Rådgiver: Fonde skal huske at lægge øret til jorden

Jesper Olsen, der er formand for Transparency International i Danmark, er kendt for sin kritik af, fondes lukkethed og peger på, at den udgør et demokratisk problem. Alligevel kalder han danske fondes støtte til civilsamfundet for en ”demokratisk risikospredning”.

Den spredning er der brug for. Også på andre områder end i civilsamfundet.

Vi lever i en kaotisk tid, præget af kriser og konflikter. Som borgere, myndigheder, organisationer og virksomheder er vi dagligt udsat for forsøg på påvirkning i form af ”kriminel opfindsomhed og geopolitisk magtspil”, som Computerworld kalder det.

Cyberangreb er magtanvendelse designet til at svække tilliden til demokratier og skabe splittelse, afmagt og mistillid i det store som i det små. Effekten er ikke isoleret til den digitale verden, men har potentiale til negativt at påvirke vores trivsel og handlekraft.

I den situation er det vigtigt at ethvert projekt og enhver bevillingsgiver gør sig overvejelser om, man kan gøre en ekstra indsats for den demokratiske sammenhængskraft.

Det kan for eksempel være ved at prioritere brobygning mellem uenigheder, inkludere dem man ikke er enige med eller sikre faktabaseret videndeling, transparent kommunikation og sammenhæng mellem motiv og handling.

Her kommer ressourcer som tid, tålmodighed, lydhørhed og robusthed, naturligt ind som en ekstra dimension, der kan fordyre et projekt, men også skabe værdi.

Nok er Danmark blandt de rigeste lande i verden, men også her vokser uligheden målt i indkomst, formue, sundhed og levevilkår med den konsekvens, at en voksende gruppe oplever sig uden for fællesskabet, stigmatiseret og overset.

Komplekse problemstillinger involverer altid almindelige mennesker – men ofte sker det for sent og for lidt.

På tværs af samfundet er der brug for at afprøve nye metoder og tilføre ekstra kapacitet, hvis flere skal have en stemme i de komplekse problemløsninger.

Det kan være stemmer i lokalsamfundet eller i små organisationer, hvor gennemslagskraften er mindre, og hvor man nemt kommer til kort i langstrakte beslutningsprocesser, som er bygget til mere ressourcestærke aktører.

Effekten af fondenes bidrag til den ’demokratiske risikospredning’ afhænger i høj grad af, hvor robust vores demokratiske offentlighed i øvrigt er

Birgitte Boesen
Analytiker, büroCPH

Op mod hver tredje dansker føler i dag mistillid og afmagt i mødet med demokratiet, viser en analyse fra initiativet ’Vores stemmer’, der drives af Tænketanken Mandag Morgen. I øvrigt med økonomisk støtte fra A.P. Møller Fonden og Knud Højgaards Fond.

Undersøgelsen peger på, at det især er de svageste borgere, der oplever, at demokratiet har vendt dem ryggen, at de står uden for indflydelse, at politikerne er drevet af karriere fremfor idealer, at medierne er skæve.

Lyt, lyt, lyt

Unge er ikke nødvendigvis svage, men deres engagement i det repræsentative demokrati kan ikke tages for givet.

Det fik Tuborgfondet til at støtte et partnerskab med fem kommuner for at give 60 unge med forskellige udgangspunkter og livserfaringer mulighed for at udvikle nye former for deltagelse og indflydelse i skoler, kommunalpolitik og foreninger.

Et andet eksempel er Nordea-fonden, der støtter Dansk Ungdoms Fællesråds kampagne for at få flere unge til at deltage aktivt i kommune- og regionsrådsvalget og et tredje er TrygFondens treårige bevilling til Ungdommens Folkemøde, der vil øge unges demokratiske selvtillid.

Vores samfund er robust og tilliden til demokratiet fortsat højt. Men vores demokratiske bæredygtighed er ikke usårlig.

Det gælder også i den grønne trepart, hvor forskellige fagligheder og holdninger skal finde hinanden i en kompliceret opgave med at omlægge arealer for at nå de danske klimamål og skabe større biodiversitet. En del af opgaven er lagt ud i lokale treparter, hvor lokal ekspertise er et vigtigt omdrejningspunkt, men hvor indflydelsen ikke nødvendigvis er ligeligt fordelt.

Velux Fonden er en af de fonde, der har taget udfordringen op. Blandt deres projekter er partnerskabet ’Grøn Kapacitetsopbygning’ med Aalborg Universitet og fire store miljø- og naturorganisationer.

Opgaven er at styrke parternes kompetencer i trepartssamarbejdet. Fonden motiverer sit engagement med, at skal treparten nå i mål med at omlægge 10 procent af landets areal til natur og skov inden 2045, er der en masse bittesmå tandhjul, der skal gå i hak.

Tandhjul er der brug for andre steder end på den grønne omstilling. Effekten af fondenes bidrag til den ’demokratiske risikospredning’ afhænger i høj grad af, hvor robust vores demokratiske offentlighed i øvrigt er. Hos såvel fonde som ansøgermiljøer ligger der en stor opgave i at sætte øret til jorden og lytte til hinanden og dem, det drejer sig om.