Klimajournalister: Fondes formkrav spænder ben for vigtige projekter. Det taber alle på

At finde fonde, der støtter formidling, er i udgangspunkt svært. 

De få, der findes, stiller ofte så mange formkrav og kriterier, at det er nær umuligt for kreative mennesker i små organisationer at ansøge, simpelthen fordi det er så omfattende.

Vi har de seneste uger talt med mange andre med samme oplevelse; filmskabere, komponister og forfattere, fordi Open-puljen inviterede til feedback til deres nye retningslinjer. Hvis feedbacken tages seriøst, er det et rigtig godt tiltag. Men den slags invitationer er enormt sjældne.

Alt for mange formkrav

Vi har lige fået afslag på en ansøgning til Plantefonden, som vi brugte uger på at lave.

Begrundelsen for afslaget var, at det ikke fremgik tydeligt, hvad den overordnede effekt ville være af en podcast om planternes periodiske system: Hvorfor vi spiser, de planter vi gør – og hvad de betyder for os. De savnede også et konkret bud på, hvor mange, der ville lytte til podcasten.

Er det de ansøgere, der er bedst til at opfylde formkrav og effektmålinger, der får de mest originale ideer?

Sofie Hviid og Søren Bjørn-Hansen
Partnere, Klimajournalisterne

Med fare for at bide den hånd, der fodrer os: Vores oplevelse er, at formkrav og effektmålinger overskyggede ansøgningens formål.

Vi måtte læse adskillige vejledninger og få rådgivning flere gange for at kunne udfylde regnearket, der på forhånd skulle fortælle præcis, hvordan projektet skulle fordeles på timer, effekt og personer.

Men hvad er effekten af journalistik?

Hvordan kan man måle antallet af lyttere på et projekt, der ikke findes endnu? Forventer fondene, at vi gætter? For uden en allerede eksisterende platform vil det aldrig blive andet end gisninger.

Vi kan vende den om og spørge:

Hvordan ved en fond, at stramme formkrav luger de rigtige ansøgere fra?

Og er det de ansøgere, der er bedst til at opfylde formkrav og effektmålinger, der får de mest originale ideer eller vigtige projekter?

Mod til at løfte blikket fra regnearket

Vi savner, at flere fonde tør tro på den gode ide – tør løfte blikket fra deres regneark og tro på, at her er nogle kompetente folk, der vil være med til at skabe nye fortællinger, der kan flytte mennesker.

Og så skrue lidt ned for antallet af krav om samarbejder, effektmålinger og dokumentation. Måske turde lade noget af ansøgningsprocessen være mundtlig, så man ikke får hundredvis af ansøgere til at bruge ugevis på ansøgninger, der aldrig får støtte.

Vi ved, at de fonde findes, for vi er så heldige at have fået støtte af dem. Og det er ikke vores indtryk, at deres midler skaber mindre forandring i samfundet end andres. Tværtimod.

Vi ved endnu ikke, om vi kan udbetale løn til os selv i 2026. Sådan er vores virkelighed. Vi kører på de midler, vi har fået til at lave et stort projekt om fremtiden. Men samtidig skal vi hele tiden holde fokus på nutiden, og hvordan vi sikrer nye midler.

Vi knokler for at sikre, at vi er her i det nye år. Men vi kan ikke gøre det uden støtte. Vi ville sådan ønske, at vi kunne fordybe os lidt mere i det, vi mener, vi er gode til. Og lidt mindre i rigide ansøgningskrav.

Som samfund står vi overfor en transformation af dimensioner, vi knapt kan fatte – og der er brug for, at vi tør gå nye veje, at vi tør have tillid til hinanden, at vi bruger vores tid på det, der giver mening.

Vi har brug for nye og originale fortællinger, der kan flytte mennesker. Og vi har ikke tid til at vente på en effektmåling, før vi går i gang.