Bliv abonnent
Annonce
Kronik af 
Rie Odsbjerg Werner

Fondsdirektør: Det lærte jeg, da vi spurgte vores medlemmer, hvad fonden skal fokusere på de næste fem år

Vi lærer en masse hver gang, vi bevæger os fra medlemsafstemning til indsats, og jeg tror aldrig, at vi vil kunne sige: ”Så, nu ved vi, hvordan man bedst demokratiserer sit filantropiske arbejde”, skriver Rie Odsbjerg Werner. 
Vi lærer en masse hver gang, vi bevæger os fra medlemsafstemning til indsats, og jeg tror aldrig, at vi vil kunne sige: ”Så, nu ved vi, hvordan man bedst demokratiserer sit filantropiske arbejde”, skriver Rie Odsbjerg Werner. Foto: Arthur Cammelbeeck
12. november 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den tid, vi lever i, kalder på nye løsninger og samarbejder.

Almennyttige fonde og foreninger i Danmark spiller her en vigtig rolle og har stadig større indflydelse på samfundsudviklingen. Både gennem støtte til alt fra små lokale initiativer til store nationale satsninger, som former både den fysiske, sociale og vidensmæssige infrastruktur i landet, men også den mere indirekte magt, der ligger i at definere dagsordener og sætte aktører sammen.

Det er en indflydelse, der forpligter, og den diskuteres med rette i både debatspalter og faglige fora. Med en øget indflydelse følger krav til legitimitet og transparens, men i stigende grad også til demokratisk forankring.

Det er vores ambition at skabe et rum for, at alle de stemmer kan komme i spil

RIe Odsbjerg Werner
Adm. direktør, Trygfonden

I Tryghedsgruppen og Trygfonden er vi bevidste om dette ansvar – og vores medlemsdemokratiske fundament forpligter os i særlig grad til at leve op til det.

Vi har en grundlæggende tro på, at vi kun kan lykkes i samarbejde med de stemmer, der på forskellig vis medvirker til at skabe forandring:

Vores medlemmer og medlemsvalgte, der sætter retningen og bruger deres stemmer til at gøre en forskel for andre. De mange dygtige organisationer, der har stor indsigt og gør en forskel via konkrete indsatser. Eksperter med dyb viden. Og ikke mindst målgrupperne og deres vigtige perspektiv – i sidste ende er det dem, det hele handler om.

Det er vores ambition at skabe et rum for, at alle de stemmer kan komme i spil, og at bruge vores ressourcer til at understøtte, at de kan blive til handling og forandring. Dét kalder vi ’Demokratisk filantropi – stemmer forandrer’.

Spørger fondens 1,5 millioner medlemmer 

TrygFonden har altid stræbt efter at være tæt på de steder, hvor folk lever og bor, og vi er med vores indsatser og regionale struktur til stede i hele landet.

Det nye er, at vi spørger vores 1,5 millioner medlemmer, hvilke temaer inden for vores strategi, de mener, er vigtigst i netop deres region. Hver region vælger på skift et tema, der arbejdes med i fem år. Når et tema er valgt, udvikler vi løsninger i tæt dialog med målgruppen og fagfolk – og altid i samarbejde med relevante organisationer på området.

I august afholdt vi medlemsafstemning blandt vores 536.000 medlemmer i Region Hovedstaden. De har valgt, at vi de næste fem år skal arbejde med at skabe en sundere hverdag med mindre stress. Hele 44 procent af stemmerne blev givet til dette tema, og vi er nu i gang med at lægge en plan for, hvordan vi bedst kan lykkes med det.

Vi lærer en masse hver gang, vi bevæger os fra medlemsafstemning til indsats, og jeg tror aldrig, at vi vil kunne sige: ”Så, nu ved vi, hvordan man bedst demokratiserer sit filantropiske arbejde”.

Og det er netop pointen – vi skal blive ved med at lytte, lære og udvikle os.

Unge skal have reel indflydelse

Mens jeg glæder mig til arbejdet i Region Hovedstaden, som netop skal til at begynde, glæder jeg tilsvarende over alt det arbejde, der allerede er i gang rundt om i landet, og ikke mindst alle dem, der gerne vil være med.

I Region Syddanmark har vi de seneste år arbejdet med temaet ”børn og unges trivsel”. Det var den første region, hvor medlemmerne og Tryghedsgruppens regionale råd valgte tema gennem en afstemning og besluttede, at unges stemmer skulle stå helt centralt.

