Klassisk EU-rævekage sender første kvinde i 20 år på vej mod tinderne i Europa-Parlamentet

STRASBOURG: En svinestreg af værste skuffe og en demokratisk falliterklæring. Det var ikke de pæneste ord, der kunne høres fra kilder blandt Europa-Parlamentets små politiske grupper, efter der mandag eftermiddag faldt en klassisk EU-studehandel på plads mellem forsamlingens tre største partier om, hvem der skal være dens næste formand.

Grunden til, at det er kommet dertil, er Roberta Metsola. Den konservative malteser fra EU-Parlamentets største gruppe, EPP, forventes tirsdag at blive kåret til netop den post.

Det burde på papiret have været en let sag, eftersom de selvsamme tre partier efter europaparlamentsvalget i 2019 besluttede sig for at dele den post ligeligt mellem socialdemokrater og kristendemokrater. Det gav dem en halv valgperiode hver, og nu er det EPP's tur.

Men en ændret magtbalance mellem partierne, blandt andet i kraft af sidste års vagtskifte i Kansleramt i Berlin, et liberalt Renew-parti, der ikke føler, at de har fået nok ud af at være en del af alliancen hen over midten, krydret med en del skepsis over for en konservativ kandidat med stærke holdninger mod fri abort, har fået aftalen til at knage i fugerne helt til det sidste. Derfor har der været behov for at forsøde aftalen for at få de europæiske socialdemokrater (S&D) og den liberale gruppe (Renew) med ombord.

Koster dyrt

De har taget sig betalt i form af ekstra næstformandsposter, udvalgsposter og andre tillidshverv, som de tre største grupper har besluttet hen over hovedet på resten af Parlamentet at støtte hinanden i at opnå, når resten af kabalen om, hvem der skal sidde i de øverste lag i forsamlingen i de næste to et halvt år, skal falde på plads i løbet af de kommende par dage.

Den klassiske metode til fordeling af politiske mandater, også kendt som d’Hondts metode, som vi i Danmark bruger til kommunalvalg, EU-valg og fordeling af kredsmandater ved folketingsvalg, er en rettesnor mere end en eksakt videnskab, når det kommer til Parlamentets fordeling af de 14 næstformandsposter, forskellige udvalgsposter med mere.

For eksempel er der lang tradition i EU-Parlamentet for at holde partier på den yderste højrefløj ude af ligningen, selv når deres størrelse tilsiger dem, at de skal have en post. I sidste ende handler det om, hvem der kan skaffe et flertal.

Samtidig afgøres fordelingen ved hemmelig afstemning. Derfor kan meget stadig ske, uanset hvad der er blevet aftalt i toplaget i de tre store politiske grupper.

Kæmpe mistillid

Alligevel har aftalen skabt en rimelig ond stemning, ikke mindst hos Parlamentets Grønne gruppe, hvor danske SF sidder.

Ifølge næstformand i gruppen, Kira Marie Peter-Hansen, er der nu ”kæmpe mistillid” mellem dem og de tre alliancepartnere, som ikke vil blive bedre, hvis magtdelingsøvelsen på midten ender med at koste poster for De Grønne.

Samtidig er der også en lidt dårlig smag i munden i nogle dele af Renew og S&D over aftalen.

Ironien er ikke gået tabt på dem over, at Metsola som den kun tredje kvindelige EU-formand i hele Parlamentets historie, træder i fodsporene på Simone Veil, der for 42 år siden blev den første kvinde på posten. Den franske politiker og Auschwitz-overlever var kendt som et lysende fyrtårn for kvinderettigheder og havde som minister i 70’erne stået for at frigive aborten i Frankrig.

Derfor er der en del socialdemokrater og liberale parlamentarikere, som vil ”holde sig for næsen, mens de stemmer på hende”, som en parlamentskilde beskriver det. En del vil nok stadig nægte helt at sætte deres kryds ved Metsola på grund af hendes socialkonservative holdninger.

Efter de havde tilsluttet sig aftalen, meldte Renew-gruppen mandag ud, at de ønsker en såkaldt ”Simone Veil-pagt” indgået på tværs af institutionerne, som forpligter også EU-Kommissionen og EU-landene til at fremme kvinderettigheder, herunder også det, der indgår i kategorien seksuelle og reproduktive rettigheder.

Vil repræsentere flertallet

Metsola selv har lovet, at hun vil repræsentere flertalsholdningen i Parlamentet i sit virke, uanset om den flugter med hendes egne holdninger.

Hun har også gjort, hvad hun kunne for at overbevise de tøvende politiske grupper om sin velvilje over for andre af deres prioriteter. Medlemmer af flere af grupperne til venstre i Parlamentet pointerer, at den borgerlige kandidat siger de rigtige ting, når det kommer til mærkesager som grøn omstilling og åbenhed i institutionerne. I lyset af #MeToo-bølgen, som heller ikke er gået stille hen over EU-Parlamentet, stiller hun sig også bag obligatoriske sexchikanekurser til alle parlamentarikere, hvilket har været et hedt ønske gennem flere år fra visse dele af huset, men ikke nødvendigvis fra hendes egen gruppe.

Meget taler da også i den 43-årige maltesers favør, hvis det handler om at bryde med rækken af midaldrende mænd primært fra store lande, som hidtil har domineret formandsposten for de folkevalgte, kun afbrudt af Simone Veil i 1979 og 20 år senere hendes landsmand, Nicole Fontaine.

Ud over at Metsola er kvinde, er hun født mere end to årtier efter alle sine forgængere. Hun kommer fra Unionens mindste stat, og hun vil blive den kun anden formand fra et af de ”nye” EU-lande, som kom ind i klubben ved den store udvidelse i 2004.

Hun taler også engelsk – modsat sin forgænger, David Sassoli. Sassoli, som døde pludseligt i sidste uge efter længere tids sygdom, ville kun tale italiensk i offentligheden, hvilket lagde en betydelig dæmper på hans gennemslagskraft uden for sit hjemland. Det giver hende en større chance for at sætte Parlamentet på landkortet.

Spørgsmål om tid

Men først skal hun lige slå de tre modkandidater, som er stillet op mod hende. Det er Alice Bah Kuhnke fra Miljöpartiet i Sverige, der er kandidat for De Grønne. Det er spanske Sira Rego fra venstrefløjsgruppen, LEFT, hvor Enhedslisten sidder, og så er det Kosma Złotowski, der kommer fra det polske regeringsparti, PiS, og sidder i den konservative ECR-gruppe.

Ingen af de tre spås dog nogen særlig chance i lyset af den nye aftale mellem EPP, S&D og Renew om at krone Metsola.

Spørgsmålet er snarere, om hun kan klare at finde et flertal i første valgrunde, eller om der skal tages flere runder i brug.