Forfatter: Afhængigheden mellem stat og civilsamfund svækker begge parter

Ægteskab med staten 

EVA fik et halvt år til at lukke. Fire år efter, at medarbejderne blev tvunget til udflytning, og flere havde skabt nye liv i en ny by. I stedet for at invitere til nytænkning og videreførelse lød beskeden: Luk og sluk.

Samme logik gælder for de øvrige aktører. Nedlæggelse sker kortsigtet og fantasiløst. Som om det kun er staten, der må give liv til det fælles, og derfor også kun er staten, der må eje og drive.

Denne tilstand afslører en mentalitet. Både blandt politikere og embedsfolk hersker en grundfortælling om, at det fælles kun har værdi, hvis det er under statslig kontrol.

Når noget spirer i civilsamfundet, søger man hurtigt mod staten for at få legitimitet og finansiering.

Nick Allentoft
Forfatter til Velfærdsillusionen

Den idé har slået rødder. Ingen spørger, om de lukkede funktioner kunne videreføres i andet regi. Om noget kunne opstå i partnerskab med fonde, kommuner eller civilsamfund. Om nogen kunne overtage, videreudvikle eller forny.

Vi er havnet i en situation, hvor staten har monopol både på midler og på mening.

Det samme sker i omvendt form. Når noget spirer i civilsamfundet, søger man hurtigt mod staten for at få legitimitet og finansiering.

Se på Code of Care. Et forbilledligt initiativ med dybe rødder i det samfundsbårne, der dog måtte indgå ægteskab med staten for at sikre fremtidig drift.

Afhængigheden går begge veje. Og den svækker både stat og civilsamfund. Hvis samfundets ideer og engagement skal overleve, skal de kunne stå på egne ben. Eller i det mindste kunne støtte sig til mere end én aktør.

Mere end retorik

Der findes en samfundsmæssig infrastruktur, som ikke handler om veje og broer, men om forbindelser og netværk. Om dialogfora, samarbejdsmodeller, evalueringskultur og partnerskaber.

Den er uformel, men afgørende. Og det er den, der bliver skåret i nu.

Man kan ikke bygge et velfærdssamfund med politiske hensigtserklæringer alene. Det kræver, at man også bevarer og udvikler de forbindelseslinjer, som gør det muligt for civilsamfund, faglighed og lokal praksis at agere i fællesskab.

Hvis regeringen virkelig mener, at Danmark skal bevæge sig fra en velfærdsstat til et velfærdssamfund, kræver det mere end retorik.

Mindre stat og mere samfund kræver politisk mod til at slippe grebet. Det har regeringen stadig til gode at vise.

Nick Allentoft
Forfatter til Velfærdsillusionen

Det kræver viljen til at give slip på magt og kontrol og modet til at lade noget leve videre uden for statens egen rækkevidde.

Den nuværende afhængighed svækker innovation og dynamik i samfundet. Det er ikke bare kortsigtet, det er en farlig vej.

Mindre stat og mere samfund kræver politisk mod til at slippe grebet. Det har regeringen stadig til gode at vise, når den siger mindre stat og mere samfund.

Hvis ordene skal blive til andet end en formulering i et regeringsgrundlag, må der følge konkrete valg med. Der findes ingen enkel løsning, men nogle få greb kan ændre retningen og give samfundsbårne kræfter en reel chance for at stå på egne ben, når staten trækker sig.

Derfor afslutter jeg med fire forslag, der kan bringe os et skridt nærmere et velfærdssamfund i praksis, hvor staten ikke er eneste ophav til det fælles, men en medspiller, der giver næring til det, som spirer uden for systemet.

1. En fond for livsduelige organisationer. Når staten trækker sin støtte, bør der etableres en overgangsordning: 12 måneder til at udvikle en ny, bæredygtig model. Organisationen kan i perioden søge fonde, skabe partnerskaber eller gentænke ejerskab. Fonden skal ikke redde, men give tid og rum til forandring.

2. Et krone-for-krone princip. Statens støtte bør matche eksterne midler én til én. Det styrker ejerskab, mindsker afhængighed og sikrer, at offentlig finansiering bliver en katalysator

3. Frizoner for samfundsbårne aktører. Civilsamfundsinitiativer skal kunne søge frizone-status: Midlertidig fritagelse for regulering, fokus på virkning frem for proces og frihed til at afprøve nye samarbejdsformer. Inspirationen findes i frikommuneforsøgene.

4. Brud med "ingen penge – intet liv". Organisationer skal kunne skabe samfundsværdi uden statsstøtte. Det kræver, at politikerne tør slippe kontrollen og give rum til det, der lever uden for systemet. For eksempel med skattefordele, når pengene kommer fra private kilder.