Jesper Olsen: Novos milliardbidrag til grøn trepart bør få en ny regering til at gentænke forholdet til fondene

I denne regeringsperiode er der især en fondsbegivenhed, der i min optik stikker ud. Det er donationen på 10 milliarder kroner til den grønne trepart fra Novo Nordisk Fonden.

At det offentlige er en af de største modtagere af fondsmidler er ikke nyt. Det er en logisk konsekvens af mange af de fundatser, som fondene arbejder efter, hvor blandt andet forskning og kultur er de helt store støtteområder.

Det var ikke et normalt afgrænset projekt. Det var dybt inde i det, der normalt indgår i den almindelige statslige drift og finansieres af skattemidler

Jesper Olsen

Det, der dengang fik mig til at spærre øjnene op, var, at det på denne måde blev en central del af forhandlingerne om et af regeringens signaturprojekter, samtidig med at det var et af dem, der var rigtig svære at få landet.

Det var ikke et normalt afgrænset projekt. Det var dybt inde i det, der normalt indgår i den almindelige statslige drift og finansieres af skattemidler. 

Hele idéen i en trepart er, at den, der skal betale, også sidder med ved bordet. Sådan var det ikke helt her – og derfor måske nemmere for parterne i forhandlingslokalet.

En bevilling på 10 milliarder er trods alt mange penge. For Novo Nordisk Fonden svarer det ifølge den seneste statistik fra Fondenes Videncenter til lidt mere end det seneste års samlede uddelinger fra fonden.

Nu er Novo Nordisk Fonden ikke gået ind i dette af ren altruisme. Set fra fondens side var det en no-brainer: De havde pengene, de var med til at gøre regeringen en tjeneste, det kunne samtidig lette lidt af presset på den opmærksomhed, der kan være fra politisk side, hvis man ikke kan finde nok støtteværdige projekter i Danmark.

Fondenes særlige skattefordele har de jo ikke fået for at kunne kanalisere pengene ud af landet i større stil. Så langt så godt.

Når man ser de lister, der efterfølgende er kommet frem, så har NOVO Nordisk fonden et klart mål med støtte til projekter, som kan være nogle af de langsigtede investeringer i, hvad NOVO skal leve af i fremtiden.

Jesper Olsen

Det var ikke meget, vi fik at vide om governance og midlernes anvendelse, da aftalen blev indgået.

De officielle spor via mange aktindsigter gav indtryk af, at det nærmest var en blankocheck. Men sådan forholder det sig naturligvis ikke. Når man ser de lister, der efterfølgende er kommet frem, så har Novo Nordisk Fonden et klart mål med at støtte projekter, som kan være nogle af de langsigtede investeringer i, hvad Fonden skal leve af i fremtiden.

I en af de andre store fondsejede danske flagskibe kalder man den slags ’rettidig omhu.’

Det er der i min optik ikke noget at kritisere. Snarere tværtimod. Jeg har i forskellige sammenhænge argumenteret for, at fondene især i forhold til de offentlige myndigheder og det politiske niveau skal være mindre tilbageholdende med at bruge deres pengemagt.

Mit kvalificerede gæt er, at hemmelighedskræmmeriet mere var af hensyn til det politiske niveau end til fonden.

Jeg kan jo godt forstå, at staten gerne vil være en attraktiv samarbejdspartner. Men hvis ’samarbejdspartner’ er synonym for, at staten primært har fokus på at være ’modtager’ af donationer, tillader jeg mig at spørge fra et demokratisk perspektiv, om det ikke vil være mindst lige så vigtigt, at pengene kanaliseres i retning af organisationer og projekter, som ikke har de samme finansieringskilder, som de skatteudskrivende myndigheder har.

Jeg hører til dem, der tror på, at vores samfundsmodels demokratiske bæredygtighed kommer af, at demokratiet ikke alene er hængt op på, at vælgerne sætter deres kryds hvert fjerde år.

