
Fysioterapeut og professor Hans Lund er nyt æresmedlem af fag- og interesseforeningen Danske Fysioterapeuter på baggrund af sin "ekstraordinære og langvarige indsats for faget".
Det skriver foreningen i en pressemeddelelse.
"Som professionsforening er vi meget stolte af vores æresmedlem. Hans Lund har banet vejen for, at der i dag er 210 fysioterapeuter med en ph.d.-grad og 21 professorer," udtaler Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter.
Hans Lund var den første fysioterapeut i Danmark, der fik en ph.d. i 1997, uden at have en anden uddannelse end fysioterapeut. Han er i dag professor på Professionshøjskolen på Vestlandet i Bergen i Norge.
Han har tidligere været lektor ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet og studieleder ved masteruddannelsen i rehabilitering. Derudover har han været tovholder på at få etableret en kandidatuddannelse i fysioterapi i 2011.
- Salg af Altinget og Mandag Morgen til JP/Politikens Hus er godkendt
- Prodekan og direktør: Myndighedsrådgivningen er voldsomt presset. Det går ikke at skære mere
- Folkemødet får ny scene med fokus på uddannelse
- Årets vinder af Dataetikprisen er fundet
- Regeringen mangler videnskabelig rådgivning, mener ATV
























