Marie Krarup: Prins Joachims politiske udtalelser om krigen i Ukraine er pinlige og forkerte
Prins Joachim er et offer for både politikeres og mediers forsøg på at opbygge et billede af Rusland som et monster, vi for enhver pris er nødt til kæmpe imod til sidste ukrainske bloddråbe, skriver Marie Krarup.
Marie Krarup
Fhv. MF (DF, løsgænger)Prins Joachim har i sin egenskab af forsvarsindustriattache i Washington holdt en tale, hvor han både kommer med politiske ytringer og med en meget dårlig analyse af internationale forhold de seneste 20 år.
Begge dele er pinlige og forkerte for en prins, der skal være en samlende figur for sit folk.
Så hvis han fortsat skal arbejde i den omtalte stilling – men det, tror jeg, er en ret dårlig ide, fordi forsvarsforhold er meget politiserede – skal han i det mindste afholde sig fra offentlige politiske ytringer.
Hans analyse går ud på følgende: Vi i Vesten har sovet, mens Rusland er blevet farligere og farligere og “nu betaler vi negative renter, fordi vi sov, hvor vi ikke skulle have sovet”.
Prinsen uddyber over for Altinget, at vi skulle være vågnet op allerede i 2008, hvor Rusland og Georgien var i krig.
Men vi vågnede først op i 2022, da Ukraine blev angrebet.
Begyndelsen på Nato-udvidelseskrigene
Jeg er godt klar over, at prinsens dårlige analyse er mainstream, og at utrolig mange mennesker deler den, fordi medierne siden 2014 har givet et ensidigt billede af forløbet.
De fleste forsøg på at give en sandfærdig fremstilling af hændelsesforløbet er blevet undertrykt eller affejet som "russisk misinformation"
Marie Krarup
Forhenværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti
Men analysen er stadig forkert og udtryk for en bestemt dagsorden, der får alt, hvad Nato og Vesten gør til at se sødt og hyggeligt ud, selvom der er tale om Nato-ekspansion på en måde, der kun kan opfattes som truende af Rusland.
For sagen er jo, at Rusland igen og igen har forsøgt at få en ordning med Vesten og Nato for at undgå, at den alliance, der ser Rusland som hovedfjende, ekspanderer helt tæt op ad Rusland uden at efterlade en neutral zone imellem de militære blokke.
I 2008 gennemtvang USA, at Nato skulle love at give Georgien og Ukraine medlemskab engang ude i fremtiden.
Samme år angreb Georgien russiske, fredsbevarende enheder i Sydossetien formentlig i håb om at kunne indlemme området og dermed være klar til Nato-medlemsskab og få hjælp fra Nato.
Det fik Georgien ikke. Men krigen kan siges at være den første krig om Nato-ekspansion.
Rusland har forsøgt at opnå fred
I Ukraine var der ikke flertal i befolkningen for medlemskab af Nato.
Man førte en neutralitetspolitik, som først blev ændret ved Majdan-kuppet i februar 2014, hvor Vesten støttede en ulovlig* og udemokratisk magtomvæltning, hvor der kom en regering til, der havde Nato-medlemsskab som mål.
Ukraine brød som konsekvens af kuppet sammen i borgerkrig, som man i Vesten nægtede at erkende som en borgerkrig og i stedet kaldte en russiske invasion, selvom man ikke har kunnet påvise regulære russiske enheder i området – men frivillige og våben.
Vi har fået opbygget et billede af et russisk monster, som vi for enhver pris er nødt til kæmpe med til sidste ukrainske bloddråbe.
Marie Krarup
Forhenværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti
Selv støttede Vesten den vestlige del i borgerkrigen, det vil sige Kyiv. Men der blev indgået fredsaftaler i Minsk – de såkaldte Minskaftaler, der skulle løse borgerkrigen ved at give Østukraine mere autonomi.
De aftaler blev bare aldrig ført ud i livet. Efterfølgende har politikere, der var med til at forhandle dem, sagt, at det ikke var meningen at overholde dem. Aftalerne skulle blot holde Rusland i ro, mens Vesten oprustede Kyiv.
Senest fremsendte Rusland forslag til forhandlinger med Nato i december 2021. De blev hældt ned af brættet.
Derefter kom invasionen, som selvfølgelig bør fordømmes. Man kunne kalde den for den anden krig om Natos ekspansion.
