Nyt Europa: Sundhedskrisen udstiller håbløsheden i EU’s økonomiske system

DEBAT: EU’s redningspakke mod coronakrisen er ikke nok til at stabilisere medlemslandene igen. Det er på tide med et nyt økonomisk system i Europa, der kan mindske uligheden og styrke den demokratiske tillid, skriver Lone Loklindt, formand i Nyt Europa.   

Af Lone Loklindt
Formand i Nyt Europa

Corona er et spejl af vores økonomiske systemer. Og hvorvidt sundhedskrisen skal glide over i en systemkrise, afhænger af de midler, vi tager i brug for at værne os imod den truende økonomiske krise i Europa.

Derfor er det positivt, at EU-lederne på deres krisemøde netop har blåstemplet en redningspakke på 4.000 milliarder, der skal hjælpe medlemslandene på fode igen efter krisen. Endnu et lys i mørket er, at der varsles om oprettelsen af en stor fond, som skal sætte gang i genopretningen af den europæiske økonomi de kommende måneder.

Men det er, som det vi ser det, slet ikke er nok. For det første bør man stadig overveje større initiativer som EU-obligationer og andre former for fælles finansiering for at kickstarte økonomien her og nu - og for det andet må man indse, at business as usual er afgået ved døden i sundhedskrisen.

Det er tid til et langsigtet opgør med EU's økonomiske spilleregler.

Sundhedskrisen giver plads til et opgør
De økonomiske spilleregler, vi har vedtaget i EU, er menneskeskabte. Ligesom ulighed ikke er et naturgivent, men et politisk valg, således er også den fælles "stabilitets- og vækstpagt," der tilsiger, at de europæiske økonomier skal køres stramt uden rum til at investere i de nødvendige løsninger for de systemiske kriser, også menneskeskabt.

Sådan som den langsigtede budgetramme forhandles på plads med coronaens indvirkning for øje, således bør også de nuværende regler forhandles. Nye tider, ny økonomi. COVID-19 er en krise, men den åbner også for et opgør med det fælleseuropæiske økonomiske system, der hverken er rustet til at håndtere de kriser, vi står overfor, eller til at håndtere kriserne på sigt - det være sig den økonomiske krise, sundheds- eller klimakrisen.

Ét er, at vi står midt i en global sundhedskrise. Men før verdenen lukkede ned, stod den i flammer - bogstaveligt talt. Klimakrisen er ikke forsvundet med coronaen, og mange klassiske demokratier er i krise eller handlingslammede over for de systemiske udfordringer med ulighed og mistillid.

Med krisen som springbræt
Disse kriser risikerer at blive forværret af sundhedskrisen, men omvendt kan den nuværende situation også være et springbræt til at nytænke systemet og styrke den demokratiske tillid.

Det kræver et opgør med den økonomiske tænkning, der har været dominerende i Europa. Siden den sidste økonomiske krise har vi set uligheden stige sammen med handlingslammelsen over for fælles globale udfordringer, der har styrket ekstreme og populistiske kræfter som følge.

Den stramme og skæve økonomiske styring skulle bane vejen for en genoprejsning af den sunde økonomi. Men for mange, særligt i det sydlige Europa, har det i stedet haft tragiske menneskelige konsekvenser.

Ældre har mistet pensionen, mange har aldrig genfundet fodfæstet på arbejdsmarkedet, og en hel generation af unge har måttet vente med at starte deres voksenliv, da der hverken var job eller boliger til dem, da det blev deres tur.

Når Europas befolkning ikke oplever, at systemet lever op til løftet om en bedre morgendag, ulmer vreden og mistilliden. Populismen vokser sammen med mistroen til det europæiske fællesskab og vores fælles værdier. Men sådan behøver det ikke at være.

Uligheden kan ses i dødstallene
Sundhedskriser som den nuværende udstiller behovet for stærke institutioner, såvel nationale som fælles europæiske. Velfærdsstaten har til opgave at sikre alle adgang til sundhedssystemet samt et levegrundlag for dem, der rammes af krisen i arbejdslivet.

