K-kandidat: EU gøres til syndebuk for dansk pineri af landbruget

Af Pernille Weiss (K)
Kandidat til Europa-Parlamentet

Det er forståeligt nok, at landbruget føler sig noget alene i disse år. Der er ikke rigtig nogen politikere, som for alvor vil bruge tid på at beskæftige sig med et erhverv, der målt som vælgergruppe stritter i så mange retninger, at enhver med lidt sans for politiske megatrends foretrækker de mere sikre veje gennem populismens jungle med sætninger, der er nemmere at huske og rammer flere vælgere.

Landbruget er desværre på antal af entreprenører blevet mindre i forhold til størrelsen af omsætning og eksport. Klimarelaterede emner og alt med sundhed samt kioskbaskere inden for udlændingesager fylder derfor mere i medierne end mælkekvoter og gødskningsregler. Med sådan en politiske kultur ser det sort ud for landbrugets muligheder for at vinde gehør for sine leve- og bæredygtighedsvilkår.

Og så kom tørken. Og gør det hele meget værre. Men måske bliver længslen efter vand også frugtbart i den absurde forstand, at den skærer ud i pap, hvad der slet ikke hænger sammen for dansk landbrug. Især her i optakten til europaparlamentsvalget, som ellers er i risiko for at blive væltet over ende af mytomane påstande om udlændingespørgsmålet, der vil tage al opmærksomheden fra dem, der gerne vil høre om andre emner. Chancen er der derfor nu. I al sin tørre essens.

Bureaukrati-kludder
Aktuelt gælder, at tørken betyder, at landbrugets høst er katastrofalt dårlig. Efter mange dårlige år så det endelig ud til at være vendt til bedre tider.

Endnu mere aktuelt gælder, at såning af efterafgrøder nok ikke kan nås før deadline 20. august, fordi den – for at give mening – naturligvis skal have vand fra oven. Efterafgrøder, som er godt for kvælstofbalancen og i fin balance med naturens egne biologiske mekanismer.

Landbrugspolitikken er som så mange andre politiske områder i dag udsat for mytomaniske fakta-forskydninger og bureaukrati-kludder.

Pernille Weiss (K)

Naturen arbejder bare ikke med datoer. Den udspiller sig i årstider og med varierende overlap mellem dem. Derfor kan man ikke sætte landbrug på et rigidt skema. Og slet ikke efter et skema, som er lavet af jurister, der i Danmark tolker EU-reglerne forskelligt sammenlignet med kolleger i andre lande.

Det er faktisk ikke EU, men juristerne i den danske Landbrugsstyrelse, som har opfundet datoen 20. august, hvorefter landmænd kan blive straffet ved at blive trukket i den grønne EU-støtte. Ikke fordi det er en EU-regel, men fordi det er en særlig dansk fortolkning af EU-direktivet.

I andre lande er det i orden, at efterafgrøderne smides på den tørre jord og efterlades der til meningsløs – men dokumenterende - fotografering på den tørre jord - kun til bureaukraternes fornøjelse. Miljøet får intet ud af det.

Hvert år er fristen vedrørende efterafgrøder faktisk blevet suspenderet. Enten på grund af tørke eller for meget vand. Fristen er blevet udskudt, og sund fornuft har sat en stopper for det urimelige ressourceforbrug af argumenter, som landmænd og deres organisationer skal svede ud foran medierne i agurketiden. Det må altså slutte nu.

Dansk pineri af et af vores ældste erhverv er både uværdigt og urimeligt. Og EU skal ikke – fordi det er medie-smart – bruges som usand syndebuk. Landbrugspolitikken - og EU - er som så mange andre politiske områder i dag udsat for mytomaniske fakta-forskydninger og bureaukrati-kludder. Det er uklædeligt i et demokrati som det danske.

Fortolkningsroderi
Vi har brug for, at fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) får justeret og rettet effektivt i den danske bekendtgørelse om efterafgrøder. Dato-deadline-dramaet giver ingen mening, når det handler om vækstvilkår mellem jord og vandmængden, der skal få spiren af efterafgrøderne til at ske. Så længe det er så tørt, som det er nu, løber kvælstoffet alligevel ingen steder.

Dernæst skal ministeren foranledige, at vi får set nærmere på den dårlige vandløbsvedligeholdelse, som er en af de bagvedliggende årsager til problemerne med enten for våde eller for tørre marker, fordi det underjordiske dyre- og planteliv er udryddet. Et liv, der ellers fra naturens hånd, er med til at holde på vandet. Så at sige.

Som jeg forstår sagens kerne, så handler det om, at vi i Danmark har en forkert taktik i jagten på nitrat, hvor brak som den ene mulighed tager for lang tid, og efterafgrøder er for delikat en løsning i forhold til den vejrafhængige indflydelse på jordens fugtighed. Jeg forstår, at man i andre lande – som dansk landbrug konkurrerer med – har flere muligheder for at opfylde reglerne for kvælstofbegrænsning. Lad os derfor se nærmere på dem.

Og når vi er i gang med at rydde op i det danske fortolkningsroderi af EU’s landbrugsdirektiver, kan vi også åbne op for en debat om landbrugets udfordringer med generationsskifte og arveloven. Det giver i konservativ optik ingen mening at ødelægge muligheden og lysten til et af Danmarks ældste og mest stolte erhverv, der bærer århundreder af kulturarv med sig.

Lad os få faglighed, sund fornuft og mere fleksibilitet ind i landbrugspolitikken, så der kommer fokus på det, der virker, og lad os generelt tale faget op. I Danmark og via en større indsats for, at vi får ens fortolkning og administration hos alle landmænd i EU, så landbrugsbranchen kan stå stærkt og samlet på det rasende konkurrenceprægede globale marked, hvor forsyningssikkerheden og fødevaresundheden ikke skal overlades til markedet uden for EU.