Vil magtens forskydning i Europa-Parlamentet få opdeling mellem stuerene og ikke-stuerene til at forsvinde?

Derfor presser flere af Parlamentets mindre grupper på for, at det bliver en del af Parlamentets interne husreglement fremover, at man skal følge fordelingsnøglen for den slags poster på baggrund af partiernes størrelser, som også kendes som D’Hondt-metoden.

Forslaget blev diskuteret i sidste uge på den såkaldte formandskonference, der samler lederne af de politiske grupper med Parlamentets formand. Ud over De Grønne, hvor danske SF sidder, der først bragte ideen til torvs, var også ID-gruppen og konservative ECR ledt af det polske regeringsparti, PiS, med på den. Selv om ECR ikke er frosset ud af det gode selskab på samme måde som ID er, har partiet flere gange oplevet at få deres kandidater blokeret til poster, som de numerisk var berettiget til. Det skete så sent som i denne uge, da et flertal i Beskæftigelsesudvalget lod en ECR-øremærket formandspost gå til Renew.

Tilbage til 90’erne

På mødet i formandskonference støttede også leder af Parlamentets største gruppe, EPP, Manfred Weber, forslaget, og nu vil den nyslåede parlamentsformand Metsola undersøge, hvad der skal til for at få en ændring igennem.

Så melder hovedpinen sig dog. For er partierne på midten virkelig klar til at lade alle grupper komme ligeligt til fadet, når det kommer til stykket?

For de fleste danske medlemmer af Parlamentet føles det meget 90’er-agtigt på den måde at dele demokratisk valgte partier op i stuerene og ikke stuerene.

Sådan er det bare overhovedet ikke for mange andre, inklusive De Grønne, som ellers er dem, der nu er de største bannerførere for ideen om at slå D’Hondt fast. Gruppen er dybt splittet på spørgsmålet, og det er de bestemt ikke alene om.

I flere af midtergrupperne kan visse landes delegationer slet ikke komme overens med ideen. Det gælder for eksempel for mange af de tyske og de franske EU-politikere, der bærer en masse indenrigspolitisk nag med ind på den europæiske scene mod partierne på den yderste højrefløj.

Tyske EPP’ere som for eksempel Manfred Weber har presset på for at holde det højrepopulistiske Alternative für Deutschland væk fra magtpositioner i Parlamentet, dengang AfD sad i ECR-gruppen. Noget, der sås gentaget på hjemmeplan så sent som i december, hvor partiet blev holdt væk fra vigtige udvalgsposter i Forbundsdagen i Berlin, som de var berettiget til.

Orbán og co.

Nu er processen i Parlamentets formandskonference sat i gang. Det vil tvinge grupperne til at bekende kulør. Hvem af dem vil knæsætte de demokratiske principper, og hvem af dem har det bedst med flertalstyranniet, som det er i dag og har været i årtier?

Her skæver nogle også nervøst til muligheden for, at det på et tidspunkt lykkes at lave det, der er blevet beskrevet som en supergruppe af de EU-skeptiske højrefløjspartier fra både ID og ECR og ungarske Fidesz, der pt. er politisk hjemløs i Parlamentet. Tanken om at have dem til at sidde på en masse fine formands- og næstformandsposter og repræsentere en institution, mange af dem taler for at nedbryde, er ikke så tillokkende.

Argumentet imod vil være, at EU-Parlamentets førte politik stadig vil være flertallets, uanset hvem der sidder på hvilke poster.

Samtidig vil det være en mulighed for at tage bestik af, at europæerne i 2019 valgte det mest brogede sæt EU-parlamentarikere nogensinde. Det kunne være en mulighed for at erkende, at de demokratiske spilleregler burde gælde ens for dem alle, uanset partifarve.