Men de nationale økonomiers råderum er begrænset af de fælles europæiske spilleregler, og krisen udstiller de eksisterende uligheder. Mens de nationale økonomiers råderum er begrænset af de fælles europæiske spilleregler, har vi dog allerede set, at de slækkede krav fra EU har gjort, at trilliarder er blevet investeret fra nationalstaternes side i at dæmme op for sundhedskrisens økonomiske konsekvenser.

Det er dog også tydeligt, som Von der Leyen sagde på pressemødet efter Rådsmødet, at nogle lande er bedre stillet end andre til at lave disse nationale investeringer.

Hvad der har været medvirkende til at grave systemets massegrav, har ifølge blandt andre nobelprismodtageren Joseph Stiglitz i høj grad været de manglende indsigter fra den sidste økonomiske krise, hvor en neoliberal doktrin har ladet markedskræfterne erodere den sociale sammenhængskraft.

Således fremlagde han for nylig sin analyse til et online seminar med Nyt Europa om behovet for at omskrive EU’s økonomiske regler. Den økonomiske ulighed vil således også manifestere sig i dødstallene.

Tragedien ligger i, at de offentlige ydelser som adgang til sundhed, sociale ydelser og værnemidler, der kunne have tjent til at afbøde krisens konsekvenser, i mange lande er eroderet som et resultat af den økonomiske krisestyring fra EU siden finanskrisen i 2008.

Det skyldes også en manglende politisk vilje til at lave sunde, lighedsskabende strukturreformer inden for pension, uddannelse og skattesystemerne. Ændrer noget sig ikke fundamentalt i denne krise, risikerer vi, at mistilliden til de etablerede demokratiske systemer blot graver sig endnu dybere. 

Krisen kalder på opgør
Kort sagt har årtiers neoliberal økonomisk styring ifølge Stiglitz betydet, at uligheden er steget, tilliden faldet og væksten stagneret. Vi bør i Europa se med nervøse øjne på et mønster, hvor særligt Tysklands Kansler Merkel har holdt hårdt på at styre de europæiske landes økonomi stramt og undgå gældsætning.

I EU har vi kollektivt vedtaget et sæt økonomiske regler, som for eksempel at landenes underskud på de offentlige finanser kun må udgøre tre procent af BNP. Et tal, der ifølge Stiglitz er grebet ud af den blå luft.

Ulighed er menneskeskabt, ikke naturgivent. På samme måde er EU’s økonomiske spilleregler nogle, der kan omskrives, hvis vi sætter os det for. At der kan være nye takter på vej, peger den indledende krisestyring fra EU på.

Landene har fået råderum til at gældssætte sig for at investere sig ud af krisen, og EU selv pumper lige nu enorme midler ud i økonomien. Men det er stadig lande som Italien og Spanien, der i forvejen betaler af på den sidste økonomiske krise, der har svært ved at låne til rimelige penge.

Løsningen kan ligge, i at EU-landene hæfter solidarisk for gæld gennem Europa-obligationer eller en anden fælles finansiering. Vi vil kunne styrke tilliden til det Europæiske system - hvor solidariteten landene imellem visse steder kan ligge på et meget lille sted - fordi en sådan løsning viser, at man er villig til at løfte i flok.

Nord som Syd, velpolstrede økonomier såvel som afkræftede. 

Håbet for en ny økonomisk model er lysegrønt
Men det er bare første skridt. Målet må være, at vi fuldstændigt bevæger os væk fra den doktrin, der indtil til nu har styret det økonomiske fællesskab.

Reglerne som den om de tre procent med offentligt underskud er ikke bare arbitrær, den er direkte skadelig for demokratiernes evne til at navigere i kriser – om det er en sundhedskrise, en økonomisk krise eller klimakrise.

Skal vi undgå, at vreden og skuffelsen over de etablerede demokratiske systemer vokser og populismen vinder frem, er det nu, at EU skal skifte kurs og skabe et økonomisk system, der virker for borgerne.

Vi må tage et endelig opgør med "stabilitets- og vækstpagten" og genoplive Keynes ånd i vores økonomiske fællesskab, så det igen bliver muligt at investere i fællesskabet, den grønne omstilling og bekæmpe uligheden.

