Britta Riis: Hold dyrene raske ad naturlig vej i stedet for gennem antibiotika

Af Britta Riis
Direktør i Dyrenes Beskyttelse og præsident for Eurogroup for Animals

MRSA-ekspertgruppen anfører i sin seneste rapport fra august, at det er ”helt centralt for kampen mod antibiotikaresistens i husdyrproduktionen, at der fortsat sker en reduktion i antibiotikaforbruget i landbruget og særligt i svineproduktionen”. Altså ikke kun for kampen mod MRSA, men antibiotikaresistens i bred forstand.

Ganske vist er antibiotikaforbruget faldet i senere år, men fra et højt niveau. Erhvervets løfte om halvering af tetracyklin er ikke blevet indfriet, og der er fortsat et stort forbrug af antibiotika, som WHO anser for kritisk vigtige, men hvor danske myndigheder og svinebranchen har valgt en mere lempelig tilgang, der giver adgang til mere antibiotika. Der blev brugt 78 tons antibiotika til danske svin i 2016.

Problemets kerne
Problemets kerne er, at svineproduktionen ikke er indrettet efter, at dyrene skal holdes raske ad naturlig vej, men derimod systematisk påføres stress og sygdom.  

For de enkelte grise og besætninger handler det især om meget tidlig fravænning af grise. Det er en vældig belastning for den umodne mavetarmkanal og det endnu ikke fuldt aktive immunforsvar hos den stressede gris, og det medfører stor risiko for diarré.

På nationalt niveau er det en problematik, der forstærkes af den kraftige specialisering i eksport af smågrise, som sendes til især Tyskland og Polen. Danmark er EU's suverænt største eksportør af smågrise – populært sagt Europas vuggestue for grise. Det betyder en konstant opformering af disse små grise, der alle skal gennem en risikabel tidlig fravænning med tilhørende antibiotikabehov, før de sendes ud af landet.

Det er på høje tid at sætte ind over for selve sygdommen i stedet for den helt utilstrækkelige symptombehandling af den industrielle svineproduktion. 

Britta Riis
Direktør, Dyrenes Beskyttelse

Antibiotikaforbruget udtryk for grisenes behandling
Dyrenes Beskyttelse finder, at det store antibiotikaforbrug er et indirekte udtryk for, hvordan dyrene behandles, og at det i de kommende veterinærforligsforhandlinger er tvingende nødvendigt at adressere dette.

Dilemmaet er, at dyr, der bliver syge, naturligvis skal i behandling. Men antibiotika er blevet et redskab, der bruges til en produktion, der strider mod dyrenes grundlæggende behov. Antibiotika er blevet en integreret del af selve produktionsmetoden, meget lig halekupering, hvor grisene systematisk får klippet halen kort efter, de er født, så de senere kan holdes på ekstremt lidt plads og med alt for lidt rodemateriale.

Begge er redskaber til at håndtere de logiske konsekvenser i form af sygdom og halebid af en produktion, der halser efter at lave mest mulig svinekød til billigst mulig penge. Det er en tankegang, der skal gøres op med.

Mindre MRSA i økologisk produktion
MRSA-ekspertgruppen har i sin nye rapport peget på, at forekomsten af MRSA er langt lavere i økologien end i den industrielle produktion. Der er her senere fravænning, lavere antibiotikaforbrug, adgang til udearealer og frisk luft og mere plads til dyrene. Det er godt at blive klog af.

Aarhus Universitet har med "Vidensyntese om muligheder for forebyggelse af fravænningsdiarré hos grise" fra april givet tre bud på, hvordan antibiotikaforbruget til smågrise kan nedsættes: bedre hygiejne, mindre protein i foderet, og senere fravænning.

Københavns Universitet, der skulle regne på økonomien, har ikke vurderet de samfundsmæssige perspektiver, men alene regnet på produktionsøkonomiske konsekvenser for svineproducenterne – og her koster en uge ekstra hos soen mere end hygiejne og protein i foderet.

Men der er som bekendt mere på spil end svineproducenternes økonomi, og i den lange ende kan det meget vel være grebet om nældens rod, der betaler sig bedst.  

Skal tage hånd om problemet
Når Københavns Universitet ikke har kunnet eller skulle vurdere tiltagene på den store klinge, må det være et politisk ansvar at tage denne pejling. Det er både samfundsøkonomisk, sundhedsmæssigt og etisk set vigtigt, at antibiotika anvendes restriktivt og ansvarligt, og derfor appellerer vi til, at der skeles til andet og mere end den snævre produktionsøkonomi.

Det er på høje tid at sætte ind over for selve sygdommen i stedet for den helt utilstrækkelige symptombehandling af den industrielle svineproduktion. En produktion, hvor dyrene ved hjælp af halekupering og antibiotika tilpasses systemer og pasningsmetoder, der strider imod deres natur, i stedet for at indrette produktionen med langt større forståelse og hensyntagen til dyrene.

Dét bør være omdrejningspunktet for efterårets forhandlinger om nyt veterinærforlig.