Debat

Direktør: Fjern barriererne for opholdstilladelse til internationale studerende

Politikerne har længe overset den lavest hængende frugt, når det kommer til at tiltrække internationale studerende. Det skal være muligt at give studerende opholdstilladelse til studier i mere end tre måneder, skriver Karin Klitgaard Møller.

Politikerne må sørge for, at flere studerende får mulighed for at læse et semester i Danmark. Det gælder også dem, der læser gennem en privat organisation, skriver Karin Klitgaard Møller.<br>
Politikerne må sørge for, at flere studerende får mulighed for at læse et semester i Danmark. Det gælder også dem, der læser gennem en privat organisation, skriver Karin Klitgaard Møller.
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

SVM-regeringen har med ambitionen om flere engelsksprogede uddannelsespladser og et øget optag af internationale studerende på den danske universiteter sat en ny og mere ambitiøs retning for internationalisering af vores uddannelsessystem og tiltrækning af udenlandske studerende i Danmark.

En ambition, som vigtigheden af ikke kan undervurderes. For Danmark er en lille åben økonomi, og vi er helt afhængige af internationale forbindelser. Det skabes blandt andet gennem udenlandske studerende i og udenfor Danmarks grænser, der forstår sig på og interesserer sig for at samarbejde med danske virksomheder. Denne forståelse og interesse danner et studieophold i Danmark de optimale rammer for.

I dag bliver et stort potentiale holdt nede, fordi de studerende som regel ikke har mulighed for at få opholdstilladelse til et helt semester

Karin Klitgaard Møller
Direktør, Council on International Educational Exchange

Det kan også ses på den samfundsøkonomiske bundlinje, hvor Danmark hver år tjener hundredvis af millioner på internationale studerende, der efter deres studie slår sig ned i Danmark for at arbejde, eller understøtter danske virksomheder i udlandet.

Man har overset den lavest hængende frugt
I kampen for at tiltrække internationale studerende til Danmark har man dog i lang tid overset den lavest hængende frugt på træet. Nemlig de vilkår, der gælder, for at internationale organisationer kan drive uddannelsestilbud for internationale studerende i Danmark.

I dag bliver et stort potentiale holdt nede, fordi de studerende, der vælger at studere gennem private uddannelsesorganisationer i Danmark, som regel ikke har mulighed for at få opholdstilladelse til et helt semester, men må afbryde studiet og forlade Danmark, inden der er gået tre måneder. 

Mens Danmark halter langt bagefter, har man i vores nabolande set lyset i at give private internationale organisationer gode rammevilkår for at kunne tilbyde længere ophold til deres studerende. Dette betyder i praksis, at vi hos Council on International Educational Exchange kan tilbyde ophold af et eller to semestres varighed i Paris, Rom, London, Berlin og andre europæiske hovedstæder, mens det ikke er muligt i Danmark.

De øvrige europæiske hovedstæder tiltrækker hundredvis af internationale studerende foran næsen på os i Danmark

Karin Klitgaard Møller
Direktør, Council on International Educational Exchange

Det skyldes ene og alene, at det ikke er muligt for vores studerende at få opholdstilladelse til studier ud over de tre måneder.  

Studerende snuppes for næsen af os
Denne danske enegang giver meget lidt mening, særligt når man tænker på alle de fordele, der følger med internationale studerende. Det er en gruppe studerende så vi hungrer efter som samfund, da de udelukkende yder et økonomisk bidrag til det danske samfund. De studerende betaler nemlig selv for deres uddannelse og er samtidig ikke berettiget til dansk SU under deres studier i Danmark.

Det efterlader os i Danmark i noget af et paradoks, hvor mulighederne for at komme til Danmark for at studere er mest begrænset for de personer, der selv bærer alle økonomiske omkostninger. Og det paradoksale i denne sag bliver absolut ikke mindre af, at man kan se ud i Europa, hvor de øvrige europæiske hovedstæder tiltrækker hundredvis af internationale studerende foran næsen på os i Danmark.

Så når regeringen nu skal udfolde deres ambitioner om at tiltrække flere internationale studerende til Danmark, kan de med fordel starte med at plukke den lavest hængende frugt: At give flere studerende mulighed for at læse et semester i Danmark – også dem der læser gennem en privat organisation. Det danske samfund har kun noget at vinde på, at vi præsenterer vores land for flere dygtige unge mennesker, der drømmer om at studieophold i Danmark.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00