Henrik Dahl: Krav om lige kønsfordeling skævvrider ligestillingsdebatten

Af Henrik Dahl (LA)
Uddannelses- og forskningsordfører

Ligestilling på universiteterne er helt afgørende.

Der bør ikke lægges flere eller andre hindringer i vejen for det ene køn, når det gælder om at kunne bidrage ved de videregående uddannelser, end der lægges for det andet.

I Danmark burde vi gøre det bedre, når det gælder yngre forskeres – og navnlig kvindelige, yngre forskeres – muligheder for at stifte familie og leve et forholdsvis normalt familieliv, end vi gør i dag.

Denne familieuvenlighed, der er bygget ind i universiteternes personalepleje, er sikkert en væsentlig del af forklaringen på, at så mange kvinder forsvinder ud af systemet i årene mellem afslutning af ph.d. og fortsat karriere.

Fifty-fifty-feministernes urimelige krav
Til gengæld er det lykkedes for den identitetspolitiske gruppering, man med henvisning til Hans Bondes nylige bog 'Vi vil have vores fair andel!' (Gyldendal 2020) kan kalde for ”fifty-fifty-feministerne” (FFF), at trække debatten om andre ligestillingsspørgsmål skæv.

Der sker allerede i dag en betydelig, positiv særbehandling af kvinder.

Henrik Dahl (LA)
Uddannelses- og forskningsordfører

Det har både ført til et urimeligt spild af skatteborgernes penge og til en forvaltningspraksis, der formentlig er i strid med loven.

FFF har sit navn fra bevægelsens hovedkrav: At kvinder har en naturlig og automatisk ret til halvdelen af alle attraktive stillinger. Kravet går ikke på, at halvdelen af alle stillinger som for eksempel renovationsarbejder, langturschauffør eller blikkenslager skal besættes af kvinder.

Det går på, at halvdelen af alle attraktive stillinger som for eksempel professor, administrerende direktør eller bestyrelsesmedlem i en børsnoteret virksomhed skal besættes af kvinder.

For nylig spurgte jeg i Folketingets spørgetid uddannelses- og forskningsministeren, hvordan man politisk var nået frem til dette nøgletal, når der nu var så store forskelle i andelen af mænd og kvinder, der interesserer sig for de forskellige fag.

Men hun kunne desværre ikke svare på, hvorfor lige præcis 50/50 var den rette fordelingsnøgle under alle omstændigheder.

Ingen alarmerende kønsforskelle i ansættelser
Det tager 25-30 år, fra man begynder som studerende, til nogle få udnævnes til professorer. Derfor er det samlede antal af professorer til en vis grad en afspejling af, hvordan universiteterne fungerede i 1980’erne og 1990’erne.

Men ser man på andelen af nyansættelser de senere år, er procentsatsen for kvindelige adjunkter, lektorer og professorer 39, 39 og 30. Det vil sige: Ikke nogen alarmerende forskel – og da slet ikke, når tendensen tages i betragtning.