DPU-leder: Arbejdsdelingen mellem forskning og politik skal forbedres

DEBAT: Det er tit muligt for politikere at finde "forskningsmæssigt belæg" for stort set alle standpunkter. Det må vi som forskere modvirke. Ellers bliver der taget ringere politiske beslutninger – og vi risikerer at blive politiske kastebolde, skriver Claus Holm.

Af Claus Holm
Leder af Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet

Der er usikkerhed om, hvorvidt vi kan stole på de nationale test i folkeskolen. Og der er usikkerhed om, hvor stor usikkerheden er. Så meget er sikkert, efter at flere forskergrupper har ytret sig om testene i flere kronikker i Politiken.

Usikkerheden er blusset op, fordi professor mso Jeppe Bundsgaard og professor emeritus Svend Kreiner i en kronik i Politiken først i april konkluderede, at man ikke kan stole på de nationale test. Testene måler forkert, er konklusionen, og den bygger på et studie af læsetesten fra 8. klasse.

Resultaterne har de to forskere udgivet i DPU-rapporten 'Undersøgelse af De Nationale Tests måleegenskaber. 150 siders tung læsning om emnet. Kreiner og Bundsgaard anbefaler på den baggrund, at man sætter brugen af testene på pause og udvikler alternativer.

Over for dem står en større gruppe forskere – med professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Simon Calmar Andersen i spidsen – der fastholder, at man godt kan stole på resultaterne, og at det vil være forhastet at sætte dem på pause. Også i en kronik i Politiken – bragt 14. maj.

Hvem skal man stole på?
Så hvem ved bedst? Hvem skal man som politiker, borger, lærer eller skoleelev – eller forsker – stole på? Og skal eksempelvis Københavns Kommune på baggrund af den nye kronik annullere sin beslutning om, at man ikke vil bruge de nationale tests?

Usikkerheden er uholdbar.

Men samtidig er det ikke et særsyn, at der findes "forskningsmæssigt belæg" for modsatrettede holdninger. Man har set det samme omkring folkeskolereformen, og uden for mit eget felt så man det ikke mindst på klimaområdet, hvor "for" eller "imod" politisk handling hver fandt de eksperter, der passede til deres politiske synspunkter.

Men hvad gør man så ved det? Jeg har to bud.

Større respekt for viden
Det ene bud retter sig imod politikerne og offentligheden. Der er behov for en større respekt for, at nogle ved mere end andre. Vi har alle sammen holdninger – og alle ret til at mene noget. Men der er forskel på at mene noget og at vide noget. Ikke alle er videnskabelige eksperter, selv om der gået inflation i både forsker- og ekspertbegrebet.

Hvis man tager klimadebatten, så er det umiddelbart ret vildt, hvor mange år det tog, før det, som har været viden hos forskerne, er blevet – mere eller mindre – accepteret som viden i offentligheden og den politiske debat. Så viden virker faktisk på politikere og er med til at ændre deres politik. Men det kan godt tage lang tid.

Man så det samme helt tilbage i 1960’erne, hvor rygeeksperter var enige om, at rygning var et kæmpe sundhedsproblem. Først 30-40 år efter lod de politiske aktører sig overbevise. Vi forskere må selvfølgelig respektere, at det er politikerne, som træffer afgørelserne. Men de kunne godt være hurtigere til at acceptere ny viden.

Bedre formidling af forskningsviden
Det andet bud retter sig imod os forskere.

Vi skal tåle skuffelsen over, at politikerne gør noget andet, end forskningen peger på. Det er banalt, men forskning bliver kun brugt, hvis der er en politisk interesse for det.

Vi må også som forskere gøre det sværere ikke at lytte til forskningen. Vi må stille op, når medierne kalder, blive bedre til at formidle den tilgængelige forskningsviden – og ikke bare vores egen viden. Det kræver blandt andet, at den enkelte forsker overskrider sit eget faglige udgangspunkt for at etablere en rigere og bredere sagkyndighed. Det er ikke nemt, men det er vejen frem, og det er der for lidt af i dag.

