Nordjylland varmer op til ambitiøst folkemøde om Europa

Tiden er inde til bred debat om EU i alle hjørner af Danmark, siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S) under et besøg i Mariager, hvor byrådet og Region Nordjylland håber på titusinder af gæster ved næste års Europafestival.

Europabevægelsens formand, Stine Bosse (t.v.), havde besøg af udenrigsminister Jeppe Kofod (S), europaparlamentariker Margrete Auken (SF) og mange andre under lørdagens EU-debatter i Mariager.
Europabevægelsens formand, Stine Bosse (t.v.), havde besøg af udenrigsminister Jeppe Kofod (S), europaparlamentariker Margrete Auken (SF) og mange andre under lørdagens EU-debatter i Mariager.Foto: BrknRib/Europabevægelsen
Thomas Lauritzen

Mågerne skriger, og Kim Christiansen fra Dansk Folkeparti kæmper forgæves mod vinden for at sætte et øltelt op på havnekajen i Mariager, mens udenrigsministeren åbner dagens europakonference foran publikum lige ved siden af ham.

Den tidligere trafikordfører for DF er som politiker ikke meget for Den Europæiske Union – men Christiansen er også ejer af et værtshus i Mariager, så det her med at invitere Europa til byen, det er da en helt fin idé, synes han alligevel.

EU er så vigtigt, at vi har brug for en løbende debat om det. Og jeg kunne næsten ikke forestille mig et bedre sted at have den debat end her i Mariager med udsigt over fjorden.

Jeppe Kofod (S)
Udenrigsminister

”Det er en fantastisk ting, ikke mindst for os lokale erhvervsdrivende. Og jeg synes, det er ærgerligt, at hverken Dansk Folkeparti eller Nye Borgerlige er med her,” siger han:

”Jeg ved, at vi faktisk blev inviteret. Så er det for dårligt, at man ikke møder op. For det er vigtigt, at vi er med i debatten.”

Stine Bosse fra Europabevægelsen, som stod bag weekendens debatmøde i det nordlige Jylland, bekræfter, at både DF og andre EU-kritikere var inviteret på lige fod med de andre politiske partier.

”Der er i den grad også plads til kritiske røster. De kunne eller ville så åbenbart ikke komme denne gang, men jeg håber, de er med næste sommer. Det her handler ikke om at være jubeleuropæere – men om at dele vores debat om Europa med hinanden,” siger hun.

Der bor kun rundt regnet 2.500 mennesker i selve Mariager by, hvis brolagte gader og skæve bindingsværkshuse med stokroser ikke ligefrem emmer af europæisk metropol. Men nordjyderne er ved at varme op til et forbløffende ambitiøst arrangement, der skal slå dørene op for kontinentet næste år.

Udenrigsministeren skyder debatten i gang

Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) havde lørdag taget turen til den lille by, som ligger naturskønt på en fjordbred mellem Randers og Aalborg, og han gav dermed regeringens støtte til den nye satsning.

”Det vidner om en initiativkraft og et ønske om at være med i en debat. Jeg er selv opvokset i provinsen, og jeg bliver altid glad, når tingene rykker ud fra København eller Århus. Vi skylder hinanden at få forankret debatten så bredt som muligt i hele Danmark,” sagde Kofod.

Det skal nok blive til virkelighed. Vi er godt forberedt. Og når vi siger, at vi gør noget heroppe i Nordjylland, så gør vi det.

Leif Skaarup (S)
Viceborgmester, Mariagerfjord Kommune

”EU er så vigtigt, at vi har brug for en løbende debat om det. Og jeg kunne næsten ikke forestille mig et bedre sted at have den debat end her i Mariager med udsigt over fjorden,” sagde han.

I debatteltet på havnen kaster oppositionen sig straks over udenrigsministeren med krav om folkeafstemninger om ikke mindst forsvarsforbeholdet – og Jeppe Kofod afviser dem som sædvanlig.

Regeringens europapolitik er bare en ”sang fra de varme lande” uden nogen konkrete ambitioner, siger Venstres nye EU-ordfører, Kim Valentin, hvilket får udenrigsministeren til at advare mod straks at skabe konflikter.

”Tiden er ikke inde til afstemninger om forbehold. Vi skylder hinanden en ordentlig debat om, hvad vi vil med EU. Lad os bruge det næste år på det,” siger Kofod.