Indsatsen blev døbt ”Unge stemmer forandrer” og har fra begyndelsen haft en klar ambition: at forene den bedste viden om unges trivsel med unges egne erfaringer og perspektiver.

Læs også

Det har vi gjort i partnerskab med Center for Digital Psykiatri og Statens Institut for Folkesundhed, som gennem forskning og analyser – herunder af en ungebrevkasse – har givet en sjælden indsigt i, hvordan unge selv sætter ord på deres hverdag og udfordringer.

Samtidig har en helt central ambition været at give de unge reel indflydelse. Derfor har vi afprøvet forskellige nye måder at involvere og engagere.

Et ungepanel har for eksempel vurderet ansøgninger til en særpulje, og senest har vi i Syddanmark testet en ungepulje, ”Godt-i-gang-kassen”, hvor unge mellem 15 og 25 år kunne søge op til 15.000 kroner til idéer, der skaber fællesskab og kommer flere til gode.

Puljen er designet af unge selv sammen med Ungdomsbureauet. Det er unge, der har vurderet idéerne og besluttet, hvem der skulle have støtte. Og vi har testet mere tilgængelige måder at søge på, blandt andet via korte videoansøgninger, så det ikke kun er dem, der kan skrive en formel ansøgning, som får en chance.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at møde nogle af dem, der har været med, og noget af det, der gør størst indtryk, er deres oplevelse af at blive taget alvorligt af andre unge.

Vi er blevet klogere af at invitere unge ind som medskabere. Og vi er blevet klogere af at se, hvordan fællesskaber kan vokse ud af små idéer.  

RIe Odsbjerg Werner
Adm. direktør, Trygfonden

Et eksempel fra en af ungeindsatserne er tre drenge fra Vollsmose i Odense, der fik støtte til at etablere en frisørsalon og -fællesskab i deres ungdomsklub.

De sagde: ”Vi var så heldige, at de kunne se ideen med det, vi ville. Det er totalt cool, at det faktisk er andre unge, der har troet på os og synes, at projektet fortjener at få støtte. Det gør os bare endnu mere motiverede for at få det op at stå.”

Den slags fortællinger minder om, at forandringer ikke nødvendigvis starter med store beløb eller forkromede planer – men med tillid, nysgerrighed og muligheden for at prøve sig frem.

Demokratisk filantropi

Noget af det, jeg tager med mig fra Syddanmark og de øvrige regioner, er erkendelsen af, at vi lærer mest, når vi giver plads til andres perspektiver.

Vi er blevet klogere af at invitere unge ind som medskabere. Og vi er blevet klogere af at se, hvordan fællesskaber kan vokse ud af små idéer.

Nye måder at få flere stemmer frem giver ikke kun andre resultater, det ændrer også vores forståelse af, hvordan filantropi kan se ud.

Jeg ser et kæmpe potentiale i demokratisk filantropi, og vi er kun lige gået i gang. Vi kommer helt sikkert til at begå fejl undervejs, men hvis vi aldrig rammer skævt, har vi nok heller ikke været modige nok.

Demokratisk filantropi kræver både tålmodighed og grundighed, men også modet til at handle hurtigt og gå nye veje. Først og fremmest handler det om evnen til at samarbejde og lytte.

Jeg håber, at andre – ligesom jeg – også synes, at arbejdet er interessant. Det er et arbejde under udvikling, og derfor vil vi også gerne invitere til fælles dialog – om både hvilke behov, der er vigtigst at have fokus på og på, hvordan vi bedst kan skabe forandring sammen.

Giv plads til nye stemmer

I Danmark er et af vores stærkeste kort den grundlæggende tryghed og tillid, vi har. Til hinanden. Til offentlige og private organisationer. Til viden, fakta og forskning. Og til alle dem, der tager ansvar i foreninger, bestyrelser og folkevalgte forsamlinger.

Trygheden og tilliden skal vi passe på – den ruster os til sammen at løse de udfordringer, vores samfund står overfor.

Fælles for mange af de udfordringer er, at de ikke så nemt lader sig definere, at de udfordrer vores måder at arbejde på, og at ingen kan løse dem alene – slet ikke uden reel inddragelse af dem, det handler om.

Jeg oplever igen og igen, at man vokser, når man får en stemme, man ikke tidligere har haft.

Det at give plads til nye stemmer giver nye indsigter i både problemer og løsninger. Og det at lytte til andres erfaringer styrker tilliden og kan rykke ved forestillinger, der ellers virker fastlåste.

Med andre ord – magt forpligter, stemmer forandrer.

Læs også
Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026