Forsker: Når fonde får større frihed til at forme samfundet, må loven sikre, de holdes til ansvar

Fondsudvalgets betænkning rummer flere gode takter. Øget transparens, styrket tilsyn og mere tidssvarende governance-regler er nødvendige i et landskab, hvor fondenes betydning for samfundet er vokset markant.

Et centralt register og klarere ansvarslinjer kan bidrage til offentlig tillid. Men betænkningen rummer også forslag, der kalder på kritisk refleksion.

Et centralt punkt er anbefalingen om at give fondenes bestyrelser større råderum til at fortolke og i praksis fravige de formål, der er fastlagt i fundatsen.

Argumentet er fleksibilitet. At fondene bedre kan tilpasse sig nye samfundsudfordringer. Det kan være rigtigt og kan skabe større mulighed for faktisk at etablere alliancer.

Men det flytter også magt. Når formålet bliver mere elastisk, bliver spørgsmålet ikke kun, hvad fondene kan gøre, men hvem der legitimt kan beslutte, hvilken fremtid fonden arbejder hen imod.

I en tid, hvor fonde i stigende grad engagerer sig i alliancer, er det ikke et marginalt spørgsmål. Alliancer er netop steder, hvor fremtiden konkret formes, gennem valg af missioner, problemdefinitioner og samarbejdsformer.

Hvis disse processer får større autonomi og løsere binding til oprindelige formål, øges behovet for legitimitet, transparens og offentlighed tilsvarende.

Øget kontrol, men bag lukkede døre

Et andet kontroversielt punkt er forslaget om at ophæve eller lempe pligten til at uddele midler til almennyttige formål.

Det er en markant ændring. Uddelingspligten har historisk været en central begrundelse for fondenes skattemæssige særstilling.

Hvis denne pligt svækkes, ændres balancen mellem frihed og ansvar. Når fonde engagerer sig i mere organiserede samarbejder og alliancer, er uddelinger ikke længere kun økonomiske transaktioner. De er med til at etablere infrastrukturer, samarbejder og langsigtede dagsordener.

Fondsloven er derfor ikke blot en ramme for fondenes interne liv. Den er en samfundskontrakt

Liv Egholm
Lektor, CBS

Netop derfor bliver spørgsmålet om, hvad fondene skylder samfundet, endnu mere presserende. Frihed til at organisere fremtiden må følges af en klar forpligtelse til at bidrage til det fælles gode, også i konkret og efterprøvelig forstand.

Her spiller transparens en afgørende rolle. Betænkningen lægger op til øget indsigt, men uden fuld offentlighed om, hvem der modtager fondenes midler.

Det kan skabe en situation, hvor kontrollen styrkes bag lukkede døre, mens den offentlige debat svækkes.

I et demokrati er legitimitet ikke kun et spørgsmål om korrekt tilsyn, men om synlighed og mulighed for kritisk stillingtagen.

Fondsloven er en samfundskontrakt

Spørgsmålet er derfor ikke, om fonde skal have større råderum. Spørgsmålet er, hvordan dette råderum balanceres, så nye samarbejdsformer og alliancer hverken bliver lukkede styringsrum eller løse fremtidsfortællinger uden retning.

Det er her, at demokratisk resiliens bliver central.

Et modstandsdygtigt demokrati er ikke kendetegnet ved fravær af uenighed, men ved evnen til at håndtere kompleksitet, magtforskelle og usikkerhed uden at miste retning.

Nye former for samarbejde og allianceskabelse kan styrke denne resiliens, men kun hvis de organiseres med blik for både åbenhed og ansvar.

Fondsloven er derfor ikke blot en ramme for fondenes interne liv. Den er en samfundskontrakt.

Den fastlægger, på hvilke betingelser fonde kan være med til at forme fremtiden, og hvordan denne magt holdes ansvarlig.

Hvis fondsloven skal være tidssvarende, bør den ikke alene gøre fonde mere fleksible. Den bør også sikre, at de fremtider, der organiseres gennem nye former for samarbejde, forbliver åbne for demokratisk debat, legitimering og kritik.

For fremtiden er ikke bare noget, vi planlægger. Den er noget, vi forhandler.

Og det forpligter dem, der får lov til at organisere den.