Forsker: Gaver er aldrig gratis. Med fondenes voksende magt følger demokratisk ansvar

Det er netop i sådanne situationer, vi har mest brug for demokratisk modstandskraft. Og her spiller filantropien en rolle, vi ikke kan overse.

Hun pegede på vigtigheden af at støtte civilsamfundet – en af de mest sårbare, men også mest vitale søjler i demokratiet. Ikke kun gennem finansiering, men også ved at stille juridiske og ledelsesmæssige ressourcer til rådighed, sikre videnskabelig viden og ved at skabe rum, der fremmer inkluderende civilsamfundsdeltagelse, som modvirker polarisering.

Hendes budskab var klart: Filantropien kan – og bør samarbejde med civilsamfundet og derved fungere som en styrkelse af civilsamfundet.

Gaver er aldrig neutrale

Men netop fordi fonde spiller denne rolle, må vi også forstå, at de ikke blot er neutrale givere.

Hver gang en fond uddeler midler, træffes der valg. Disse valg er aldrig bare tekniske. De er med til at forme, hvad vi forstår som det fælles gode – og hvem der tæller med i fællesskabet.

Gaver er aldrig gratis. De skaber relationer, forventninger og forpligtelser. Filantropiens gaver definerer, hvem der anses som værdige til støtte, og hvilke problemer der fortjener at blive gjort til fælles anliggender. På den måde bliver fondene medforfattere til, hvad vi anser for det fælles gode.

De kan ikke længere gemme sig bag en fortælling om neutral generøsitet. Med synlighed følger krav om åbenhed og demokratisk legitimitet.

Liv Egholm
Lektor, CBS

Dette er ikke i sig selv illegitimt – det er en del af det historiske mønster, hvor fonde og staten altid har påvirket hinanden.

Men det betyder, at vi må se fondenes magt i øjnene og diskutere, hvordan den udøves.

Kan ikke gemme sig bag neutral generøsitet

Fonde befinder sig i en særlig position: De er hverken stat, marked eller civilsamfund – men lidt af det hele på én gang.

Denne mellemposition giver dem mulighed for at oversætte værdier og skabe forbindelser på tværs. Når fonde bringer ressourcer og nye ideer i spil, kan de fungere som brobyggere og katalysatorer.

Men det er også her, problemerne opstår.

For når fonde finansierer alt fra bekæmpelse af klimakriser, til sundhed og kultur, opstår spørgsmålet: Er det filantropi, offentlig service eller branding?

Og hvem bestemmer, hvilke problemer der er vigtigst?

Den dobbelte – eller tredobbelte – identitet giver fondene fleksibilitet, men stiller også store krav til deres gennemsigtighed og ansvar.

Tidligere holdt fonde en relativ lav profil. De fungerede ofte som et stille korrektiv – støttede grupper eller områder, staten overså, og lod murstenene tale frem for kommunikationen.

I dag er billedet et andet. Fonde er synlige aktører. Deres beslutninger skaber overskrifter, deres bevillinger debatteres i Folketinget, og deres legitimitet drøftes offentligt.

Synligheden har fordele: Fondene kan tydeligere bidrage til at løse store samfundsproblemer.

Men den betyder også, at de ikke længere kan gemme sig bag en fortælling om neutral generøsitet. Med synlighed følger krav om åbenhed og demokratisk legitimitet.

Mekanismer af inklusion – og eksklusion

Når fonde sætter deres fingeraftryk på samfundet, sker det ofte gennem oversættelser: Markedsbegreber som “innovation” eller “effektivitet” bringes ind i civilsamfundet. Det kan åbne nye muligheder, men også skævvride billedet.

For når kun det “innovative” tæller, risikerer langsigtede sociale indsatser uden nyhedsværdi at falde udenfor. Eller initiativer, der skal styrke sammenhængskraften i samfundet – for hvordan måler vi den?

Det samme gælder for bæredygtighed, et af tidens mest populære begreber.

Når det bliver et uomgængeligt kriterium, kan andre vigtige indsatser miste legitimitet. Oversættelser er altså ikke neutrale; de inkluderer nogle problemer og grupper – og udelukker andre.

Fondene må se sig selv som strategiske aktører i demokratiet

Liv Egholm
Lektor, CBS

Det er præcis her, demokratiets udfordring ligger: At definitionen af det fælles gode ikke snævres ind til, hvad der passer ind i bestemte strategier eller bestyrelseslokaler.

Gaver forpligter

Der er endnu et perspektiv, vi må huske. Fonde ser ofte sig selv som givere. Men de er i lige så høj grad modtagere.

De modtager skatteprivilegier. De modtager legitimitet fra samfundet. Og de eksisterer, fordi vores demokratiske velfærdsmodel har skabt de rammer, hvorfra deres midler overhovedet udspringer.

Hvis man anerkender dette, så følger der også en forpligtelse: at give tilbage.

Ikke kun i form af penge, men også i form af åbenhed, inklusion og ansvarlighed.

Fondene har ikke alene midler til at præge vores fælles fremtid. De har også et demokratisk ansvar for, hvordan de gør det.

Filantropien kan være en central drivkraft i løsningen af vores største udfordringer – fra klimakrise til social sammenhængskraft. Den kan samle kræfter, skabe alliancer og sætte nye dagsordener.

Men den kan også risikere at underminere demokratiet, hvis beslutninger om det fælles gode træffes i lukkede bestyrelsesrum uden offentlig debat of inddragelse af civilsamfundets stemmer.

Derfor er det ikke nok at tænke i projekter og bevillinger.

Fondene må se sig selv som strategiske aktører i demokratiet. Deres rolle er ikke kun at udfylde huller, men at tage medansvar for at styrke samfundets modstandskraft, skabe plads til flere stemmer og drive demokratisk innovation.