SUS: Mens kløften mellem borger og system vokser, bliver fondene mere relevante 

Tillidskrise mellem borger og system

Det handler om en kontrakt, der ikke holder længere. Den uudtalte overenskomst, der siger: Når du har brug for hjælp, er systemet der for dig.

Den kontrakt, som forældre til børn med svær mistrivsel holder op imod virkeligheden og bliver skuffede. Som pårørende til ældre og unge med psykiske vanskeligheder mærker på kroppen, ikke holder. De er ikke en marginal gruppe. De vokser og er synlige: I Facebook-grupper som 'En million stemmer' og 'Jobcentrets ofre' med titusinder af medlemmer og i dokumentarer som 'Skolens tabte børn', der netop har ført til dannelsen af Forældrekommissionen.

Tillidskrisen er ikke længere til diskussion. Den er dokumenteret, anerkendt og debatteret på tværs af politiske skel og sektorer

Jonas Keiding Lindholm
Direktør i SUS – Socialt Udviklingscenter

De er vrede over oplevelsen af at tælle for lidt i et system designet til at hjælpe.

Tillidskrisen er ikke længere til diskussion. Den er dokumenteret, anerkendt og debatteret på tværs af politiske skel og sektorer.

Årsagerne er mange: stigende borgerforventninger til en offentlig velfærd, der ikke har fulgt med den private velstandsudvikling, stigende individualisering, aftagende solidaritetsfølelse.

Der er mange bud. Men mens vi diskuterer dem, vokser kløften.

Opskriften på et velfærdssamfund, der kan knække 

På den anden side af den brudte kontrakt – i velfærdens frontlinje – mærkes krisen mindst lige så voldsomt. Lærerne, sagsbehandlerne og sosu-medarbejderne modtager borgernes vrede og mærker selv afmagten.

Fondene kan noget, som hverken kommuner, fagforbund eller borgergrupper magter alene: De kan samle dem. 

Jonas Keiding Lindholm
Direktør i SUS – Socialt Udviklingscenter

Velfærdsuddannelserne kæmper samtidig for at tiltrække ansøgere. Velfærden bløder arbejdskraft – ikke kun fordi den mangler hænder, men fordi den er holdt op med at love et meningsfuldt arbejdsliv. Også det er et udtryk for dalende tillid.

Midt i det billede tegner der sig en fælles kerne: tillid.

Borgere, der ikke længere stoler på systemet. Fagprofessionelle, der ikke længere kan stå inde for det. Det er alarmerende. Det er opskriften på et velfærdssamfund, der kan knække.

Fondene kan samle dem, der ikke længere kan finde hinanden

Her har fondene et unikt potentiale – og et ansvar. Mange fonde arbejder allerede med et systemforandrende sigte: De vil ikke lappe huller, de vil ændre de strukturer, der skaber dem. Det er netop den ambition, der er brug for her.

Og fondene kan noget, som hverken kommuner, fagforbund eller borgergrupper magter alene: De kan samle dem.

I en tid, hvor tilliden er krakeleret, har fondene den sjældne egenskab at have legitimitet fra mange sider på én gang.

De kan skabe alliancer, der på papiret synes usandsynlige: kommuner og borgergrupper om samme bord, fagforbund og forvaltningschefer i fælles rum, vidensaktører skulder ved skulder med kapitalfonde med sociale ambitioner.

Fondene råder desuden over noget, som hverken kommuner eller stat kan tillade sig: risikovillighed.

Jonas Keiding Lindholm
Direktør i SUS – Socialt Udviklingscenter

Ikke velgørere, men medspillere i en fælles investering i det samfund, vi alle er afhængige af.

Fondene råder desuden over noget, som hverken kommuner eller stat kan tillade sig: risikovillighed.

De kan finansiere det, der endnu ikke er bevist, afprøve metoder, der ikke garanterer succes, støtte forsøg, der må mislykkes, for at vi kan lære, hvad der virker. Den frihed er præcis, hvad en tillidskrise kræver. Der er ikke en færdig løsning på hylden.

Fondene har samtidig en stærk tradition, som det er værd at minde om: Ingen løsning uden de levede erfaringer. Borgernes erfaringer med systemet, de pårørendes usynlige arbejde og de fagprofessionelles hverdagsviden fra frontlinjen skal stå centralt.

Det er fundamentet – og præcis den indsigt, der er brug for i en krise, der er opstået, fordi for mange løsninger er blevet designet uden dem, de skulle hjælpe.

Tillid er let at miste – og lang tid om at genopbygge. Det er det stærkeste argument for at handle allerede nu.

Tillid lader sig ikke bevilge. Men den kan næres. Og den kan tales om. Lad samtalen begynde – nu, snarere end senere.