Debat

Dansk Erhverv: Alle uddannelser bør have et digitaliseringstjek

DEBAT: Digital omstilling kræver mere end it-specialister. Alle uddannelser bør derfor få et digitaliseringstjek, skriver Dansk Erhvervs markedsdirektør, Anders Thomsen.

Skal den digitale revolution blive en succes for Danmark, skal vores uddannelsessektor op i et højere digitalt gear, mener Dansk Erhverv.
Skal den digitale revolution blive en succes for Danmark, skal vores uddannelsessektor op i et højere digitalt gear, mener Dansk Erhverv.Foto: Pressefoto/ITU
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Thomsen
Markedsdirektør, Dansk Erhverv

Næsten uanset hvilken branche man kigger på – grøn eller blå, service eller produktion, offentlig eller privat – så er der en digital transformation i gang.

Det er det digitale, der skal skabe en stor del af den grønne omstilling. Det er data, der er omdrejningspunktet i udviklingen af ny medicin.

Det er det digitale, der skal udvikle den offentlige sektor lige fra sundhed til uddannelse. Kort sagt er den digitale revolution over os – men der skal flere kompetencer til, hvis vi skal nå i mål.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Ikke nok med specialister
Vi har fra erhvervslivets side i årevis skreget på flere tekniske og digitale kompetencer, og i it-branchen ses mangel på it-specialister fortsat som den største væksthæmmer i Danmark.

I sommer fik branchen dog en meget positiv nyhed, idet der blev optaget hele 20 procent flere på de mest efterspurgte it-uddannelser. De kommende år vil vi således se et væsentligt større udbud – og det er godt.

Den digitale omstilling skal med som en del af den almene dannelse i både folkeskolen og på ungdomsuddannelser

Anders Thomsen
Markedsdirektør, Dansk Erhverv

Det er dog langt fra nok at overlade den digitale omstilling til specialisterne. I Dansk Erhverv mener vi derfor, at alle uddannelser bør have et digitaliseringstjek. 

Det er ikke for sjov, at vi taler om en digital revolution og om industri 4.0. Vi står med teknologier, der potentielt kan omstille vores samfund, sådan som vi så det med industri 1.0 og dampmaskinen.

Teknologien kommer til at ændre den måde, som vi lever og arbejder på. Derfor vedkommer den digitale omstilling os alle.

Den digitale omstilling skal med som en del af den almene dannelse i både folkeskolen og på ungdomsuddannelser. Algoritmer kommer for eksempel til at hjælpe os med en række opgaver og valg – og derfor skal vi også forstå teknikken, så vi kan forholde os kritisk og konstruktivt til den.

Læs også

Lav analyse af det digitale arbejdsmarked
Men det er ikke kun folk, der kan kode, der er brug for.

Der er også brug for såkaldte digitale integratorer – altså medarbejdere, der kan kombinere indsigt i virksomheder og organisationers forretningsområder med stærke digitale kompetencer.

De kan for eksempel integrere ny teknologi i forretningen og anvende den til forretningsudvikling. Ifølge en udgivelse af HBS for Digitalt Dogme er digitale integratorer en stillingskategori, der vokser endnu hurtigere end digitale specialister.

Faktisk var 18 procent af jobopslagene i 2019 målrettet digitale integratorer. Det er en stigning på fem procentpoint siden 2010. Til sammenligning udgør it-specialisterne seks procent af arbejdsmarkedet og er steget med et procentpoint i forhold til 2010.

Digitale integratorer er kompetencer, der slet ikke er nok fokus på endnu. Vi er nødt til at blive langt klogere på det digitale arbejdsmarked og sikre, at arbejdsmarkedet får de kompetencer, der er brug for – både når det gælder specialister og integratorer.

Vi opfordrer derfor Uddannelses- og Forskningsministeriet til at lave en analyse af det digitale arbejdsmarked og vurdere, om uddannelserne er gearet til at sikre efterspørgslen efter digitale integratorer.

Den digitale revolution er over os. Skal den blive en succes for Danmark, skal vores uddannelsessektor op i et højere digitalt gear.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Thomsen

Markedsdirektør, Dansk Erhverv fhv. direktør for politik og strategi, Microsoft, fhv. afdelingsdirektør, TDC
Kandidatgrad i matematisk økonomi, KU

0:000:00