Debat: Akkreditering virker, men kan gøres lettere

Af Per B. Christensen og Anette Dørge
Hhv. formand for Akkrediteringsrådet og direktør i Danmarks Akkrediteringsinstitution

De danske uddannelsesinstitutioner er over en bred kam kommet langt i deres kvalitetssikring og er i dag et helt andet sted end i 2013, da de første institutionsakkrediteringer var på trapperne.

Kvalitetssystemer er blevet etableret, ansvarsfordeling er blevet tydelig, og samlet set står kvalitetssikringen af uddannelserne langt stærkere end tidligere.

Uddannelsesministeriet har netop gennemført en evaluering af første runde institutionsakkrediteringer blandt de uddannelsesinstitutioner, der har været igennem processen.

Den bekræfter vores opfattelse af, at institutionsakkreditering har ført mange gode ting med sig på de videregående uddannelsesinstitutioner. Men der er også elementer, som kan forbedres fremadrettet. Mange af uddannelsesinstitutionerne har oplevet akkrediteringsprocessen som tung. Det er vi bevidste om.

Næste runder kræver forenkling
Det danske akkrediteringssystem går grundigt til værks og møder institutionerne med høje forventninger til deres kvalitetssikring. At det opleves som tungt og omfattende, er måske meget naturligt i en første runde, hvor nogle uddannelsesinstitutioner har skulle bygge rigtig meget kvalitetssikringssystematik op fra bunden som forberedelse til at gå igennem processen.

Kigger vi sammen frem mod næste runde med institutionsakkreditering, må forenkling være helt centralt: færre kriterier, betydeligt mindre dokumentation og øget tilpasning af processen til den enkelte uddannelsesinstitution.

Per B. Christensen og Anette Dørge
Hhv. formand for Akkrediteringsrådet og direktør i Danmarks Akkrediteringsinstitution

Nogle har nok også bygget for meget op. Vi har set eksempler på institutioner, der har konstrueret uhensigtsmæssigt omfattende og forgrenede systemer, mens andre har fundet mere enkle, velfungerende modeller.

Nogle steder har man måske også været usikre på processen, og på hvad de præcist ville blive vurderet på. Derfor har de indsendt rigeligt med dokumentation for at være sikre på at ramme det efterspurgte.

Men kigger vi sammen frem mod næste runde med institutionsakkreditering, må forenkling være helt centralt: færre kriterier, betydeligt mindre dokumentation og øget tilpasning af processen til den enkelte uddannelsesinstitution.

Det er nogle af de justeringsanbefalinger, som Akkrediteringsrådet understøttet af Danmarks Akkrediteringsinstitution har spillet ind til Uddannelsesministeriet med henblik på fastlæggelsen af rammerne for næste generation af institutionsakkreditering.

Justeringstiltagene bør dog balanceres med en hensigtsmæssig kontinuitet, så konceptet fortsat fremstår genkendeligt og tænkes inden for de europæiske standarder og retningslinjer.

Øget kvalitet
Samtidig skal vi holde fast i alt det gode, som har fulgt med overgangen til at akkreditere hele uddannelsesinstitutioner frem for hver enkelt uddannelse: Vi har set, at det har skabt langt større ledelsesmæssigt ansvar for kvalitet og kvalitetssikring.

Det bekræfter evalueringen også. Rektorer og øvrig institutionsledelse har fået større og mere systematisk fokus på uddannelseskvalitet og på at sikre uddannelseskvalitet. Det er et stort og vigtigt skridt.

Forløbene med institutionsakkreditering har også ført andre gode ting med sig: Der er sket en generel professionalisering af selve organisationen på uddannelsesinstitutionerne, der er kommet langt stærkere kvalitetskultur og bevidsthed om kvalitet på alle niveauer og mere effektiv brug af ledelsesinformation.

Akkrediteringsforløbene har også medført, at kvalitetsproblemer på de enkelte uddannelser systematisk opfanges og håndteres. Alt sammen forhold, som uddannelsesinstitutioner ifølge evalueringen selv vurderer, at akkrediteringsprocessen har haft positiv indvirkning på. Dertil kommer glædelige eksempler på nyligt fusionerede institutioner, der har kunnet bruge processen til at blive bedre sammenbragt som fælles enhed.

Positiv start
Det er klart, at når uddannelsesinstitutionerne kaster sig ud i akkrediteringsforløbet, gør de det primært af den simple grund, at de skal. Institutionsakkreditering er lovbestemt, og der er ingen vej udenom. Men når det er sagt, har det været positivt at opleve, at så mange institutioner har valgt at gå meget konstruktivt til sagen.

De har haft stort fokus på at bruge det til reel udvikling af organisationen og som noget, der også skal komme de studerende til gode. For det er jo det, det i sidste ende handler om – at de studerende kan være sikre på gode uddannelser.

Så der er masser af positive elementer fra første runde af institutionsakkrediteringer, som der er grund til at holde fast i og videreføre, samtidig med at akkrediteringskonceptet udvikles sådan, at næste generation af akkrediteringer på forenklet vis møder uddannelsesinstitutionerne og deres kvalitetssikringssystemer der, hvor de er i dag.