Europa skal gentænke sin tilgang til videnskabsdiplomati

De globale klimaaftaler og det netop afholdte COP30 er eksempler på mødet mellem diplomati og videnskab. Eller tænk på Montrealprotokollen, der fik bremset udledningen af ozonnedbrydende stoffer. Eller etablering af CERN, der igennem en gigantisk diplomatisk indsats ændrede rammerne for højenergifysik.

Videnskabsdiplomati er altså ikke nyt, men når vi alligevel sætter emnet til debat, skyldes det, at Europa har brug for at genfortolke sin tilgang til området.

I Europa har tilgangen til videnskabsdiplomati igennem årtier været fragmenteret og reaktiv på et tidspunkt, hvor det mere end nogensinde er vigtigt for Europa at finde fælles fodslag, bør vi genoverveje, hvad vi kan opnå med videnskabsdiplomati.

Fragmentationen og den reaktive tilgang skyldes, at hvert medlemsland har udviklet sin egen måde at håndtere forholdet mellem videnskab og diplomati på, og at de forskellige indsatser ikke koordineres. Den nuværende diplomatiske tilgang savner overordnede mål og retningslinjer for, hvordan videnskab og diplomati kan understøtte hinanden.

Den nuværende diplomatiske tilgang savner overordnede mål og retningslinjer for, hvordan videnskab og diplomati kan understøtte hinanden.

Frede Blåbjerg & Mette Birkedal Bruun

Men før vi giver nogle bud på, hvad en ny, europæisk tilgang skal indebære, så lad os se på, hvad der menes med begrebet videnskabsdiplomati. 

Når man i Europa taler om videnskabsdiplomati, plejer man at skelne mellem fire forskellige dimensioner.

Videnskab for diplomati: Det handler om, at videnskab kan bruges til at informere det diplomatiske arbejde. Det gælder for eksempel, når der skal forhandles om nye industristandarder eller globale klimaaftaler, men det gælder også, når diplomater trækker på sprog- og kulturforskere, der har dyb og specifik indsigt i særlige lande eller regioner.

Diplomati for videnskab: Det er eksempelvis, når diplomatiet bruges til at understøtte videnskabeligt samarbejde på tværs af landegrænser. Danmark og Canada har fornyeligt underskrevet en aftale om intensiveret forskningssamarbejde på kvanteområdet. Et andet eksempel er det diplomatisk arbejde, der muliggør et videnskabeligt samarbejde om Den Internationale Rumstation.

Videnskab i diplomatiet: Det handler om at bruge videnskabeligt samarbejde til at forbedre relationer mellem lande. Personlige relationer mellem videnskabsfolk kan opbygge tillid når formelle kanaler er lukkede. Der er mange historiske eksempler på dette.

Diplomati i videnskab: Det handler om, at videnskabelige institutioner selv agerer som diplomatiske aktører, for eksempel universiteter, der indgår samarbejdsaftaler med andre institutioner eller tager stilling til etiske spørgsmål.

Når vi diskuterer videnskabsdiplomati, taler vi altså om flere forskellige ting. Denne mangfoldighed er en af årsagerne til, at det har været udfordrende at enes om en fælles europæisk tilgang. 

Alligevel er der tegn på fremgang; tidligere på året offentliggjorde Europa-Kommissionen en rapport, der skitserer en ny europæisk tilgang til området.

I vores øjne skal en ny, europæisk tilgang til videnskabsdiplomati hjælpe medlemslandene med at finde en balance mellem behovet for at beskytte viden og nødvendigheden af at udvide eller opretholde åbenhed.

I nogle samarbejder og geografiske områder har Europa størst gavn af at betone åbenhed, så vi styrker vores evne til og mulighed for at udveksle mennesker og ideer. Det gælder i Europas nærområder og i forhold til store dele af det globale syd, der kræver et ligeværdigt samarbejde inden for forskning og innovation.

Omvendt har EU behov for at beskytte strategiske interesser i samarbejdet og konkurrencen med de to stormagter, Kina og USA. En ny tilgang til videnskabsdiplomati skal skabe et forum, hvor medlemslande kan tale sig frem til en balanceret tilgang.

En ny tilgang bør desuden sikre, at de europæiske udenrigstjenester får bedre adgang til de globale netværk, som de europæiske forsknings- og innovationsmiljøer har opbygget gennem årtier.

EU behov for at beskytte strategiske interesser i samarbejdet og konkurrencen med de to stormagter, Kina og USA.

Frede Blåbjerg & Mette Birkedal Bruun

Udenrigsministerier er bemandet af dygtige diplomater, der har deres styrker inden for sprog, samfund, jura og kultur og i mindre grad inden for de tekniske og naturvidenskabelige områder.

Der er behov for at opdyrke relationer og netværk, så de europæiske udenrigstjenester kan trække på forskernes personlige netværk og dermed få adgang til ny viden og indsigt.

Endelig skal en ny tilgang sikre, at Europa kan agere med fælles stemme inden for prioriterede områder. Det kan for eksempel være i forhold til udviklingen af industristandarder inden for fremtidens teknologier, eksempelvis kunstig intelligens, kvante- og bioteknologi. Eller i forhold til tiltrækning af forskere, der ikke længere ønsker at fortsætte deres karrierer i USA.

For at en ny tilgang til videnskabsdiplomati får gennemslagskraft, er der to nøgleingredienser: For det første kræves der politisk opbakning for at sikre vedvarende fokus og finansiering.

Dette indebærer, at medlemslande må være villige til at indgå kompromisser og prioritere fælles interesser frem for snævre nationale mål. For det andet er det vigtigt at inkludere en bred vifte af stemmer og perspektiver i den europæiske tilgang.

Forsknings- og innovationsaktiviteter involverer mange aktører, herunder erhvervsliv, civilsamfundsorganisationer, internationale organisationer og fonde. Disse forskellige aktører skal inddrages og det er ikke mindst deres arbejde, der skal koordineres for at Europa kan skabe en mere effektiv strategi.