Debat

Aktører: Sådan bevarer Danmark sin førerposition inden for klinisk forskning

Vi bør investere i at styrke den kliniske forskning gennem fortsat tæt samarbejde, partnerskaber og nye løsninger, så gode initiativer integreres i den kliniske hverdag, skriver aktørerne.

Det anbefales, at regioner og hospitaler udvikler konkrete mål og planer for udvikling af den kliniske forskning på de enkelte hospitaler, skriver aktørerne.
Det anbefales, at regioner og hospitaler udvikler konkrete mål og planer for udvikling af den kliniske forskning på de enkelte hospitaler, skriver aktørerne.Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Danmark har længe haft en solid position inden for klinisk forskning. Førerpositionen er blevet til gennem et højt sundhedsfagligt uddannelsesniveau, en stærk forskningstradition og en velfungerende life science-industri.

Samtidig har vi tradition for partnerskaber blandt hovedaktørerne inden for klinisk forskning. Men vores førerposition er ikke en selvfølge. Europa taber terræn til Asien og USA, når det gælder kliniske forsøg.

Derfor har Aarhus Universitet Health, Dansk Erhverv, Medicon Valley Alliance, Trial Nation og Merck Danmark udarbejdet et white paper, som kan bidrage til, at Danmark opretholder sin førerposition.

Anbefalingerne er skitseret nedenfor.

Ensartet fortolkning af GDPR

Afsendere

Indlægget er skrevet af:

  • Jørgen Frøkiær, professor og institutleder, Institut for Klinisk Medicin, AU
  • Katrina Feilberg, markedschef, Dansk Erhverv
  • Anette Steenberg, CEO, Medicon Valley Alliance
  • Mikkel Overgaard, medicinsk direktør, Merck Danmark

På tværs af landets regioner og mellem regioner og universiteter har man forskellige fortolkninger af GDPR. Dette medfører lange ventetider til behandling af ansøgninger inden for klinisk forskning.

I januar 2022 blev der nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, der – sammen med Datatilsynet – skal se på lovgivningen på forskningsområdet.

Det anbefales, at de fornødne ressourcer og opbakning sikres, så anbefalingerne fra arbejdsgruppen hurtigst muligt kan implementeres i hverdagen.

Forkortelse af ventetider – også i overgangsperioder

Danmark er i gang med at etablere et mere smidigt system til godkendelse af ansøgninger om kliniske forsøg.

Det betyder, at vurderinger og godkendelsesprocesser går fra de regionale komiteer til statslige videnskabsetiske komiteer.

Desværre har det den konsekvens, at vi lige nu står vi i en overgangsperiode, hvor ventetiderne på vurdering og godkendelsesprocesser bliver længere og længere.

Det anbefales derfor, at arbejdsgruppen for klinisk forskning, som er nedsat i regi af life science-strategien, udarbejder forslag til, hvordan vi – også i overgangsperioden – kan sikre kortere ventetider.

Prioritér og planlæg forskning i sundhedsvæsenet

Det er en solid styrkeposition, at den kliniske forskning fungerer som en integreret del af den kliniske hverdag på hospitalerne i Danmark.

Læs også

Men sundhedsvæsenet er udfordret af mangel på arbejdskraft, mangler i det offentlig-privat samarbejde, samt at den kliniske forskning ikke altid har topprioritet i ledelserne.

Det anbefales, at regioner og hospitaler udvikler konkrete mål og planer for udvikling af den kliniske forskning på de enkelte hospitaler.

Incitamenter til en stærkere forskningskultur

I Danmark bør vi have incitamenter til en stærkere forskningskultur. Det anbefales således, at vi lader os inspirere af den norske model, hvor man anvender et økonomisk incitament for klinisk forskning.

Det betyder, at en andel af hospitalernes resultatbaserede tilskud til forskning gives på baggrund af, hvor god man er til at nå sine forskningsmål.

Det anbefales derfor, at man fra politisk side overvejer økonomiske incitamenter efter forskningsaktiviteter.

Delestillinger skal styrke universiteternes rolle

Gennem den translationnelle forskning sikres en gensidig værdiskabelse mellem klinik og forskning, og øget adgang til delestillinger bidrager til at udvikle forskningsmiljøer og skærpe forskningskulturen.

I den forbindelse bør regioner og universiteter drøfte i fællesskab, hvordan vi samlet kan styrke rekrutteringen af dygtige talenter til den kliniske forskning, sikre en systematisk brug af delestillinger samt en styrket inddragelse af den kliniske forskning i lægernes samlede uddannelsesforløb.

Danmark i front på nye metoder

Klinisk forskning gør os rigere som samfund

Jørgen Frøkiær, Katrina Feilberg m.fl.
Se alle afsendere i indlæggets faktaboks

Som et element i den nuværende life science-strategi er der etableret en forsøgsordning med virtuelle kliniske forsøg (decentrale kliniske forsøg), så deltagelse i kliniske forsøg bliver tilgængelig og relevant for en bredere skare af forsøgspersoner.

Det vil ligeledes gøre det lettere for flere hospitaler at arbejde sammen i samme forskningsprojekt.

Folketinget bør målrettet følge op på erfaringerne fra forsøgsordningen, så regioner, hospitaler, Trial Nation og andre relevante parter sikres de fornødne ressourcer til hurtigt at implementere resultaterne i forskernes hverdag.

Klinisk forskning gør os rigere som samfund

Klinisk forskning gør os rigere som samfund. Ikke nok med, at det er en central forudsætning for et evidensbaseret sundhedsvæsen, det er også afgørende for at imødegå fremtidens udfordringer i sundhedsvæsenet.

Analysen ”Værdien af kliniske forsøg i Danmark” fra 2017 estimerer, at et industri-initieret klinisk forsøg i fase tre i gennemsnit skaber 2,2 årsværk i den offentlige sektor og 3,1 årsværk i den private sektor.

Derfor bør vi investere i at styrke den kliniske forskning gennem fortsat tæt samarbejde, partnerskaber og nye løsninger, så gode initiativer integreres i den kliniske hverdag.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jørgen Frøkiær

Klinisk lærestolsprofessor og overlæge. Institutleder af Klinisk Medicin, AU
dr. med.

Katrina Feilberg Schouenborg

branchedirektør, Sundhed og Life Science, Dansk Erhverv
cand.scient.adm. (RUC 2006)

0:000:00