Samtidigt skal vi forpligte hinanden på at skabe en bæredygtig økonomi ved hjælp af sunde strukturreformer, der omfatter lighedsskabende omlægninger af social- og arbejdsmarkedspolitik og investeringer i infrastruktur, uddannelse og forskning.

Og det er i fællesskabet, vi skal finde løsningen. Skal vi løse de store fælles udfordringer som COVID-19, den stigende ulighed og klimakrisen, så må vi stå sammen på tværs af grænserne for at være effektive.

Danmark skal udvise samfundssind mod unionen
Europa er mere end en økonomisk union, vi er et skæbnefællesskab. Som en lille åben økonomi er Danmark enormt afhængig af et sundt indre marked. Vores demokratiske, liberale værdier er afhængige af, at vi kan stå sammen med ligesindede, når de komme under pres. Og mere end det, så rammer de tragiske scener fra Spanien og høje dødstal fra Belgien os, netop fordi vi har et forpligtende fællesskab.

Vi er alle europæere, når vi sammen klapper ud af vinduerne for at hylde det europæiske sundhedspersonale eller fælder en tåre, når vi ser tankvogne køre ofrene for Corona ud af de italienske byer.

Så føler vi os forbundne af mere end økonomi, historie og værdier. Men skal det europæiske sammenhold også holde igennem denne krise, må lande som Danmark og Tyskland være klar til at vise solidaritet med de hårdest ramte lande.

Og det betyder, at alle må gå ind med et langt mere åbent sind i de videre forhandlinger. Lad os bevise, at vi i sandhed er et fællesskab. Lad os løse den nuværende krise ved at se ind i en grønnere og mere retfærdig fremtid.

Mere solidaritet i EU’s økonomi
De nye toner fra Rådsmødet er et godt tegn, fordi de i det mindste viser, at EU’s ledere har forstået, at vi skal stå sammen og investere os ud af kriserne. Men de må tænke endnu længere og samtænke krisestyringen med Kommissionens nuværende forhandlinger om eksempelvis den grønne pagt.

Skal vi have gang i økonomien, bør vi fokusere på at investere i den grønne omstilling. På den måde når vi både målsætningerne fra Paris-aftalen, sætter gang i de økonomiske hjul og viser, at systemet kan levere effektive løsninger.

EU's sociale målsætninger i den sociale søjle må også prioriteres meget højere i en ambitiøs indsats for at skabe mere social lighed. Det kræver et opgør med de økonomiske regler, der ikke tillader os at lave disse nødvendige investeringer.

Hvis reglerne ikke gav mening før krisen – så de giver endnu mindre mening nu. Skal solidariteten og sammenhængskraften i Europa overleve denne sundhedskrise, kræver det en ny og varig økonomisk medicin. Det er nu, vi skal vise, at det økonomiske projekt fungerer – ikke kun for de bedst stillede, men for alle landene i vores europæiske fællesskab. Corona bør være dødsstødet til den nuværende økonomiske tænkning.

EU blev skabt som et fredsprojekt efter to kriser. Lad denne krise være en prøve på den europæiske solidaritet og starten på en ny og bæredygtig epoke. Sammen er vi stærke.

Forrige artikel V: Statsministeren må kæmpe for at skubbe Brexit-dato for Danmarks skyld V: Statsministeren må kæmpe for at skubbe Brexit-dato for Danmarks skyld Næste artikel Dansk Energi: Europa skal genopbygges med grønne investeringer Dansk Energi: Europa skal genopbygges med grønne investeringer
Ny a la carte-model for europæisk asylpolitik får hug fra flere sider

Ny a la carte-model for europæisk asylpolitik får hug fra flere sider

MIGRATIONSPAGT: EU-Kommissionen slagter kontroversiel idé om tvungen omfordeling af flygtninge, men indfører princippet igen ad bagdøren, lyder noget af kritikken af nyt EU-udspil til asylpolitik, mens andre mener, at fokus på grænsekontrol og hurtige udvisninger risikerer at underminere flygtninges retssikkerhed.