Tidligere fondschef: Fonde og organisationer vil have bedre samarbejde. Men har de tænkt over, hvad det indebærer?

Det er vigtige pointer. Men de rejser også et mere grundlæggende spørgsmål:

Hvad er det egentlig for en relation, vi taler om?

Tænk på et byggeri. Murstenene kan være solide, håndværkerne dygtige og materialerne i orden. Men uden en fælles tegning og en klar konstruktion opstår der ikke nødvendigvis et stærkere hus – blot aktivitet. Pointen er ikke, at relationen mellem fond og organisation skal romantiseres. Men også her risikerer vi at fokusere på de enkelte handlinger – bevillinger, projekter, leverancer – frem for på konstruktionen.

Risikerer at forpasse et uforløst potentiale

Kronikken taler om samarbejde. Jeg læser den som et indlæg i en større samtale om partnerskaber. For hvis samarbejde alene forstås som, at vi hver især bringer vores ressourcer til bordet, uden samtidig at undersøge, hvordan de kan sættes sammen på nye måder, risikerer vi at forpasse et uforløst potentiale.

Netop partnerskaber rummer muligheden for at tænke nyt, udforske og lære sammen – ikke kun levere.

Et partnerskab er ikke finansiering. Det er ikke en ansøgning. Det er ikke en projektbeskrivelse.

Kasper Ottosson Kanstrup
Rådgiver og stifter, Unleash Global og tidligere programchef i Lego Fonden

Med erfaring fra partnerskabsarbejde i både markedsledende bevilligende og implementerende organisationer er det min oplevelse, at udfordringen sjældent ligger i manglende vilje eller forståelse.

Bevidstheden om samarbejdets betydning er høj. Men ofte reduceres partnerskaber organisatorisk til en funktionel leveringsmekanisme frem for et strategisk greb.

Et partnerskab er ikke finansiering. Det er ikke en ansøgning. Det er ikke en projektbeskrivelse.

Det er den strukturerede dialog om, hvordan parter løfter hinandens missioner.

Ser vi på partnerskaber som gensidig værditilførsel, handler det ikke kun om kapital. Det handler også om adgang – til netværk og legitimitet – og om viden og faglig styrke. Men disse elementer er byggesten. Partnerskabet opstår i måden, de bringes sammen på – og i den retning, de gives.

Hvis vi – direkte eller indirekte – fastholder partnerskaber som primært finansielle relationer, risikerer vi også organisatorisk at gøre dem til et spørgsmål om at levere på økonomiske KPI’er frem for at bruge dem som løftestang for programmatiske indsatser. I implementerende organisationer kan partnerskaber dermed blive målt på indtægt frem for på deres strategiske bidrag til missionen.

Og i fonde kan de blive vurderet ud fra projektets leverance frem for det langsigtede samspil. Begge dele er forståelige logikker, men de indsnævrer potentialet.

Kronikkens mange forfattere efterlyser større selvrefleksion i sektoren. Den opfordring deler jeg.  

Kasper Ottosson Kanstrup
Rådgiver og stifter, Unleash Global og tidligere programchef i Lego Fonden

Jeg har selv siddet i rum, hvor implementerende organisationer argumenterede for at løfte indsatser, de ikke nødvendigvis var bedst positioneret til – selv når en mulig partner kunne have gjort det mere effektivt.

Og jeg har siddet i rum med fonde, der afviste samarbejde med andre fonde med henvisning til rigiditet i implementeringen – uden at se, hvordan samme rigiditet kunne opstå i egen praksis.

I situationen findes der altid gode argumenter. Set udefra kan det være vanskeligere at forklare over for de målgrupper, vi er sat i verden for at tjene. Her ligger forskellen mellem det funktionelle og det strategiske.

Fra finansiering til strategisk fælles retning

Hvis partnerskaber forstås som strategiske satsninger, ændrer dynamikken sig.

Spørgsmålet bliver ikke kun: Hvad kan finansieres? Men: Hvordan kan vi sammen styrke et område – også der, hvor der endnu ikke findes en færdig løsning?

Det kræver organisatorisk kapacitet. Klarhed i mandat og beslutningsrum. Sammenhæng mellem strategi, fundraising og leverance.

Og åbenhed for at gøre ting anderledes – også når det udfordrer egne positioner.

Kronikkens mange forfattere efterlyser større selvrefleksion i sektoren. Den opfordring deler jeg.

Men hvis vi for alvor vil rykke ved magtasymmetrier og skabe mere transparens, må vi også turde undersøge, om vores nuværende måde at organisere samarbejdet på begrænser det potentiale, vi faktisk har for at løfte hinandens missioner. Ellers risikerer vi at producere flere projekter – men ikke nødvendigvis stærkere partnerskaber.

Partnerskaber opstår ikke. De bygges.