Fra EU-dag til fire dages europæisk folkemøde

Europamødet i Mariager denne lørdag var en lille forløber, der testede tankerne, logistikken og den offentlige interesse, inden det første store egentlige ”europæiske folkemøde” skal løbe af stablen i den nordjyske by i sommeren 2022.

Ganske som Folkemødet på Bornholm skal Mariagers ’Political Festival of Europe’ foregå over fire dage. Det bliver fra den 25. til den 28. august næste år, hvor organisationer, politikere, kunstnere og erhvervsfolk fra Danmark og andre europæiske lande inviterer borgerne til at holde fest og debattere Europas udfordringer.

Musikkens Hus i Aalborg er også stærkt involveret i en festival, der skal omfatte musikalske, kulturelle og kulinariske oplevelser fra forskellige steder i Europa side om side med de politiske debatter.

Stine Bosse er blevet udnævnt som formand for bestyrelsen af den forening, der udvikler og driver europafestivalen, men projektets oprindelse og finansiering kommer primært fra Mariagerfjord Kommune, Region Nordjylland og en række store virksomheder, der er med som sponsorer.

”I år var det os i Europabevægelsen, der stod bag det her mindre arrangement. Næste år bliver det meget større, og så er det Mariager selv, der står bag,” siger Stine Bosse:

”Det er faktisk meget interessant, at en kommune og en region her i Danmark selv har villet det her. De ved, at Europa betyder noget, og de vil gerne have Mariager sat på landkortet. Det her koncept har meget store perspektiver, måske også i andre europæiske byer,” siger hun.

Håb om titusinder af gæster næste sommer

Af samme grund er projektet begyndt at vække interesse i Bruxelles, hvor EU’s institutioner leder efter nye veje til at få borgerne gjort interesserede i den Konference om Europas Fremtid, som EU har lanceret for nylig.

Europabevægelsen blev positivt overrasket over at se omkring 3.000 mennesker besøge Europadagen i Mariager denne lørdag. Det får foreningen bag festivalen til at satse på mindst 10.000 besøgende om dagen i løbet af de fire dages europæiske folkemøde næste år.

Ud over Stine Bosse tæller festivalens bestyrelse blandt andre tidligere skatteminister Ole Stavad, som repræsenterer Nordjyllands regionsråd – og både borgmesteren og viceborgmesteren fra Mariagerfjord Kommune, hvis byråd har vedtaget investeringen enstemmigt på tværs af partierne.

Byrådet startede sidste år med at investere i en grundig forundersøgelse af, hvorvidt infrastruktur og logistik i kommunen og regionen ville være i stand til at håndtere så stor en begivenhed, fortæller viceborgmester Leif Skaarup (S).

”Forundersøgelsen viste, at det var muligt, og at der var stor interesse for ideen. Derefter var det næsten ikke muligt at sige nej til det her. Der var så mange gode perspektiver i det, at vi simpelthen var nødt til at springe på,” siger han.

Kommune og region satser hårdt

Mariagerfjord Kommune har foreløbig investeret 750.000 kroner i driften af det sekretariat, foreningen har oprettet for at forberede det europæiske folkemøde. Kommunen er på vej med flere penge, og forvaltningen stiller desuden lokaler og andre former for bistand til rådighed.

Anden støtte kommer fra Region Nordjylland – og både virksomheder og fonde ventes at levere yderligere midler sammen med forventet støtte fra staten og måske også fra EU.

Ifølge Leif Skaarup er budgettet for selve afviklingen af de fire dages europafestival næste år på omkring 17 millioner kroner. Viceborgmesteren oplyser, at omkring 15 store lokale og landsdækkende virksomheder foreløbig også er involveret.

”Det er en virkelig stor mundfuld. Hvis det skal blive godt, så er der rigtig meget, der skal gøres nu. Det er vi helt bevidste om, og derfor bliver der arbejdet benhårdt i øjeblikket,” siger han:

”Men det skal nok blive til virkelighed. Vi er godt forberedt. Og når vi siger, at vi gør noget heroppe i Nordjylland, så gør vi det.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Kofod

Selvstændig rådgiver i Kofod Global, fhv. udenrigsminister, MF og MEP (S)
BA.scient.soc. (Roskilde Uni. 2004), MA i public administration (Harvard 2007)

Stine Bosse

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (M), formand, PlanBørnefonden, bestyrelsesmedlem i Allianz, Assistancebolaget og DNB
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

Kim Christiansen

Restauratør
Handel

0:000:00