Akademikerne: Ph.d.erne skal have gode vilkår

Af Lars Qvistgaard 

Formand for Akademikerne

Danske ph.d.ere har rigtig gode lønvilkår set i international sammenhæng, og det skal vi holde fast i, så vi rekrutterer og fastholder de bedste talenter til ph.d.-uddannelsen.

Men der er andre vilkår, som måske kunne trænge til et eftersyn og en drøftelse af, hvordan vi får det bedste forskningsarbejde ud af den store investering i ph.d.-uddannelsen.

Danske ph.d.ere er ikke studerende på en lav ydelse som SU’en, der forventes suppleret med yderligere erhvervsarbejde ved siden af. De er ph.d.-stipendiater med en overenskomstfastsat løn, der matcher de forsknings- og uddannelsesopgaver, som ph.d.erne bidrager til at løse på universiteterne.

Det synes jeg, at vi skal holde fast i, også selv om det set i en international sammenhæng er en favorabel ordning. Vi har faktisk grund til at være stolte over, at vi ikke har et stort proletariat af lavtlønnede unge til at udføre en del af rugbrødsarbejdet på universiteterne, men i stedet en gruppe anerkendte forskningsmedarbejdere på samme lønskala som de øvrige VIP’ere.

Det er langt fra sikkert, at vi får flere og bedre ph.d.ere ved at give dem en dårligere løn - tværtimod.

Det er langt fra sikkert, at vi får flere og bedre ph.d.ere ved at give dem en dårligere løn - tværtimod.

Lars Qvistgaard, formand for Akademikerne

Mulighed for etablere familie

Vores overenskomster sikrer ph.d.erne ordentlige vilkår og rammer for det arbejde, de udfører, og vi får større chancer for at tiltrække og fastholde de største talenter i konkurrence med det øvrige arbejdsmarked for kandidater, når valget ikke står imellem et rigtigt job med løn eller en forskervej, hvor den første rigtige lønseddel fortoner sig tre-fire år ud i fremtiden.

Det skal også være muligt for ph.d.ere at etablere sig med familie under ph.d.-forløbet, og hvis vi ønsker at fastholde særligt de kvindelige talenter, så skal vi give dem mulighed for at holde barsel under ordnede forhold og stadig kunne vende tilbage til deres forskningsprojekt efterfølgende. Ellers forlader de universiteterne til fordel for ansættelser med bedre betingelser.

Derudover blev der på Uddannelses- og Forskningsministeriets netop afholdte konference om fremtidens ph.d. rejst den problemstilling, at nogle ph.d.er bruger en ikke uvæsentlig del af deres tid til at søge ekstern finansiering til deres publikationer, deltagelse i konferencer med videre.

Det er et generelt problem, at forskerne i højere og højere grad forventes at skulle finansiere deres egen forskning, men i det mindste, når der er tale om uddannelsesstillinger, burde det vel være en selvfølge, at der er midler til, at den ph.d.-studerende faktisk kan opfylde de forskningsmæssige forpligtelser for at opnå ph.d.-graden.

En del føler sig stressede

Der er også andre områder, hvor der kan være behov for at drøfte en justering af ph.d.ernes vilkår. Både vejlederne og ph.d.erne har rejst spørgsmålet om, hvorvidt tidsfordelingen i den danske tre-årige ph.d.-uddannelse i tilstrækkelig grad levner tid til selve forskningen og til udarbejdelse af afhandlingen.

Samtidig er der en del ph.d.ere, der føler sig stressede og overladt til sig selv, og som føler sig alene med de udfordringer, de møder undervejs.

Jeg tror ikke nødvendigvis, at det bedste svar på disse udfordringer er at forlænge ph.d.-forløbet, men jeg synes, det er relevant, at universiteterne har fokus på at sikre en hensigtsmæssig planlægning af de opgaver, som de ph.d.-studerende varetager.

For eksempel er det oplagt at tilstræbe, at undervisningsopgaver eller andre pligtopgaver ligger i naturlig forlængelse af den studerendes forskningsfelt, så opgaverne kan understøtte arbejdet med forskningsprojektet snarere end at konkurrere med det.

Hvis vi skal rekruttere og fastholde de mest talentfulde ph.d.er, så skal vi fastholde, at de udfører et vigtigt stykke arbejde og anerkende det både med respekt for forskningsopgaven og en ordentlig løn.