Professor: Europæisk søjle vil lide samme skæbne som Delors direktiver

DEBAT: Kommissionens europæiske søjle spænder ben for sig selv. Juncker bør anvende den åbne koordinationsmetode, hvis han vil forbedre den sociale dimension i EU, skriver Jon Kvist, professor ved Institut for Samfund og Globalisering, RUC.

Af Jon Kvist
Professor ved Institut for Samfund og Globalisering, RUC

Europa-Kommissionens forslag til en Europæisk Søjle for Sociale Rettigheder lanceres tæt på Rom-traktatens 60 års fødselsdag i næste måned. Datidens arkitekter troede, at markedsgørelse med tiden ville føre til politisk samarbejde på andre områder, herunder det sociale område. Mange år senere er velfærdspolitikken dog stadig underordnet den økonomiske politik.

Underordningen er styrket i senere år, hvor en strammere makro-økonomisk koordinering fører til velfærdspolitiske besparelser, især i de lande, hvor den økonomiske krise har øget behov for socialpolitik.

Samtidig er hensyn til blandt andet fri bevægelighed tolket så vidtfavnende af Europa-Kommissionen, at spørgsmål om social dumping og velfærdsturisme prægede nationale valg til Europa-Parlamentet i 2014 og kulminerede foreløbigt med Brexit-valget i juni 2016.

Triple A på det sociale område
Det var baggrunden for, at den nytiltrådte formand for Europa-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, efterlyste ’triple A’ på det sociale område i sin første tale til Europa-Parlamentet i oktober 2014. Den Europæiske Søjle for Sociale Rettigheder er tænkt som kronen på værket.

Junckers første udmeldinger i januar 2017 om en mindsteløn og en minimumindkomst tyder på, at Kommissionen ikke har lært meget af historien.

Forslag om mindsteløn og minimumindkomst minder sammen med brugen af søjle- og rettighedsbegreber om tilgangen, der blev brugt af daværende formand Jacques Delors, som ønskede en social dimension som modstykke til det indre marked i 1992.

Bestræbelserne mødte politisk modstand hos medlemslandene og endte med, at blot ét ud af små 50 forslag blev vedtaget. Det var direktivet om graviditet og barsel, som betød, at danske kvinder fik betalt frihed til at gå til læge, og at portugisiske kvinder fik forlænget deres barselsorlov med en halv uge til 14 uger. Vigtige ændringer for de berørte, men ikke en historisk begivenhed.

Hvis Juncker-Kommissionen foreslår individuelle og kollektive rettigheder, der kan håndhæves i stedet for høringsgrundlagets 20 principper, vil de givet lide samme kranke skæbne som Delors'. Østudvidelsen har dels gjort medlemslandenes sociale systemer endnu mere forskellige, dels styrket de lande, der er imod høje minimumstandarder.

Spænder Kommissionen ben for sig selv?
Ved tiltrædelsen i 2014 ønskede Juncker ud over et mere socialt EU også et EU, der er ”større og vigtigere i store spørgsmål og mindre og mere beskeden i små spørgsmål’.

Initiativet Bedre Regulering skal sikre, at Kommissionens forslag respekterer nærhedsprincippet om, at EU ikke skal foreslå tiltag, når et emne bedre kan varetages af medlemslandene og princippet om proportionalitet, om at EU-tiltag ikke må ikke overskride, hvad der er nødvendigt at for at opnå givne mål.

Konkret blev direktiv-forslaget om 20 ugers betalt barsel taget af bordet efter at have været debatteret i over fem år. Når selv et forslag om et relativt stilfærdigt spørgsmål som barselsorlovens længde, der som nævnt var det eneste, man i Rådet kunne blive enige om for 25 år siden, ikke klarede testen, er det usandsynligt, at forslag med vidtrækkende konsekvenser som mindsteløn og minimumindkomster vil klare sig igennem politiske forhandlinger.

Andre veje
I stedet for at gå den juridiske vej kunne Kommissionen lære af erfaringerne med den åbne koordinationsmetode, der i 2000 blev bredt ud til det sociale område bredt, og som var det sidste forsøg på at genoplive den sociale dimension.

I forbindelse med EU 2020-strategien om inklusiv vækst blev landene for eksempel enige om konkrete og ambitiøse mål for relativ fattigdom, beskæftigelse, skole-dropouts med videre.

Metoden lader landene selv bestemme, hvilke politikker de ønsker at nå målene med. Metoden tager dermed hensyn både til landenes væsensforskellige behov og systemer og til principperne om nærhed og proportionalitet. Kommissionen står for erfaringsudveksling, og påvirkningen er gennem ideer og viden snarere end gennem paragraffer og pegefingre.

Formand José Manuel Barossos lancering af den sociale investeringsstrategi i 2013 kan ses som et nordisk inspireret bud på en samlende strategi på det sociale område, der følger den åbne koordinationsmetode på samme vis, som flexicurity gjorde det på arbejdsmarkedsområdet.

Hvis danske politikere og opinionsdannere kan påvirke EU’s socialpolitik, kunne det med andre ord ske ved at styrke fortsat brug af den åbne koordinationsmetode på velfærdsområdet med sociale investeringer og på arbejdsmarkedet med flexicurity.

Det ville ikke ændre dansk praksis væsentligt, men kan i andre lande hjælpe for eksempel unge, familier, kvinder og enlige forsørgere med at realisere livschancer omkring uddannelse, arbejde og familie og derigennem skabe et mere socialt Europa.

Forrige artikel LO: Fri bevægelighed med respekt for lønmodtagerne LO: Fri bevægelighed med respekt for lønmodtagerne Næste artikel Akademikerne: Den danske model kan give kæmpe fordele i andre EU-lande Akademikerne: Den danske model kan give kæmpe fordele i andre EU-lande
  • Anmeld

    Kurt Wissendorf Møller · Debatør og en del andet

    Måske...

    Om det vil gå så galt som professoren mener er svært at sige, men at anvende den fremgangsmåde, han nævner, synes indlysende.
    Kommissionens forslag om et Europa i flere hastigheder vil formentlig give de muligheder han efterlyser.