Bliv abonnent
Annonce
Debat

Borgmester og Københavns Professionshøjskole: Økonomitænkning må ikke blokere for flere pædagoger

Det er børnene, der taber på de manglende pædagoger, skriver Jakob Næsager og Anne Vang.
Det er børnene, der taber på de manglende pædagoger, skriver Jakob Næsager og Anne Vang.Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
13. november 2024 kl. 05.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Mellem syv og otte timer. Så lang tid tilbringer danske børn hver eneste dag sammen med det pædagogiske personale i deres vuggestuer og børnehaver.

Som forælder kender de fleste nok til fornemmelsen af dyb taknemmelighed overfor det pædagogiske personale, og også til bekymringen omkring, hvordan poderne mon har det derovre.

Det sidste er dybt afhængigt af den pædagogiske kvalitet i vuggestuen og børnehaven: Er børnene trygge?

I København arbejder vi meget seriøst med kvaliteten. Vi har blandt andet udviklet en dagtilbudslederuddannelse for pædagogiske ledere, og vi har et meget ambitiøst tilsyn for at holde snor i, at kvaliteten er i orden.

Vi mener, at der er et stort uudnyttet potentiale ved begge meritordninger.

Jakob Næsager og Anne Vang
Hhv. Børne- og ungdomsborgmester, København, og rektor, Københavns Professionshøjskole

Det kræver dog dygtige medarbejdere at sikre tryghed, sunde børnefællesskaber og stærke læringsmiljøer.

Desværre ser vi et stort fald i antallet af unge, der vælger pædagoguddannelsen til som førsteprioritet.

Uudnyttet potentiale i merituddannelsen

Denne sommer lød ansøgertallet på 1.051 ansøgere på Københavns Professionshøjskole. Det er et fald 34 procent i forhold til 2019, hvor 1.604 ansøgere satte kryds ved pædagoguddannelsen.

Der er flere veje ind i pædagogfaget, og i København gør vi alt, hvad vi kan for at tiltrække ansøgere til meritpædagoguddannelsen.

Der er på rådhuset blandt andet afsat midler i budgettet til, at flere vælger uddannelsen til.

Indsatsen har heldigvis båret frugt. På Københavns Professionshøjskoles meritpædagoguddannelse er antallet af studerende mere end fordoblet fra 2019 til 2024, så vi nu har 848 indskrevne på uddannelsen.

Meritpædagoguddannelsen har to spor:

Meritpædagoguddannelsen for erfarne medhjælpere, hvor ufaglærte, der arbejder som pædagogmedhjælpere, kan videreuddanne sig til pædagoger og få løn undervejs på uddannelsen.

Læs også

Og meritpædagoguddannelsen som sporskifte, hvor bachelorer fra blandt andet universitetet kan tage en videreuddannelse til pædagog sideløbende med, at de arbejder i et dagtilbud. 

Vi mener dog, at der er et stort uudnyttet potentiale ved begge ordninger.

Tilbagegang i antallet af studerende

Sidste år blev der afsat 195 millioner kroner på finansloven til en såkaldt opkvalificeringspulje, der skulle sikre, at meritpædagoger kan få løn under hele deres uddannelse.

Men der gik hårdknude i forhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og staten om, hvem der skulle udbetale løn til de meritpædagogstuderende under uddannelsen.

Vi har som uddannelsesinstitution svært ved at opretholde merithold, når vi ikke kan planlægge undervisning og vilkår fra start til slut.

Jakob Næsager og Anne Vang
Hhv. Børne- og ungdomsborgmester, København, og rektor, Københavns Professionshøjskole

Hele denne usikkerhed var medvirkende til, at Københavns Professionshøjskole faktisk for første gang i fem år oplevede en tilbagegang i antallet af indskrevne studerende.

Nu er der lavet en midlertidig ordning mellem parterne, men det er ikke holdbart i længden. For hvad sker der, når ordningen løber ud?

Potentiale for flere studerende 

Vi har som uddannelsesinstitution svært ved at opretholde merithold, når vi ikke kan planlægge undervisning og vilkår fra start til slut.

Og Københavns Kommune står med en række potentielle meritpædagogstuderende, som enten ikke kan eller tør kaste sig ud i uddannelsen på grund af de usikre rammer.

I øvrigt gælder den midlertidige løsning kun for meritpædagoger, der skal ansættes i vuggestuer og børnehaver. Selv om der også er stor mangel på pædagoger i fritidsinstitutioner.

Det er heller ikke holdbart og skader vores muligheder for at rekruttere dygtige pædagoger.   

Vi håber og tror på, at man politisk vil rette op på den finansieringsmæssige skævhed, når man forhandler om ny stor uddannelsesreform.

Det duer ikke, at snæver økonomitænkning blokerer for flere kvalificerede pædagoger til vores vuggestuer og børnehaver.

Taberne i det spil er ikke selv så høje. Typisk under 1 meter og 20. Det er de børn, der må nøjes med færre uddannede pædagoger.

Annonce
Annonce
IconNyeste job
Vis alle

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026