Professorer og tænketank: Her er tre faldgruber for den grønne trepart

Kommunerne mangler hænder

Men der er en risiko for, at den grønne trepart kollapser under sin egen vægt. Her er de tre store faldgruber.

For det første er der en massiv kapacitetsudfordring. Kommunerne mangler ikke vilje. De mangler hænder og kompetencer: medarbejdere med teknisk viden om grøn omstilling og kompetence til at facilitere tværgående samarbejde mellem kommune landbrugsorganisationer, naturfredningsfolk og lokale lodsejere.

Medarbejdere med den profil hænger ikke på træerne, og lige nu er de efterspurgt af alle lokale treparter.

Hvis vi skal lykkes med at skaffe det nødvendige antal kvalificerede medarbejdere, må vi investere i kapacitetsopbygning – både i form af faglig opkvalificering og strategisk understøttelse af eksisterende medarbejdere og tiltrækning af nye medarbejdere fra eksempelvis konsulentbranchen.

Alternativet er, at samarbejdet går i hårdknude, og det lokale ejerskab drukner i frustration over manglende fremdrift.

For det andet er borgerne for langt væk fra bordet. Samskabelse er ikke kun et spørgsmål om at samle de organiserede parter.

Det handler også om at engagere de borgere, der bor, arbejder og lever med konsekvenserne af de planlagte arealomlægninger.

Hvis ikke borgerne føler sig inddraget, risikerer vi modstand, der kan forsinke – eller helt stoppe processen.

Vi har tidligere set, hvordan borgere har forsøgt at stoppe opstillingen af vindmøller, fordi de ikke var taget med på råd om placeringen. Vi ved fra både forskning og praksis, at stærke løsninger kræver lokal forankring.

Derfor er den grønne trepart ikke bare en teknisk øvelse. Den er en demokratisk mulighed.

Sigge Winther Nielsen, Jacob Torfing og Eva Sørensen

Derfor er det nødvendigt, at vi tænker borgerinddragelse systematisk ind i de lokale treparter fra start af. For eksempel ved at kommunerne opretter lokale udvalg, hvor politikere, interessenter og borgere kan mødes og udveksle ideer til løsninger.

Borgerne skal ikke bestemme om de lokale lodsejere skal afstå deres jord, men de skal inddrages i diskussioner om placering og anvendelse af nye sammenhængende naturområder.

Usikker finansiering

For det tredje kan økonomi og et kommunalvalg skubbe projektet i grøften. Landmændene skal kompenseres for den jord, de afgiver. Det er selvfølgelig en rimelig præmis.

Men det gør også projektet følsomt over for stigende jordpriser, uforudsigelige forhandlinger og usikker finansiering.

Her har Ministeriet for Grøn Trepart en stor og vigtig opgave med hurtigst muligt at skabe klare rammer, så de lokale lodsejere ved, hvad de har at rette sig efter.

Samtidig står vi foran et kommunalvalg, hvor der er risiko for, at lokale protestbevægelser kan presse lokale partier til at stikke en kæp i hjulet på den grønne trepart.

Det kan ødelægge den lokale samarbejdsånd og gøre det svært at holde fast i de fælles intentioner, hvis der går lokalpolitik i den grønne arealomlægning.

Her er information og gennemsigtighed helt afgørende for, at der ikke opstår myter og misforståelser, og at kritikere ikke kan løbe med en halv vind.

Den grønne trepart er en mulighed for at gøre noget, vi sjældent formår i dansk politik: At forene høj politisk ambition med lokal handling og reel inddragelse.

Hvis vi lykkes, kan treparten blive modellen for, hvordan vi fremover håndterer de sværeste problemer i vores samfund – ikke med topstyring og lovgivning, men med samskabelse, fælles ejerskab og lokalt ansvar.

Derfor er den grønne trepart ikke bare en teknisk øvelse. Den er en demokratisk mulighed, vi ikke må forpasse.

Treparten rummer vidtrækkende perspektiver for den fremtidige udvikling af vores demokrati.

Der er andre områder, som for eksempel ældre-, sundheds- og energiområdet, hvor samskabelse også kan medvirke til at skabe nye modige løsninger og fælles fodslag ved at bygge bro mellem borgere og beslutningstagere. Lad os gribe muligheden – sammen.