Thea Kølsen FischerThea Fischer udpeget af WHO til international undersøgelse af coronas oprindelse
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har udpeget i alt ti forskere, der skal rejse til Kina for at undersøge coronavirussens oprindelse.
Thea Fischer, der er forskningschef og overlæge ved Nordsjællands Hospital, er blandt de udpegede forskere.
Det skriver den Hongkong-baserede avis South China Morning Post.
Med et internationalt hold af topforskere fra blandt andet Japan, Tyskland og USA, skal danske virolog Thea Fischer rejse til Kina for at undersøge virussens oprindelse.
Forskerholdet vil samarbejde med kinesiske forskere, hvori sigtet er at undersøge, hvordan virussen opstod og spredte sig til mennesker.
En trænet udbrudsekspert
Med udpegelsen til det internationale forskerhold medbringer Thea Fischer en særdeles bred forskererfaring indenfor virusbekæmpelse.
I 2017 deltog hun i en træningslejr under WHOs særlige udbrudsnetværk GOARN (Global Outbreak and Response Network). Netværket arbejder for at udvide feltet af eksperter, der kan rykke ud til sygdomsudbrud som for eksempel ebolaudbruddet i Vestafrika.
Dengang udtalte Thea Fischer om oplevelsen:
”Forholdene i træningsscenariet var meget realistiske i forhold til en reel udbrudssituation, og den løbende sparring muliggjorde en fantastisk læringssituation, hvor jeg oplevede at få afprøvet ledelse under et kolossalt og støt stigende pres og samtidigt forsøge at holde hovedet koldt og øjet på bolden.”
Startede hos SSI
Thea Fischers virologiske forskerkarriere begyndte i 1997, hvor hun blev ansat som epidemiologisk researcher hos Statens Serum Institut.
Siden da har hun holdt sig til forskning i vira, hvor hun blandt andet har arbejdet for Centers for Disease Control and Prevention i henholdsvis Atlanta, USA, og Kenya.
I 2012 vendte hun tilbage til Statens Serum Institut, hvor hun fungerede som overlæge og sektionschef, mens hun samtidig var direktør for Det Nationale Influenza Center.
I 2018 blev hun forskningschef og ledende overlæge ved Nordsjællands Hospital. Derudover har hun siden september 2020 været klinisk professor i nye og kendte virusinfektioner og -epidemier ved Københavns Universitet.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Prodekan og direktør: Myndighedsrådgivningen er voldsomt presset. Det går ikke at skære mere
- Søren Gade savner 24 timers ekspertrådgivning fra EU: ”Det vil jeg ønske, vi også havde i Folketinget”
- Folketingsmedlemmernes adgang til videnskabelig rådgivning halter bagefter deres udenlandske kolleger
- Folkemødet får ny scene med fokus på uddannelse