Politikerne, der jo med baggrund i de politiske partier har en stadig tyndere legitimitet, er alene ikke robuste nok.

Hvis jeg skulle skrive regeringsgrundlaget, så ville jeg turde vende perspektivet om fra at være samarbejdspartner, der gerne vil have andel i fondenes økonomiske midler, til at se på rollefordeling i demokratiet og spilleregler om åbenhed og ansvar i de situationer, hvor fondene er med til at sikre økonomien i store driftsprojekter med inspiration fra den grønne trepart.

Nogen vil sikkert kalde mig naiv her. Og kan man det uden at stille lovgivningsmæssige krav til governance i fondene – udover de overordnede regler der gælder i fondslovgivningen bredt set?

Her har jeg tidligere i Altinget advokeret for, at eksempelvis større åbenhed bør komme fra fondene selv. Det vil gå fra at være et spørgsmål om compliance, til at være en grundlæggende demokratisk værdi, som jeg mener de aktivt bør tage ansvar for at bekende sig til.

Det kunne også handle om, hvordan rekrutteringen til bestyrelserne i fondene er.

Vi ser eksempler på åbne opslag. Godt, mere af det. Man kan også prøve at arbejde på, at de også bliver sammensat med en samlet bredere forankring i flere dele af samfundet – og dermed også være en del af et ’demokratisk frihedsbrev’, der i min optik er ønskværdigt.

Forskning er en af de største modtagere af donationer. Det følger af fundatserne.

Viden er magt og kan netop være med til at give universiteterne den uafhængighed, som samfundsbærende institutioner bør have. Udfordringen er bare, at økonomimodellerne ikke understøtter dette. Det er nærmest sådan, at staten på den måde ’sparer’ på sine forskningsbevillinger.

Kulturen, bredt set, er et andet stort støtteområde. Kunst og kultur har til alle tider været både vigtige for magten og det, der gør, at civilisationen til alle tider har overlevet.

Også her er det i min optik helt afgørende, at det ikke alene er det, som kulturpolitikerne mener skal støttes, men også andre ideer og kræfter. Det er afgørende for kunstens altid samfundskritiske rolle og funktion i samfundet.

Og endelig er der velfærdsområdet, som omtales i regeringsgrundlaget. Rundt om på de danske hospitaler står meget dyrt hospitalsudstyr, indkøbt for fondsbevillinger.

Sociale organisationer og patientforeninger er også afhængige af fondenes velvilje for en række af de tilbud de har og udvikler. Især dette område tror jeg, at det er helt afgørende for vores sammenhængskraft som samfund, at der er andre end offentlige aktører.

Jeg håber at både en kommende regering og fondene vil være visionære og ikke bare blive i sporet at være på jagt efter pengene

Jesper Olsen

Dette handler for mig ikke om at finansiere en velfærdssektor, der er økonomisk presset. Det handler om, at vi tager ansvar for hinanden på forskellig vis. Her kan civilsamfundet noget helt essentielt anderledes end en myndighed, der kommer med regler og politisk målstyring. Igen arbejdsdeling. 

Noget af det som fonde har et særligt fokus på er, at man skal komme med egenfinansiering. Samtidig skal det helst også være nyt og udviklende. Deri ligger der noget, der er meget snusfornuftigt: At man i projekter skal tænke på bæredygtighed.

Men vi skal måske også turde bide i det æble, at simpel drift af noget, der ellers ikke ville kunne finde finansiering, giver lige så meget værdi og sammenhængskraft. Det har man klogt nok også i fondsverden øje for.

Og så er vi tilbage ved ’rollefordeling’ fremfor ’samarbejdspartner’, som er det ord der står i regeringsgrundlaget.

Jeg håber, at både en kommende regering og fondene vil være visionære og ikke bare blive i sporet på jagt efter pengene.

Hvis de tør se på rollefordeling og større åbenhed, kunne det passende stå i et fortsat kapitel om styrkelse af demokratiet.