Pernille Weiss: Den frie bevægelighed er en kunst, der mangler forskønnelse

Af Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Altinget skal have tak for at sætte fokus på den frie bevægelighed i EU. Den er jo en af de væsentligste grundsten i vores europæiske samarbejde. EU er i sit udgangspunkt fredens projekt. Hovedingredienserne er fri handel mellem selvstændige nationer i en stor forening, som sammen har skabt et kæmpe indre marked.

Et indre marked for handel og bevægelse ud fra den enkle præmis, at dén, du enten kender eller handler med, slår du ikke ihjel. En filosofi, som nyder global ankerkendelse, og som EU har sat i system ved at bruge noget af den værdiskabelse, der høstes af den frie bevægelighed i det indre marked til at forske i og udvikle løsninger til de udfordringer, ingen europæisk nation kan klare alene:

Klimaet, miljøet, international handel, migration og nu også mere udenrigs- og sikkerhedspolitik. Den frie bevægelighed sikrer, at vi skaber bedre forståelse for andre europæiske kulturer og historisk betingede reaktionsmønstre, når vi har mulighed for at rejse på kryds og tværs af landegrænser. Det gør os i sandhed rigere, både åndeligt og økonomisk.

Det gør os stærkere til at beskytte hinanden, når farer truer med at underminere vores fælles kulturarv.

En fordel med skyggesider
Den frie bevægelighed har også en mere kontant fordel. Vores virksomheder bliver stærkere på grund af den konkurrence, som varers og arbejdskraftens frie bevægelighed skaber. Det giver os forbrugere de bedste produkter til de bedste priser og gør, at vi står stærkt, når vi skal konkurrere på de internationale markeder.

Den frie bevægelighed betyder også, at vi kan hente dygtige medarbejdere i andre dele af EU. Det er godt for danske virksomheder, der i høj grad rapporterer om mangel på arbejdskraft. Og den frie bevægelighed betyder, at vi gør os umage med at holde på medarbejderne ved at oppe os med ordentlige uddannelser, forskningsvilkår og rammer for små og mellemstore virksomheder.

Jeg mener, at vi i høj grad har de regler, der skal til for at sikre, at udenlandsk arbejdskraft ikke fuldstændigt udkonkurrerer danske lønmodtagere. Dog halter det flere steder med håndhævelsen af disse.    

Af Pernille Weiss (K)
Medlem af Europa-Parlamentet

Som du kan læse, sætter jeg stor pris på den frie bevægelighed. Jeg er ikke den mindste smule i tvivl, når jeg siger, at den frie bevægelighed er en kæmpe fordel for en lille, åben økonomi som Danmarks. Men jeg er dog ikke naiv. Jeg lytter selvfølgelig, når der rapporteres om, hvordan den frie bevægelighed udfordrer grupper i vores samfund. For den frie bevægelighed er selvfølgelig ikke uden skyggesider.

Her tænker jeg selvfølgelig på de mennesker, der må se sig udkonkurreret af billig arbejdskraft hentet i fattigere egne af EU. At den frie bevægelighed alt i alt gør vores samfund rigere, er der ingen tvivl om − det hjælper sådan set bare ikke de mennesker, den gør fattigere.

Håndhævelsen af arbejdsvilkår mangler
Ikke hermed sagt, at jeg er enig med venstrefløjens påstand om social dumpning. Jeg mener, at når visse regeringer og venstrefløjens partier giver den frie bevægelighed skylden alene for alt ondt hos udsatte grupper på arbejdsmarkedet, så overser de, at disse fænomener ofte er et resultat af dårlig omstillingsevne og alt for stive arbejdsmarkeder.

Noget, EU’s lande har eget ansvar for at massere og ajourføre, ligesom vi i Danmark har været dygtige til gennem den særlige aftalebaserede arbejdsmarkedsmodel. Med dén har arbejdsmarkedets parter og politikere i Danmark hele tiden for øje, at vi selvfølgelig har ordentlige vilkår på danske arbejdspladser – om du hedder Per eller Piotr.