 konkrete forslag til en reform. Dem kan du blandt andet se på min facebook-side. Der er ikke plads til dem i denne artikel.

Men de forsøger alle at give svar på de spørgsmål, som jeg har stillet ovenfor. De er mine personlige svar. De udgør ikke nogen sandhed eller nødvendigvis de endegyldige løsninger.

De er mine, som jeg ser verden gennem 27 års arbejde med EU-spørgsmål i stort og småt.  

Systemet passer ikke til verden i dag 
Andre kan have lige så gode synspunkter og endda bedre løsninger at byde på.

Det afgørende er, at vi holder op med at bevæge os om den varme grød, at vi skruer ned for en falsk melodi om, hvem der har ansvar for hvad og holder op med at afvise reformer alene med det argument, at EU så kommer til at beskæftige sig for meget med sig selv de kommende år.

Faktum er, at EU konstant beskæftiger sig med sig selv, fordi vores system ikke passer til verden af i dag. Alt for mange topmøder har i årevis været brandslukningsøvelser, fordi der ikke er nogen naturlig og folkelig legitim vej til at gøre beslutninger og handlinger naturlige og gennemsigtige.   

Det er vores Europa og fælles fremtid, som står over store udfordringer. Det kan vi ikke lukke øjnene for.

I en verden med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft, arver vi hinandens ulykker uanset, om vi har EU eller ej.  

Historiens gang med såvel flygtninge og migration, krige forskellige steder i verden, det britiske farvel til EU og et paradigmeskifte i amerikansk politik, stiller nye spørgsmål og krav til os som europæere. 

Tiden er mere end moden til at bygge vort EU op frem for som nu langsomt at nedbryde det ved ikke at kunne finde løsninger på de åbenlyse udfordringer.

Tiden er moden til at begynde at tage mennesker i Europa alvorligt som europæere og tænke solidaritet med andre end os selv som danskere.

Tiden er moden til, at vi alle hver i sær skriver et postkort fra vort fremtidens Europa.