Forsker advarer: Hvis fonde stirrer sig blinde på systemisk forandring, kan civilsamfundet ende som redskab

Hvis missioner skal styrke demokratiet, må de udvikles med civilsamfundet – ikke for det.

Det kræver, at civilsamfundets stemme og viden bliver taget alvorligt som en central del af det fælles. Ikke som et “blødt” supplement til erhvervslivets effektivitet eller statens systematik, men som en selvstændig kraft, der kan holde fællesskaber åbne, nysgerrige og kritiske.

Reelt samarbejde – det man i forskningen kalder commoning – er ikke et konsensusprojekt. Det er en vedvarende forhandling om, hvad det fælles gode skal være, og hvordan vi handler på det.

Det kræver, at vi tør håndtere konflikter, uenighed og ubehag i stedet for at glatte dem ud. Når fondene træder mere aktivt ind i rollen som samfundsaktører, får de derfor også et nyt ansvar: Ikke kun for hvad de støtter, men for hvordan de gør det.

Det handler om gennemsigtighed, om at invitere bredt ind i problemformuleringen og om at skabe plads til, at også uenighed og alternative perspektiver kan blive en del af alliancen.

Væk fra det evige projektkapløb

Her kan revisionen af fondsloven spille en vigtig rolle. En større frihed under ansvar kan give fondene mulighed for at tage mere komplekse samfundsopgaver på sig, men den skal følges af stærkere fordringer til faglige og relationelle kompetencer.

For det kræver både analytisk skarphed og demokratisk dømmekraft at lede og skabe tværsektorielle fællesskaber, hvor magt og interesser hele tiden er i spil. Samtidig bør vi styrke de økonomiske rammer for samarbejde.

Det kræver både analytisk skarphed og demokratisk dømmekraft at lede og skabe tværsektorielle fællesskaber, hvor magt og interesser hele tiden er i spil.

Liv Egholm
Lektor, CBS

Den nye driftsstøtte til civilsamfundsorganisationer er et vigtigt skridt. Vi kan også overveje, om vi skal sikre, at de nye missionsdrevne alliancer kan få stabil støtte, uden at det sker på bekostning af civilsamfundets midler.

Hvis vi lykkes med at skabe mere åbne, demokratiske missioner, hvor både fonde, stat, erhverv og civilsamfund kan mødes som reelle partnere, skal vi bevæge os væk fra det evige projektkapløb og i retning af et samfund, der bygger på samarbejde og langsigtet ansvarlighed.

Det handler ikke om, at fondene skal redde verden. Men om at de, sammen med andre, kan være med til at skabe rammerne for, at vi som samfund kan gøre det bedre – sammen.

For når vi samler kræfterne om det fælles gode, åbner vi også for nye måder at være samfund på. Skiftet fra projektstøtte til fælles missioner er ikke et teknisk skifte. Det er et demokratisk valg.

Et valg om at gøre det fælles gode til noget, vi skaber i fællesskab. Det kræver mod, læring og nye former for færdigheder.

Og hvis vi bliver gode til det, kan det bringe os tættere på et samfund, hvor vi ikke bare løser problemer, men sammen skaber fremtidens fælles gode.