Svineproducenter: Systematisk retorik skal sætte svineproducenter i dårligt lys

REPLIK: Dyrenes Beskyttelse opstiller fjendebilleder og ignorerer fakta, når de taler om danske svineproducenter. Virkeligheden passer ikke til beskyldningerne, skriver Henrik Mortensen, formand for Danske Svineproducenter.

Af Henrik Mortensen
Formand for Danske Svineproducenter

Det er tendentiøst, når Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse, og andre medarbejdere i organisationen igen og igen bruger udtrykket 'systematisk' om danske svineproducenters stalde og vores måde at passe vores dyr på.

Britta Riis’ debatindlæg på Altinget 7. september er et eksempel, men bestemt ikke det eneste. Brugen af ordet systematisk tegner et fjendebillede af personer, der handler uden refleksion. Jeg anerkender, at det er en intelligent måde at forsøge at sætte os i et dårligt lys på, men jeg anerkender ikke, at forholdene i dansk svineproduktion er som beskrevet.

Varme hænder
Jeg er landmand, og jeg har dyr i min varetægt, og derfor foretager jeg mig naturligvis ikke noget i forhold til mine dyr uden refleksion.

Jeg har ansvaret for, at mine grise har det godt og trives. For at gøre det bedst muligt er jeg og mine kolleger meget systematiske om hygiejneforholdene på vores gårde for at minimere risikoen for udbrud af sygdomme. Vi er også systematiske omkring fodringen af vores dyr for at sikre deres sundhed og trivsel.

Men det mest afgørende for succes er management, som udtrykker vores evner til at passe vores grise i det daglige – vi kan også kalde det varme hænder, som vi kender det fra børnehaven, ældreplejen eller sundhedsvæsnet.

Mit levebrød
Det er grove påstande, når Britta Riis for eksempel hævder, at grisene ”systematisk påføres stress og sygdom”. Jeg tror, de fleste kan sige sig selv, at det er en påstand, der ikke giver mening. Jeg er en landmand, der hver dag går og passer mine dyr, og jeg skal endda leve af det, og derfor har jeg naturligvis ingen som helst interesse i at påføre mine grise stress og sygdom – hverken systematisk eller ved uheld. Tværtimod gør jeg og mine kollegaer hver eneste dag alt, hvad der står i vores magt for at holde vores dyr sunde og raske og i live.

Ikke alle dage er lige gode, og jeg bliver naturligvis rigtig ærgerlig, hvis en gris bliver syg og jeg er nødt til at behandle den eller i værste fald aflive den. Og jeg gør mig stor umage for at holde liv i hver eneste gris, der kommer til verden. Det gør mine kollegaer også, og den positive konsekvens er, at dødeligheden generelt er faldende i dansk svineproduktion.

Brugen af antibiotika er faldet
Britta Riis vil gerne have, at vi anvender antibiotika restriktivt og ansvarligt. Det gør vi allerede, men det er Riis angiveligt ikke klar over, når hun hævder, at antibiotika er blevet en ”integreret del af selve produktionsmetoden”.

Ved at bruge ordet integreret om branchens brug af antibiotika, signalerer hun igen, at vi foretager os noget uden refleksion. Det er naturligvis ikke rigtigt. Jeg tror ikke, Riis er opmærksom på VetStats tal, som viser, at vores forbrug af antibiotika er faldet næsten hvert år i efterhånden flere år, og oven på alle de fald er det endda igen faldet 8,3 procent i første halvår af 2017.

Britta Riis betegner Danmark som Europas vuggestue for pattegrise og er i den forbindelse bekymret for forbruget af antibiotika, inden grisene sendes ud af landet. I stedet for denne bekymring burde Riis glæde sig over, at grisene har været så heldige at have gået i vuggestuen Danmark, hvor man har styr på hygiejne og pasning, hvormed de har fået mindre antibiotika, end hvis de for eksempel havde gået i vuggestue i Polen, Tyskland eller Italien.

En kynisk medlemskampagne?
Britta Riis fremhæver fortræffeligheder i økologisk svineproduktion, men uden at nævne, at zinkoxid bruges i rigt mål. I 2014 fik en økologisk smågris 28 gram dyrlægeordineret zinkoxid mod 17,8 gram zinkoxid hos de ikke-økologiske grise. Derfor står både økologiske og konventionelle grise over for en stor sundhedsmæssig udfordring i forbindelse med udfasningen af dyrlægeordineret zinkoxid.

Når man kikker på fakta, så står det således ikke så galt til med hverken vores evner som landmænd eller med de staldsystemer, som direktøren ynder at skælde ud på.

Tværtimod kunne Dyrenes Beskyttelses systematiske brug af ordet systematisk om dansk svineproduktion ligne en kold, cool og systematisk måde at hverve nye medlemmer på.

Forrige artikel DF: Fjern hellere fjollede afgifter DF: Fjern hellere fjollede afgifter Næste artikel Debat: Forbud mod ålefiskeri er et vigtigt skridt mod bæredygtig forvaltning Debat: Forbud mod ålefiskeri er et vigtigt skridt mod bæredygtig forvaltning
Frej: Lav mærkningsordning for offentlige måltiders CO2-udledning

Frej: Lav mærkningsordning for offentlige måltiders CO2-udledning

DEBAT: Regeringens forslag om to tvungne vegetardage i offentlige køkkener var en ærgerlig måde at indføre bæredygtighed på. Den ny minister bør i stedet stille krav om brug af statens dyrevelfærdsmærke samt indføre en mærkningsordning for kantinernes CO2-reduktion, skriver tænketanken Frej.