FOA: Flere pædagogmedhjælpere skal have en pædagogisk uddannelse
Der er stærkt brug for at sikre, at en større andel af de ansatte i børnenes dagtilbud har en pædagogisk uddannelse – og her peger pilen i høj grad på Christiansborg, skriver Kim Henriksen.
Kim Henriksen
Formand, Pædagogiske Sektor, FOALige nu er der fuld gang i en offentlig debat om den såkaldte meritpædagoguddannelse. En uddannelse, som er kortere end den ordinære pædagoguddannelse, fordi man til gengæld har flere års erfaring fra et arbejde indenfor det pædagogiske område for at kunne tage uddannelsen på forkortet tid.
Uddannelsen har i mange år levet en stille tilværelse. Men i de seneste år er der set en vækst i antallet af studerende. En stor del af dem har vel at mærke været studerende, som samtidig er ansat som pædagogmedhjælpere i en kommunal daginstitution – og som har fået fuld løn under uddannelsen, mens de fortsat arbejdede i institutionen de dage, der ikke var skoledage.
Det har faktisk været en rigtig fornuftig ordning for dem, som har haft svært ved at få økonomien til at hænge sammen og derfor ville have fravalgt en uddannelse, hvis de skulle klare sig for en SU.
Men – efter stigningen i antallet af meritpædagogstuderende er man i KL blevet opmærksom på, at der faktisk ikke har været hjemmel til disse ordninger, og som Politiken skrev 10. januar, har KL nu sat en stopper for ordningen med fuld løn under uddannelse.
Mangel på pædagoger
Vi har i FOA, som organiserer pædagogmedhjælperne, ellers løbende været involveret i at finde løsninger, så pædagogmedhjælpere kunne oppebære fuld løn under deres uddannelse.
Der er brug for, at børnene hver dag er omgivet af dygtige medarbejdere, som kan sikre en høj pædagogisk faglighed
Kim Henriksen
Formand for Pædagogisk Sektor, FOA
Men vi har naturligvis måtte tage udmeldingen fra KL til efterretning. Vi har dog samtidig arbejdet for, at de, som allerede er i gang med en uddannelse ikke skulle komme i klemme, men kan få lov at gøre den færdig, hvilket Kommunernes Lønningsnævn heldigvis har været enige i.
Hvor efterlader det os så? Vi mangler allerede nu pædagogisk uddannet personale, og manglen vil kun blive større i de kommende år. Der kommer flere børn til. Samtidig skal vi fra næste år kunne garantere børnene minimumsnormeringer.
Frem mod 2030 betyder det, at vi alene på dagtilbudsområdet får brug for 14.000 flere pædagogisk uddannede.
Der skal både flere ansatte og flere kompetencer til at klare opgaven. Det er derfor glædeligt at læse, at direktør Kristian Heunicke fra KL hos TV2 Lorry er citeret for at sige, at "rekrutteringsudfordringerne og krav om minimumsnormeringer på dagtilbudsområdet gør, at kommunerne i stigende omfang tænker i at uddanne allerede ansatte medarbejdere. Det er rigtig fornuftigt."
Pilen peger på Christiansborg
Den fremstrakte hånd fra KL tager FOA gerne imod. Derfor kan alle landets kommuner se frem til en henvendelse fra den lokale FOA-afdeling, hvor vi vil invitere os selv til en snak om, hvordan vi sikrer flere pædagogisk uddannede til at tage vare på vores børn.
Og her skal vi komme i hu, at der ikke kun findes én pædagogisk uddannelse, men at der også findes faglærte pædagogiske assistenter – en erhvervsuddannelse, som er normeret til tre år og godt to måneder.
En uddannelse, som der endda er hjemmel til at sende de erfarne pædagogmedhjælpere på med fuld løn ifølge overenskomsten – og som kan gennemføres på under et år som led i en meritordning.
Men vi mangler flere løsninger på, hvordan vi sikrer, at en større andel af de ansatte i dagtilbuddene har en pædagogisk uddannelse, når vi nu skal bruge flere voksne til det stigende antal børn og minimumsnormeringerne.
For der er jo ikke bare brug for flere "voksne". Der er brug for, at børnene hver dag er omgivet af dygtige medarbejdere, som kan sikre en høj pædagogisk faglighed.
Pilen peger i høj grad på Christiansborg. For eksempel indeholdt aftalen om minimumsnormeringer på et tidspunkt en såkaldt opkvalificeringspulje på godt 100 millioner kroner til i år og næsten 186 millioner til næste år, som skulle bruges på at uddanne erfarne pædagogmedhjælpere til pædagogiske assistenter og pædagoger.
Men den aftale røg på gulvet i 11. time. De penge bør politikerne kunne finde frem igen. For der er ingen tvivl om, at vi – at børnene – har brug for, at vi afsøger alle muligheder for at øge andelen af uddannede i dagtilbuddene.