DPU-leder: Arbejdsdelingen mellem forskning og politik skal forbedres

Af Claus Holm
Leder af Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus Universitet

Der er usikkerhed om, hvorvidt vi kan stole på de nationale test i folkeskolen. Og der er usikkerhed om, hvor stor usikkerheden er. Så meget er sikkert, efter at flere forskergrupper har ytret sig om testene i flere kronikker i Politiken.

Usikkerheden er blusset op, fordi professor mso Jeppe Bundsgaard og professor emeritus Svend Kreiner i en kronik i Politiken først i april konkluderede, at man ikke kan stole på de nationale test. Testene måler forkert, er konklusionen, og den bygger på et studie af læsetesten fra 8. klasse.

Resultaterne har de to forskere udgivet i DPU-rapporten 'Undersøgelse af De Nationale Tests måleegenskaber. 150 siders tung læsning om emnet. Kreiner og Bundsgaard anbefaler på den baggrund, at man sætter brugen af testene på pause og udvikler alternativer.

Over for dem står en større gruppe forskere – med professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Simon Calmar Andersen i spidsen – der fastholder, at man godt kan stole på resultaterne, og at det vil være forhastet at sætte dem på pause. Også i en kronik i Politiken – bragt 14. maj.

Hvem skal man stole på?
Så hvem ved bedst? Hvem skal man som politiker, borger, lærer eller skoleelev – eller forsker – stole på? Og skal eksempelvis Københavns Kommune på baggrund af den nye kronik annullere sin beslutning om, at man ikke vil bruge de nationale tests?

Der er behov for en større respekt for, at nogle ved mere end andre. Vi har alle sammen holdninger – og alle ret til at mene noget. Men der er forskel på at mene noget og at vide noget.

Claus Holm
Leder, DPU

Usikkerheden er uholdbar.

Men samtidig er det ikke et særsyn, at der findes "forskningsmæssigt belæg" for modsatrettede holdninger. Man har set det samme omkring folkeskolereformen, og uden for mit eget felt så man det ikke mindst på klimaområdet, hvor "for" eller "imod" politisk handling hver fandt de eksperter, der passede til deres politiske synspunkter.

Men hvad gør man så ved det? Jeg har to bud.

Større respekt for viden
Det ene bud retter sig imod politikerne og offentligheden. Der er behov for en større respekt for, at nogle ved mere end andre. Vi har alle sammen holdninger – og alle ret til at mene noget. Men der er forskel på at mene noget og at vide noget. Ikke alle er videnskabelige eksperter, selv om der gået inflation i både forsker- og ekspertbegrebet.

Hvis man tager klimadebatten, så er det umiddelbart ret vildt, hvor mange år det tog, før det, som har været viden hos forskerne, er blevet – mere eller mindre – accepteret som viden i offentligheden og den politiske debat. Så viden virker faktisk på politikere og er med til at ændre deres politik. Men det kan godt tage lang tid.

Man så det samme helt tilbage i 1960’erne, hvor rygeeksperter var enige om, at rygning var et kæmpe sundhedsproblem. Først 30-40 år efter lod de politiske aktører sig overbevise. Vi forskere må selvfølgelig respektere, at det er politikerne, som træffer afgørelserne. Men de kunne godt være hurtigere til at acceptere ny viden.

Bedre formidling af forskningsviden
Det andet bud retter sig imod os forskere.

Vi skal tåle skuffelsen over, at politikerne gør noget andet, end forskningen peger på. Det er banalt, men forskning bliver kun brugt, hvis der er en politisk interesse for det.

Vi må også som forskere gøre det sværere ikke at lytte til forskningen. Vi må stille op, når medierne kalder, blive bedre til at formidle den tilgængelige forskningsviden – og ikke bare vores egen viden. Det kræver blandt andet, at den enkelte forsker overskrider sit eget faglige udgangspunkt for at etablere en rigere og bredere sagkyndighed. Det er ikke nemt, men det er vejen frem, og det er der for lidt af i dag.

På klimaområdet er det faktisk lykkedes gennem års omfattende arbejde i FN’s klimapanel. Deres seneste rapport fra 2013-14 samler viden fra tusindvis af forskningsprojekter i over 80 lande og er dermed ret svær at affeje – hvilket da også har ført til, at klimafornægterne er blevet færre.