Alligevel gav fredsforhandlingerne i Istanbul kort efter invasionen grund til håb. For her kom parterne næsten til enighed om en russisk tilbagetrækning og en fred, hvor hovedbetingelsen – ifølge nogle af de involverede i forhandlingerne – var ukrainsk neutralitet, altså at Ukraine afstod fra Nato-medlemsskab.
Desværre nåede Ukraine ikke at skrive under på nogen aftale, før præsident Zelenskyj besluttede eller blev overtalt til at føre krigen imod Rusland videre med vestlig finansiering.
Danmark og prinsen sover stadig
Det er her vi står i dag. Den anden Nato-ekspansionskrig raser stadig. Er vi vågnet op?
Prins Joachim er ikke.
Prins Joachim er på den måde et offer for både politikeres og mediers forsøg på at skjule sandheden.
Marie Krarup
Forhenværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti
Til hans undskyldning skal lyde, at de fleste forsøg på at give en nuanceret fremstilling af hændelsesforløbet er blevet undertrykt eller affejet som “russisk misinformation” siden man fik oprettet officielle “fakta-tjekkere” fra 2015 og frem.
For eksempel har EU's East StratCom, der angiveligt skal bekæmpe desinformation, sørget for at mane mindre pæne oplysninger om Majdan og Vestens politik i jorden.
Der har kun været få forsøg i medierne og blandt politikere på at komme med en grundig og nuanceret analyse.
Efter invasionen i 2022 er russiske medier blevet blokeret, og rejser til Rusland er blevet virkelig kompliceret, fordi vi ikke har direkte fly til russiske storbyer mere.
Det er blevet ganske vanskeligt ved selvsyn at finde ud af, hvad der sker, og hvad der siges i Rusland.
Det er derfor let at lade sig pådutte fantastiske historier om, hvad der sker. Folk, der bor der, kan slet ikke kende beskrivelsen af landet – ved jeg fra danskere, der både bor i Rusland og læser danske medier.
Det er sørgeligt, at det er sådan.
Prins Joachim er på den måde et offer for både politikeres og mediers forsøg på at skjule sandheden for os alle.
Falsk fortælling om russisk monster
Det kan have store og farlige konsekvenser for os, fordi vi har fået opbygget et billede af et russisk monster, som vi for enhver pris er nødt til kæmpe med til sidste ukrainske blodsdråbe.
Monsteret går både på en påstået indbygget og ustoppelig russisk trang til ekspansion, som ingen godt nok kan komme med belæg for, men som de fleste alligevel er sikre på, at russerne har som et særkende.
Beskrivelsen er dermed en fordom grænsende til racisme overfor Rusland.
Dernæst går det på, at styret er udemokratisk og utiltalende. Angående det sidste glemmer mange, at vi ofte taler pænt til lande, der har trælse og ubehagelige systemer - Tyrkiet og Saudi-Arabien for eksempel.
Så den del af monster-beskrivelsen burde være ligegyldig for vores udenrigspolitik og eventuelle trusler imod os.
Enden på krigen starter ved opvågningen
Jeg håber, nogen vågner op og beskriver det forestillede monster objektivt, før den anden Nato-ekspansionskrig spreder sig og vokser helt ud af kontrol
Jeg håber, nogen vågner op og beskriver det forestillede monster objektivt, før den anden Nato-ekspansions-krig spreder sig og vokser helt ud af kontrol.
Marie Krarup
Forhenværende folketingsmedlem for Dansk Folkeparti
Der kunne også ske det, at folk begyndte at sætte sig mere grundigt ind i hændelsesforløbet angående Natos ekspansion og Vestens brutale politik over for Ukraine.
Jeg får selv mange henvendelser fra personer, der har opdaget, at mainstream-analysen er forkert og er glade for, at jeg tør sige det. Det tør de nemlig ikke selv, fordi man bliver kaldt sprogets værste gloser, hvis man ikke gentager det officielle narrativ om det uskyldige Vesten.
Men måske vil der snart være en kritisk masse, der tør sige, hvordan tingene er foregået. Så vil det være endnu mere uheldigt og forkert med en prins, der har politiseret – og det med en dårlig analyse.
Men det gode ved en opvågning vil være, at vi sandsynligvis kan få stoppet krigen i Ukraine og få en fornuftig aftale om sikkerhed i Europa med Rusland.
*Præcisering: Marie Krarup henviser til, at afstemningen i det ukrainske parlament, der afsatte præsident Viktor Janukovitj, var forfatningsstridig. Kilde: Historiker Richard Sawkas bog 'Frontline Ukraine. Crisis in the Borderlands', Ib Taurus 2015, s. 94.