Lægeforeningen: Vær varsom med en fire-årig ph.d.

Af Mads Skipper

Formand for Lægeforeningens Udvalg for uddannelse og forskning

De ph.d.-studerende gør det godt, og de bidrager til et stærkere sundhedsvæsen. Denne opmuntrende konklusion har Uddannelses- og Forskningsministeriet netop draget i en analyse.

Men hvordan følger man op på rapporten på en meningsfuld måde?

Man skal være meget varsom med at konkludere, at fordi den nuværende tre-årige ph.d. er en succes, så er en fire-årig ph.d. for de allerdygtigste endnu bedre – sådan som både Novo Nordisks forskningsdirektør, Peter Kurtzhals, og Lægemiddelindustriforeningens koncerndirektør, Ida Sofie Jensen, netop har foreslået i indlæg her på Altinget.

At lægge 1/3 ekstra tid oveni betyder, at et ph.d.-forløb vil blive mindre fleksibelt i forhold til den unge læges samlede uddannelses- og karriereforløb. Man kan frygte, at færre vil få mulighed for at gennemføre et ph.d.-forløb.

Hvorfor bruge fire år, når man kan bruge tre?

Men først og fremmest er det vigtigt at have for øje, at når vi taler om sundhedsvidenskabelige ph.d.'er, er der tale om unge mennesker, som for en stor dels vedkommende skal tilbage i det kliniske arbejde for at færdiggøre deres uddannelse til speciallæge.

Det ligger i lægefagets DNA, at læger baserer deres virke på forskning – på kritisk stillingtagen til andres forskning og på selv at skal kunne bidrage.

Mads Skipper, formand for Lægeforeningens Udvalg for uddannelse og forskning

Når det nu er muligt at opnå rigtig fine resultater på tre år, så er det svært at se, hvorfor man skal bruge fire år på det. Ikke mindst i lyset af, at ph.d.-forløbet ofte ligger på et tidspunkt i uddannelsesforløbet, hvor der stadig er flere år til, at vedkommende kan kalde sig speciallæge.

Det er heller ikke indlysende, hvorfor formanden for regeringens vækstteam foreslår, at koncentrere den danske life science-forskning på universiteterne i København og Aarhus. Forskningsmiljøerne i København og Aarhus er stærke - i København også beriget af de mange life science-virksomheder.

Men det betyder ikke, at universiteterne og forskningen i Odense og Aalborg er uvæsentlige for lægemiddelforskningen. Tænk eksempelvis på, at Aalborg Universitet sideløbende med den medicinske uddannelse også har en anden kandidatuddannelse, Medicin med Industriel Specialisering, en særlig studieretning, der har erhvervsliv og industri som sigte.

Helt grundlæggende er det også vigtigt for niveauet på de medicinske studier, at de fagpersoner, der skal undervise de kommende læger og yngre forskere, har tilstrækkelig erfaring og baggrund i forskningen. Vi skal have dygtige klinikere og forskere i alle regioner.

Lægeforeningen bakker fuldt op om, at Danmark har brug for en stærk life science-forskning med den helt fokuserede eliteforskning – ingen tvivl om det. Vi skal fortsat være blandt de allerbedste internationalt.

Ambitiøse samarbejder

Det skal ske ved at styrke grundforskning, offentligt-privat samarbejde og sundhedstjenesteforskning bredt. Derudover har Lægeforeningen i vores opdaterede forskningspolitik fra 2014 foreslået, at man i ”centers of excellence” samler talenter, der er bør forankres i en stærk forskningsledet enhed.

Samtidig foreslår vi også, at regionerne sikrer stærke forskningsledelser på hospitalerne og på de enkelte afdelinger, for blandt andet den måde at sikre gode vækstvilkår for talenterne og fortsat virke for fyrtårnene i danske sundhedsforskning.

Et andet vigtigt indsatsområde bør derfor også være styrkelse af forskning som en naturlig del af alle lægers kliniske arbejde. Det ligger i lægefagets DNA, at læger baserer deres virke på forskning – på kritisk stillingtagen til andres forskning og på selv at skal kunne bidrage.

Og det er indlysende, at hvis en læge har investeret år i forskning og opnået en ph.d.-grad, så kommer gevinsten ikke alene som en forbedret evne til at forholde sig til andres forskning og nye behandlinger til gavn for patienterne; men i endnu højere grad, hvis vedkommende også har mulighed for at fortsætte med forskning sideløbende med det kliniske arbejde.

Det er langt vigtigere end at fokusere på ph.d.-forløbets længde.

Det er oplagt, at tidligere tiders investeringer i ph.d.-forløb følges op af et lige så ambitiøst samarbejde mellem Danske Regioner og universiteterne om at skabe fortsatte og fleksible forskerkarriereveje for de dygtige læger med ph.d.er, så deres forskningskompetencer kan komme patienterne til gode.