K: Det er naivt at være i sparebanden, når holdopstillingen er 4 mod 23

DEBAT: Danmark har valgt at forskanse sig med sparebanden i stedet for at spille danske interesser konstruktivt ind på forhandlingsbordet. Det virker ærligt talt naivt, skriver Pernille Weiss.

Det er "hot", at EU's genopretningsplan og det syvårige budget har en overordnet strategisk ambition om at sætte skub i grøn genopretning med stort digitalt indhold, mener Pernille Weiss.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Sofie Hvemon

Redaktionsassistent

GDPRDeleted

Vis mere

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet (EPP)

Når jeg bliver spurgt om, hvad er hot og hvad er not i EU's genopretningsplan og det syvårige budget, så bliver svaret relativt firkantet: Det er hot, at begge dele har den overordnede, strategiske ambition om at sætte skub i en grøn genopretning med stort digitalt indhold.

Før covid-19 var klimakrisen den altoverskyggende krise, som de fleste af os var enige om ikke kunne vente længere med at blive løst. Men så kom coronaen og understregede, at vi, der lever i dag, er bange for at dø i morgen.

Derfor udsættes det, der desværre opleves som længere væk i både tid og rum – noget, vi skal forbedre for den næste generation, men som vi ikke selv for alvor vil stå og bøvle med.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Den nemme del
Derfor er jeg tilfreds med, at der i både forslaget til det nye budget og genopretningspakken er lagt op til, at vi skal arbejde med klimaudfordringerne og corona-reparationen som to centrale tandhjul af generationskontrakten, så vi reparerer på en måde, der heler klimaet og banker CO2-udledningerne i bund. Det er den hotte del.

Det er også den nemme del. Intentionel politik siger, hvad du vil, og hvor du vil hen – men intet om, hvordan det skal foregå.

Hjælp, der gives ud fra låne-logikken har altid været den, der virker bedst.
Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet (EPP)

Før jeg tager fat i det, der er not, skal det anerkendes, at der i Danmark synes at være almindelig accept af, at EU og vores fælles marked – det indre marked – er de europæiske landes fælles muskel med hvilken, der pumpes liv i millioner af virksomheder og arbejdspladser.

Med handel inden for EU og eksport til verden omkring os, hvorved vi kan påvirke både klima, demokrati og stabilitet rundt på kloden. Den muskel fungerer bedst, når alle lande bidrager positivt.

Musklen skal genoptrænes hurtigt
Så når lande som Italien (verdens ottende største økonomi) og resten af de sydeuropæiske medlemslande, der gennem mange år har hængt i den samfundsøkonomiske bremse, med covid-19 har fået dolkestød tæt på hovedpulsåren, ja – så er det i alles egoistiske interesse at få musklen genoptrænet hurtigst muligt.

Ellers kan vi godt glemme alt om at løse klimakrisen og undgå katastrofale konsekvenser for vores børnebørn.

Især for os danskere som med vores lands størrelse kun kan ændre verden ved at få de store til at danse efter vores moves eller med vores løsninger. Så enkelt er det.

Læs også

S: Venstres selvmordsmanøvre skader Danmarks position i EU

Debat

Nærmest ligeglad med coronakrisens omfang
Set i det lys vil jeg gerne indrømme en vis ærgrelse – eller not-følelse – over, at mange ellers EU-positive eller EU-konstruktive kollegaer mere eller mindre bevidst har overladt EU's udfordringer i statsministerens lunkne hænder.

Siden vinterens gak-gak-melding fra Mette Frederiksen (S) er Danmark blevet opfattet som nærmest ligeglad med coronakrisens omfang og alvor. Også i Europa-Parlamentet.

Og det er ikke godt for hverken klimakampen, danske arbejdspladser eller Danmarks mulighed for at være "den lille og vågne" i et selskab med mange store og knapt så omstillingsparate lande.

Nu har jeg opholdt mig meget i Bruxelles i dette forår, og set fra det perspektiv har jeg ofte ønsket mig, at den danske indenrigspolitiske måltavle over "onelinere" for slet skjult EU-bashing burde vige for at spille danske interesser konstruktivt ind på forhandlingsbordet.

Forskanset sig med sparebanden
I stedet for har Danmark forskanset sig med sparebanden, med tre andre små EU-lande uden tilsyneladende at bygge bro til gruppens ex-medlem, Tyskland. Det virker ærligt talt naivt i lyset af holdopstillingen fire mod 23.

Har regeringen overhovedet haft en klar strategi fra start velvidende, at dette nederlag før eller siden vil indtræffe?

Det er min klare opfattelse, at Danmark ikke behøver at sælge ud af vores modstand mod højere syvårsbudget eller aversion over for mængden af gaver i den astronomisk store genopretningsfond på 5.600 milliarder kroner, hvis vi sætter os tættere ind til forhandlingsbordet og siger andet og mere end "nej". Tværtimod.

Tyskland kunne bruge en håndsrækning
Selvfølgelig er det usundt, at genopretningspakken er fordelt på 500 milliarder euro i gaver og kun 250 milliarder i lån.

Men vi er oppe imod stærke logikker og partnerskaber mellem især et populistisk, højre-nationalt Italien, der truer med at forlade EU, hvis ikke de får, hvad de peger på; en stærk, socialistisk spansk leder; en fransk skabssocialist i den påståede liberale Macron; og så Kommissionen, der er notorisk optaget i at få mere magt, dybere EU-integration og dermed mere overnational indflydelse.

Her er jeg sikker på, at Tyskland godt kunne bruge en håndsrækning i forhandlingerne, så argumenterne og forklaringerne på, hvordan både budget og genopretningspakken får den rette størrelse og den sundeste indretning kunne blive foldet ud.

Balancen skal skubbes mod flest lån
Det er jo afgørende at få skubbet balancen mellem lån og tilskud i retning af flest lån. Hjælp, der gives ud fra låne-logikken har altid været den, der virker bedst.

Læg dertil princippet om at samfundets fællesopgaver løses bedst i tættest mulig dialog med borgerne og på så lavt et omkostningsniveau, det er muligt. Her kommer respekten for nærhedsprincippet – eller "subsidiaritet" ind i billedet.

Men ikke af sig selv. Det står godt nok i EU-traktaten (artikel 5), men efter nu godt et år som europaparlamentariker konstaterer jeg, at der tales alt for lidt om, hvad det betyder, og hvordan det skal syes ind i alle EU's initiativer og samarbejde mellem medlemslandene.

Et samarbejde, der skal være tæt og stærkt nok til at turde sende ansvaret for konkrete problemer hjem til den retmæssige ejer, som nok kan få hjælp af fællesskabet, men ikke skal få lov til at tørre ansvaret og udgifterne af på andre lande alene.

Ego-nationalistisk EU-bashing
Det er i de sidste mange år blevet alt for nemt med ego-nationalistisk EU-bashing for det, der ikke fungerer i eget land – og som for flere landes vedkommende er skyld i, at covid-19 væltede dem omkuld.

Det har åbnet en ladeport for tjenstivrige føderalister, som med lidt for gode kort på hånden kan mene, at EU bør gøre det, landene ikke selv længere er i stand til.

Det ville jeg rigtig gerne høre Danmarks statsminister sige meget mere om, så vi med vores sparebande-logik kunne vinde bedre gehør for det, der egentligt bare er sund og retfærdig fornuft. Jeg håber, hun kan nå det endnu.

Politik har aldrig været vigtigere