DI Fødevarer: Klimamærkning risikerer at vildlede mere end at vejlede

Af Leif Nielsen
Branchedirektør i DI Fødevarer

Regeringen vil som et led i sit nye klimaudspil introducere klimamærkning på fødevarer. Formålet er at gøre danskerne bevidste om de enkelte fødevarers CO2-belastning.

Den gode intention bag en klimamærkning af fødevarer er ikke til at tage fejl af. Klimadagsordenen fylder af gode grunde meget – både herhjemme, i EU og globalt – og der er behov for at finde holdbare løsninger på de store klimaudfordringer, og her spiller fødevarer naturligvis også en rolle.

På papiret er klimamærket en udmærket idé. Mærkning af fødevarer kan være en overskuelig og effektiv ”vejviser” til forbrugeren, der kan vejlede i retning af sundere valg med eksempelvis mere fuldkorn og mindre salt. Det afgørende ved en effektiv mærkningsordning er, at den er ærlig - at mærkerne er til at stole på. Og så skal de selvfølgelig være til at forstå for forbrugerne. Her kan jeg godt frygte, at vi rammer ind i en række udfordringer, hvis et nøjagtigt og gennemsigtigt klimamærke skal realiseres.

Kompliceret klimamærkning
At udregne klimabelastningen for den enkelte vare vil, som det er i dag, være kompliceret og meget omfattende. Der er mange forskellige faktorer, der skal regnes med i et klimamærke, hvis det skal være præcist og detaljeret.

Lad mig komme med et par eksempler.

Vi bør prioritere ressourcerne på eksempelvis produktudvikling, forskning og innovation for derigennem at få skabt nogle bæredygtige og effektive løsninger, der kan gøre fødevareproduktionen mere klimavenlig.

Leif Nielsen
Branchedirektør i DI Fødevarer

Fra et tomatfrø sås, til tomaten høstes af forbrugerne i grøntafdelingen, har den været igennem en lang række af processer, der alle spiller ind på dens klimabelastning - naturligvis i forskelligt omfang.

Når en tomat produceres, vil den aktuelle sæson og de aktuelle vejrforhold have betydning for dens klimabelastning. Det har altså betydning, om det er en varm og solrig eller en kold og våd sommer.

Når tomaten skal fragtes fra producenten til detailhandlen, har det ligeledes betydning, hvilken transportform der vælges. Fragtes tomaten via fly, båd eller bil, og hvor langt skal den fragtes? Hvis tomaterne fragtes med lastbil, kører lastbilen så på diesel, benzin eller strøm? Alle disse elementer er blot nogle af dem, der skal tages med i beregningen, hvis vi skal vide, hvor stort et klimaaftryk den specifikke vare har haft.

Dertil kommer de varer, der sammensat er forskellige produkter med forskellige leverandører. Skifter leverandøren, skifter klimabelastningen også. Og det skal samtidig sikres, at også leverandørernes klimabelastning medregnes, hvilket også vil kræve en vis kontrol.

Bliver det for kompliceret at udregne, kan jeg godt frygte, at den gode intention med et klimamærke får svært ved at få gang på jord. Bliver det derimod for forsimplet, så kan hele idéen med at give forbrugerne et oplyst grundlag at træffe deres valg ud fra let gå tabt.

Prioritering af ressourcerne
Vi kan risikere at ende med, at et klimamærke bliver en ufuldkommen størrelse, der vildleder mere, end det vejleder. Og det tænker jeg ikke er nogens hensigt.

I stedet mener vi i DI Fødevarer, at vi bør prioritere ressourcerne på eksempelvis produktudvikling, forskning og innovation for derigennem at få skabt nogle bæredygtige og effektive løsninger, der kan gøre fødevareproduktionen mere klimavenlig, og som kan få klodens ressourcer til at række endnu længere. På den måde kan vi også imødekomme en stadig større efterspørgsel efter fødevarer fra en stadigt voksende befolkning.

Det er også væsentligt at se på produktivitet. At danske varer er mere klimavenlige, handler i høj grad om, at vi er effektive. Køerne giver dobbelt så meget mælk per ko, vi kører med fulde lastbiler, vi kører den lige vej, og vi leverer stort set kun det, der forbruges. Her er den største gevinst at hente på klimaet og de lavest hængende frugter.