Lektor i sikkerhedsstudier: EU skal følge Sinatra-doktrinen i Arktis

DEBAT: EU’s vigtigste rolle i Arktis er at støtte op omkring håndteringen af den stigende stormagtskonkurrence i regionen, skriver Camilla T. N. Sørensen.

Af Camilla T. N. Sørensen
Lektor ved Center for Arktiske Sikkerhedsstudier ved Forsvarsakademiet

"Som europæere må vi gøre det 'my way', på trods af alle de udfordringer det medfører. Den europæiske vej indebærer at arbejde med ligesindede for at beholde det multilaterale system som et sted, hvor der er plads til samarbejde, selvom store kræfter i stigende grad bruger det som en kampplads."

Citatet og dermed opfordringen om 'Sinatra-doktrinen' kommer fra EU’s repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik, Josep Borell Fontelles, tidligere i år. Det følger efter en omfattende analyse af implikationer for Bruxelles af forværrede stormagtsrelationer, særligt mellem USA og Kina.

Hovedpointen er, at stigende stormagtsspændinger svækker tiltroen og tilslutningen til internationale, multilaterale samarbejder og løsninger, hvor EU ellers har styrke og kompetence. Der synes at være udbredt enighed i Bruxelles og vigtige europæiske hovedstæder om, at EU som modsvar skal udvikle sig til en stærkere geopolitisk spiller.

Ambitionerne fejler ikke noget. Men med 27 medlemsstater, der i de nationale udenrigs- og sikkerhedspolitikker har forskellige geografiske og interessebaserede prioriteter, er det ikke en let sag.

Stormagtsrivaliseringen er et rammevilkår
Det er i denne bredere udfordrende kontekst, at Bruxelles i det kommende år skal udarbejde en ny Arktis-strategi.

Den tiltagende stormagtskonkurrence har også for alvor sat sit præg på Arktis de senere år. Såvel de arktiske stormagter, Rusland og USA, som den selvudnævnte “nær-Arktis” stormagt, Kina, søger at styrke deres position i regionen.

Særligt USA har for alvor rettet fokus mod Arktis det seneste år. Det sker imidlertid ud fra en klar sikkerhedspolitisk dagsorden, hvor den styrkede amerikanske militære tilstedeværelse skal modsvare den russiske militære opbygning i regionen, mens USA’s diplomatiske og økonomiske offensiv er kommet for at forhindre Kina i at få fodfæste i Arktis. Det ser vi tydeligst i Grønland og Island.

Stormagtsrivaliseringen mellem USA og Kina har efterhånden udviklet sig til et generelt rammevilkår i international økonomi, politik og sikkerhedspolitik, som andre stater må navigere i forhold til. Det gælder også i Arktis, eller endda særligt i Arktis, hvor isens fortsatte afsmeltning gør attraktive sejlruter og strategiske vigtige ressourcer mere tilgængelige.

At sikre adgang til sjældne jordarter, som Grønland har store forekomster af, spiller eksempelvis afgørende ind i stormagtskapløbet om at blive selvforsynende og bedst i forhold til udviklingen af nye teknologier.

Vigtig kilde til ekspertviden
Som konkvens af stormagtspolitikkens indtog kommer de arktiske multilaterale institutioner og samarbejder under stigende pres, hvilket svækker de mindre arktiske staters kontrol og indflydelse. Det er her, EU har en rolle at spille i Arktis. Arktis er stormagtspolitik og EU må træde frem på den bane.

EU’s stærkeste geopolitiske kort er EU’s regel- og standardsættende ekspertise og tyngde, som bunder i størrelsen og dybden af EU’s indre marked. Med en halv milliard forbrugere og et væld af fælles detaljerede regler på snart alle sektorer er EU en stormagt på reguleringsområdet.

I takt med at Arktis bliver mere tilgængelig for civil og militær aktivitet, er der stort behov for fastsættelse og håndhævelse af regler og standarder. Over de seneste ti til 15 år er EU som observatør blevet involveret i forskellige arbejdsgrupper og initiativer under Arktisk Råd, især inden for klima og økonomisk bæredygtighed.

Og så er EU blevet en vigtig kilde til ekspertviden og finansiering. Det skal der bygges videre på, men det skal i højere grad sammentænkes og koordineres med et overordnet geopolitisk mål for øje.

Her er det interessant at bemærke, hvordan EU-Kommissionens viceformand, Maros Sefcovic, i sidste uge åbnede for, at EU skal arbejde på at etablere strategiske partnerskaber om bæredygtig og ansvarlig udvinding af sjældne jordarter. Det skal mindske Europas afhængighed af forsyninger fra Kina, men også sikre alternative samarbejds- og finansieringsmuligheder for lande som Grønland.

Sefcovic understreger, at Bruxelles vil være opsat på, at Grønland og EU samarbejder om projekter med udvinding af sjældne jordarter. Samme tilbud skal EU gå efter at præsentere i forhold til arktisk infrastruktur, hvor Bruxelles siden 2018 har forfulgt en ambition om at præsentere et europæisk alternativ til Kinas store Silkevejsprojekt.

Bruxelles som modvægt
De mindre arktiske stater har generelt en interesse i at engagere Bruxelles som buffer og modvægt til stormagtskonkurrencen, men også i bestræbelserne på at udarbejde konkrete policyredskaber.

Nationale reguleringsmekanismer og lovgivninger står stærkere, hvis de bakkes op på EU-niveau, jævnfør de igangværende bestræbelser på at udvikle en investeringsscreeningsmekanisme i både hovestæderne (eksempelvis København) og i EU-systemet.

EU’s vigtigste rolle i Arktis er således at støtte op omkring håndteringen af den stigende stormagtskonkurrence i regionen.

Forrige artikel Tidl. ambassadør: Udnyt Europarådet til at få skik på Ungarn, Polen og Tyrkiet Tidl. ambassadør: Udnyt Europarådet til at få skik på Ungarn, Polen og Tyrkiet Næste artikel Venstre: Luk EU's ydre grænser nu. Ikke om flere år, som Kommissionen og regeringen ønsker Venstre: Luk EU's ydre grænser nu. Ikke om flere år, som Kommissionen og regeringen ønsker
Nu skal Merkels afløser findes – igen

Nu skal Merkels afløser findes – igen

FORMANDSKAMP: Tre mænd kæmper om pladsen som arvtager for Angela Merkel, når der i weekenden er landsmøde i CDU. Yderligere to kommer i spil, når snakken falder på, hvem der skal være kanslerkandidat.