Fondene står midt i en identitetskrise og må tage ansvar for deres egen magt

Faktisk ligger det ønske på de første tre pladser, som formanden for Civilsamfundets Brancheorganisation, Laila Walther, understregede flere gange på ministerens stormødet.

Det forstår man godt. Hvem ønsker ikke forudsigelighed i sin økonomiske situation?

Men alligevel er det ikke tilfældet for størstedelen af civilsamfundets organisationer og frivillige foreninger – og hvorfor egentlig ikke?

I en kommentar i Altinget skrev Knud Aarup om politikernes tøven med at skabe en fast finansieringsmodel til civilsamfundet: "Det er deres 15 minutes of fame, og det giver en dejlig følelse af, at have betydning som politiker. Det sker ikke tit for en socialpolitiker, og den mulighed vil man ikke gerne give fra sig –følelsen af magt." 

Det er dog ikke min oplevelse.

Fondene bliver nødt til at tage ansvar.

Camilla Dolberg Schmidt
Digter og økonom

Som tilskuer til en debat i Folketingssalen om netop grundfinansiering, mærkede jeg tværtimod, fra langt de fleste socialordførere, en ægte respekt for civilsamfundets rolle og et stærkt ønske om at sikre dets fremtid.

Politikerne ved godt, at den indsats, som civilsamfundet yder, skaber en værdi, som staten ikke kan skabe, og at det frivillige element er helt afgørende. 

Det, som bremser processen, er, som jeg ser det, at de simpelthen ikke ved, hvordan de skal gøre. For hvordan lykkes man med at finansiere driften af alle de indsatser, som udvikles? Samt sikre og måle kvaliteten af dem?

Og hvordan skal politikerne nogensinde få pengene til at række, når de med et (nuværende) budget på 850 millioner kroner og omkring 10.000 organisationer og foreninger, ved en solidarisk finansieringsmodel, kun vil kunne sikre omkring 85.000 kroner årligt til hver modtager?

Det kan de ikke. Og hvad gør man så? 

For mig er det simpelt. Fondene bliver nødt til at tage ansvar.

Ansvar for alle de projekter, de selv er med til at sætte i gang. For alle de mennesker, som får hjælp og senere risikerer at miste den igen, hvis projekterne ikke forankres. Og ansvar for, at de organisationer, kommuner eller andre, som fondene forventer driver indsatserne videre, er i trivsel og har overskud til at integrere den forandring, som enhver succesfuld udvikling fører med sig. 

Fondene skal tage ansvar for den magt, de har. Ikke kun, fordi de har penge. Men fordi det er i fondenes bestyrelseslokaler, at de udviklingstiltag og projekter, som igangsættes, besluttes.

Det er fondenes egne prioriteringer, som de efterfølgende forventer, at det offentlige skal sikre økonomisk. Er det rimeligt? 

Jeg glædede mig den dag i DGI Byen. Til at starte snakken og forhåbentlig ryste lidt til det bestående. Jeg var ikke den eneste. Ud over de omkring 100 organisationer og foreninger havde et par kommuner og andre med interesse for emnet også fundet vej til ministerens stormøde.

Men ikke en eneste fond. Dét undrede mig.

For hvis fondene ikke er en del af civilsamfundet – hvem er de så? 

Jeg oplever, at fondene står midt i en identitetskrise.

Fra at være rene velgørere, har trenden bevæget sig over projektpartnerskaber og alliancer til senest at prøve kræfter med katalytisk filantropi og systemisk forandring. Det kan ikke andet end at forvirre billedet i forhold til alt fra kompetenceprofilen på en fondsmedarbejder til de fundatser, som ligger til grund for økonomiske prioriteringer. 

Skal fondene være en del af magten? Eller en del af løsningen? Eller kan de måske være begge dele?

Det mener jeg sagtens, at de kan – og skal. Men det kræver en anden form for ydmyghed, end man historisk set har haft. Det kræver, at man én gang for alle kommer ned fra den høje hest og fjerner sig fra en selvopfattelse som de store velgørere.

For er der i virkeligheden særlig meget velgørende i at lade en hel branche leve i uvished eller lade sårbare målgrupper systematisk i stikken? Nej. 

Jeg har selv været med til at gennemføre en sådan kulturforandring i en fondslignende forening og ved, at det kan være en tidskrævende proces. Men der er også ting, som fondene kan gøre lige nu og her.

En af dem er at melde sig ind i dialogen om grundfinansiering. Ikke kun som en del af magten, men i særdeleshed som en del af løsningen. Også for deres egen skyld.

Fondene er lige så afhængige af bevillingsmodtagerne, som omvendt.

Camilla Dolberg Schmidt
Digter og økonom

For fondene er lige så afhængige af bevillingsmodtagerne, som omvendt. Især hvis de skal lykkes med systemisk forandring, som kræver robuste organisationer og et velfungerende offentligt system. 

Som modtager af skattefritagelse bør de være særligt forpligtede til ikke kun at skabe udvikling, men også bæredygtighed for de organisationer og frivillige foreninger, som har en helt afgørende betydning i rigtig mange menneskers hverdag, for vores samfund og for vores forståelse af, hvad det vil sige at være dansk.

Noget, som alle lader til at være enige om. Fra den hjemløse til Kongen. Altså måske bortset fra fondene?