På klimaområdet er det faktisk lykkedes gennem års omfattende arbejde i FN’s klimapanel. Deres seneste rapport fra 2013-14 samler viden fra tusindvis af forskningsprojekter i over 80 lande og er dermed ret svær at affeje – hvilket da også har ført til, at klimafornægterne er blevet færre.

I langt mindre målestok og uden sammenligning i øvrigt er det samme tilgang, vi prøver at have til de nationale test. Vi vil på baggrund af uenigheden gennemføre en konsensuskonference, hvor forskerne samles og afklarer, hvad der er enighed om og belæg for at konkludere og eventuelt anbefale – men også hvad der er uenighed om set med videnskabelige briller.

Formålet er, at vi skal kunne give børn, forældre, skolefolk og politikere klarere svar på, hvad de kan regne med.

Forskningen må ikke blive en nyttig idiot
Vi må forbedre arbejdsdelingen mellem forskning og politik. Forskningen og de enkelte forskere kan selv bidrage ved at gøre det vanskeligere at blive spillet ud mod hinanden, end tilfældet er i dag. Det gør det i værste fald alt for let, også for politikere, at behandle en forsker, som om han eller hun var en slags politiker.  

Sker det, risikerer vi som samfund, at det bliver for uigennemskueligt, om de politiske beslutninger er saglige eller blot har et skær af saglighed over sig. Og forskerne risikerer i sidste ende at tabe troværdighed og blive politiske kastebolde, når politikerne siger "jamen min ekspert siger noget andet".

Man så det eksempelvis, da kritikken af de nationale tests blev fremsat. Her udtalte Alex Arendtsen fra DF, at "forskerne er ikke helt uhildede, de er ikke tilhængere af nationale tests og har tidligere sagt, at de skal afskaffes."

Forskningen benyttes af politikere, som politikere vil, men forskningen skal have en større vilje til ikke at spille rollen som en nyttig idiot. Det er underminerende for forskningens troværdighed og for de politiske beslutningers saglighed.

Forrige artikel DTU: Banebrydende innovation kræver risikovillighed fra flere sider DTU: Banebrydende innovation kræver risikovillighed fra flere sider Næste artikel Debat: Husk forskning, når kagen skal fordeles Debat: Husk forskning, når kagen skal fordeles
  • Anmeld

    Niels Chr. Sauer

    Må de mene noget overhovedet?

    Ahrendtsen mener, at Kreiner og Bundsgaard ikke er 'uhildede' omkring de nationale test. Kreiner er en af ophavsmændene til de nationale test og har kæmpet for at redde dem i årevis - forgæves. Bundsgaard er kendt som tilhænger af testning og en mand, der som regel er på systemets side. Hvad bilder Ahrendtsen sig i grunden ind?

  • Anmeld

    Niels K. Olesen · Forhenværende lærer

    Hvem ved noget? Respekt er nem at kræve af andre

    "Der er behov for en større respekt for, at nogle ved mere end andre. Vi har alle sammen holdninger – og alle ret til at mene noget. Men der er forskel på at mene noget og at vide noget."

    Citatet fra Claus Holm er selvfølgelig møntet på, at "almindelige" folk skal respektere, at folk fra forskningsverdenen (som ham selv) har viden, mens andre mener. Måske skulle han og andre forskere, der beskæftiger sig med mennesker selv finde en ydmyghed, hvad dette angår. Måske kunne fx en skolelærer, der arbejdet med børn og undervisning i årtier vide mere om børn og undervisning end en forsker, der sidder og samler tal sammen og så mener at vide noget ud fra dem. Måske lærerens dybere viden bygget på mangeårig erfaring er mindst lige så meget værd som en forskers fortolkning af indsamlet data. Ja, måske er en dygtig og reflekterende lærer i sin arbejdsform mere empirisk forsker end forskeren, der slår sig op på empiri.

    Go' weekend